For en måneds tid siden købte jeg en ny dvd-optager, denne gang med harddisk.
Jeg havde egentlig købt en Sony i Bilka, men jeg havde glemt, at jeg egentlig havde kigget på en anden og bedre, så den røg retur. I stedet blev det en tur hos LaserDisken, der havde et par maskiner af modellen DVR-433H tilbage. Godt nok er harddiskens størrelse kun en tredjedel af Sonyens, men til gengæld har Pioneers optagere, i modsætning til konkurrenternes, en indstilling til optagelse af ukomprimeret lyd, hvilket er kompatibelt med mit ønske om at optage musik i bedst mulig kvalitet. Derudover er maskinen meget mere brugervenlig – jeg kunne næsten ikke finde ud af Sony’en.
Købet betød, at min gamle Philips-dvd-optager stod og samlede støv. Jeg rykkede en annonce ind på dba.dk og i den trykte avis, men der var to andre, der også solgte en tilsvarende model. For at være sikker på, at det var min, der blev solgt foran de to andre brugte jeg to gamle tricks:
1. Sælg billigere end de andre. Min pris på 800 kroner slog konkurrenternes, der var på 1000 og 1200 kroner.
2. Få de andres pris til at al for dyr ud. Normalt kan man få lidt ekstra for sin vare ved at skrive, hvad man selv har givet for den selvom det er flere år siden, men i stedet for gjorde jeg det modsatte: Jeg skrev, hvad en tilsvarende vare i dag koster: 1400 kroner. Pludselig virkede konkurrenternes pris al for dyr.
Tricksene gav gevinst, i dag ringede en gut fra Humlebæk og ville hente apparet. Han kunne dog ikke finde herud, og da jeg alligevel skulle have en cykeltur, blev vi enige om at mødes ved Hovedbanen. Jeg havde udfærdiget en lille købskontrakt, så der ikke vil opstå nogen problemer for hverken ham og mig. Da han ikke havde set apparatet i drift ville han gerne have returret, og da jeg ved, at apparatet virker, gav jeg ham uden videre 14 dages returret.
Han fik optageren, og jeg fik 800 kroner i hånden. På vejen tilbage gik det pludselig op for mig, at det må have set skummelt ud for forbipasserende at se en pose og nogen pengesedler bytte ejer for enden af Istedgade. Hvis panserne holder øje har de helt sikkert et billede af mig i deres arkiver nu, så de kan holde øje med, om jeg vender tilbage og sælger mere dope, eller hvad de tror det var, jeg solgte.
Skide være med det, jeg har rent mel i posen, ja næsten da. Der var jo ingen kvittering på handlen, og man kan let glemme at opgive det til skattevæsenet, der er jo et helt år til næste selvangivelse.