Barcelona, 1. dag (søndag eftermiddag/aften)

Så er jeg ankommet til Barcelona. Flyet var over ½ time forsinket i afgangen, så jeg måtte fordrive lidt mere tid i lufthavnen, end jeg havde regnet med.


Flyveturen var, som den skulle være, uden nogen videre dikkedarer, men dog med tilstrækkelig sidde- og benplads. Der var sgu ingen, der fik lov til at rykke op på de gode pladser, selvom de var ledige.

Undervejs fik jeg en sjus mens vi fløj over alperne, hvilket er et fantastisk syn, selvom alt ser så småt ud fra 10 kilometers højde. Der var masser af sne på toppene og mange byer helt i skygge af bjergsiderne. Jeg har taget billeder deroppefra, men med mit lommekamera, som jeg ikke kan overføre billeder fra hernede, så det må vente, til jeg kommer hjem.

I lufthavnen startede jeg med at gå til den forkerte terminal A for at hente min baggage. Jeg mente ellers, at jeg fulgte de rigtige skilte, og en panser sendte mig også derned. Men baggagen kom i terminal B, så jeg måtte ringe til travel-agency’et og fortælle, at min chauffør, som skulle hente mig, måtte vente lidt endnu. Han var også i terminal A, så det kørte bare på skinner (not). Jeg måtte gennem security igen, før jeg kunne hente min baggage, og udenfor i ankomsthallen stod en herre i jakkesæt og slips og holdt et skilt med teksten ”Jan Norman”. Jeg antog, at det var mig…

Det var så småt ved at blive mørkt mens vi kørte til hotellet, men jeg fik da set en anelse klippeskær og lidt arkitektur på vejen. Det var mange palmer langs motorvejen – dog ingen grisefester lige her.

Hotellet er stort og flot og efter sigende kun 1 måned gammelt. Der er 24 etager og jeg har værelse på 12. etage. Jeg tør ikke trække gardinerne fra og kigge ud, og slet ikke ned. Forbandede højdeskræk!


Værelset er udsøgt og stinker af luksus. Fladskærms-tv’et er dog som fladskærms-tv er: Ikke noget at råbe hurra for, heller ikke på Hilton Hotel. Signalet, man leverer til det, ligner noget der er løgn. Der kunne de lære noget af TDC derhjemme – de har sgu ok tv-signaler i jorden.

Efter at have konkluderet at tre-benede danske jord-el-stik til min bærbare ikke kan bruges i denne del af verden og at jeg derfor ikke lige nu kunne lege med computer. Da jeg heller ikke ville betale 200 kr. for en aftens og formiddags internet, kunne det også været det samme, så gik jeg ud for at kigge på centeret ved siden af og tage nogen billeder af aftenstemningen.

Centeret er et moderne ”mall” à la Fisketorvet (dog sælger de ikke militær-telte, get it?), men indholdet et primært amerikansk kultur, i hvert fald om aftenen. Jeg så både en ”Ben & Jerry’s” (isbar), Häagen Dazs (endnu en isbar), Dunkin’ Donuts, Starbucks Coffee Shop, Burger King, McDonald’s og endelig Subway.

Alt står på (for mig sort) spansk hernede, og da jeg ikke spiser meget af de der burger-mad, er det lidt svært at vide, hvad man kan kan få til sådan én som mig, der ikke bare kan proppe hvad som helst i munden. Jeg så dog noget på et menukort, som jeg kunne genkende: ”Pollo”. Kom ikke og sig, at man ikke lærer noget af at spille computerspil! Jeg husker tydeligt ”Porto Pollo” i Monkey Island, øen med ufattelig mange høns overalt. Så det ved da hvad er.

Men med Subway kan jeg ikke gå helt gal. Og så taler de udmærket engelsk, selvom det hele stadig står på spansk. Men her ved jeg, hvad jeg får. Så jeg tog mig kyllinge-sub. Her i Spanien kan de lave en ordentlig sandwich. To store stykker kyllingebryst og ikke som i Danmark – seks stykker slatten pålæg. Og så er prisen også i orden!

Bagefter var det tilbage og tage et hurtigt karbad og skrive dagbog.

One thought on “Barcelona, 1. dag (søndag eftermiddag/aften)

Leave a Reply to Martin G Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.