I går aftes bestemte jeg mig for, at jeg var nødt til at træde ind i det ny årstusinde og få mig en blog som alle andre nørder. Her er den så, baseret på projektet Simple PHP Blog, som er blevet lettere tilpasset for at kunne bruges. En nørd havde forsøgt at oversætte projektet til dansk, men det var ikke gået så godt, så for at kunne præsentere en dansk udgave måtte jeg genoversætte hele lortet. Nå, de par timer er forhåbentlig givet godt ud. Projektet er under udvikling og vil blive opdateret løbende, der er stadig nogen småfejl hist og her – forhåbentlig ikke nogen der betyder det helt store.
Hvad skal denne blog så bruges til? Først og fremmest som en opslagstavle, hvor jeg kan skrive, hvad jeg tænker og foretager mig, så andre, for hvem det kan vedkomme og synes interessant, kan observere mit liv. Jeg har tidligere forsøgt noget tilsvarende, nemlig med nyhedsbrevet Nielsens Nyhedsskriv, som dog kun udkom meget sjældent. På denne blog skulle der gerne komme opslag med jævne mellemrum, dvs. flere gange om ugen.
Så glem endelig ikke at kigge forbi, eller endnu bedre, abonnér på et newsfeed i dit postprogram (gad vide om Outlook kan finde ud af det, jeg tror det ikke). Thunderbird kan i hvert fald, og dette er adressen til nyhederne:
http://www.dubbekarl.dk/blog/?feed=rss2
Så modtager du hele tiden informationer, når der kommer nyt i bloggen. Der er i øvrigt, for dem, der ikke har opdaget det, i længere tid også været et nyhedsfeed på min forside, nemlig med adressen:
http://www.dubbekarl.dk/nyheder.rdf
Du kan også tilføje et “live bogmærke”, hvis du bruger Firefox, ved at klikke i nederste højre hjørne af browservinduet.