Jeg kunne sgu ikke lade være med at trække på smilebåndet flere gange, da jeg læste dagens nyheder på TTV.
Først var der Henrik Qvortrup, Danmarks største narrøv med det blad, han kører, som lever af at slå plat på de kendte. Han blev i dag idømt dagbøder for to historier om Preben Kristensen. Lad os håbe at sagen danner præcedens for ugentlige politianmeldelser indtil de standser det løgneri for at sælge blade.
Anden histore var om manden der måtte føre sin mor som vidne i en sag om påstået voldtægt. Moren havde ligget i værelset ved siden af og ikke hørt noget usædvanligt.
Tredje historie var for tredje gang på kort tid om George Bush, der har lidt et nederlag i kongressen. Det går bare helt galt for ham i øjeblikket. Først kunne han ikke få forbudt homoseksuelle ægteskaber, så kunne han ikke få forbudt flagafbrænding, og nu har han overskredet sine beføjelser ved at indføre militærdomstolene, som er i strid med Genevekonventionen. Når man nu derudover synes at manden er komplet idiot og gang på ser ham åbne munden og afsløre, at man har ret, kan man ikke lade være med at grine af ham, når han bliver sat på plads.
Fjerde historie er om nazisterne, der fik tæsk af nogen antiracister på Hauser Plads i København. Jeg citerer Ritzau: “Politiet greb ind og fik grupperne splittet, men det lykkedes ikke politiet at anholde nogle af antiracisterne.” Virkelig? Mon de overhovedet gjorde et forsøg på det?