Maratonkoncerten i VEGA i onsdags

I onsdags var jeg en tur i VEGA, fordi jeg og en ven havde købt billet til koncerten “Brandalarm”, som var en støttekoncert for et par gutter, der mistede deres musikstudie i en påsat brandt og mistede en masse penge ved det. En masse mennesker stillede sig til rådighed på aftenen, og VEGA lagde sted til arrangementet, hvor en hel masse bands stillede op for sagen og spillede 3-4 numre.

Der var i forvejen annonceret:

  • Kim Larsen
  • Tim Christensen
  • Baal
  • Kira & the Kindred Spirits
  • Michael Falch
  • Backseat
  • Superfuzz
  • Winther-John
  • Die Dumme Dänen
  • Boat Man Love

og faktisk havde jeg købt billet fordi jeg forventede af ovenstående, at Kim Larsen optrådte solo med sin guitar, hvilket jeg endnu ikke har oplevet. Det viste sig dog, at jeg tog fejl, hvor Larsen optrådte med sit band Kjukken, men til gengæld spillede han en ny sang “Vi er alle sammen fremmede”, som reddede hans performance. Det bliver uden tvivl det nye hit fra pladen, som kommer før jul, hvis sangen ellers kommer med. Han har i løbet af sommeren prøvet flere sange af, men de holder i modsætning til denne ikke.

Aftenen bød på andre overraskelser, fx var det ikke “Tim Christensen”, der optrådte, men i dagens anledning var det Dizzy Mizz Lizzy, der optrådte for en kort bemærkning. VEGA var ved at vælte, og publikum skreg på ekstranummer, som de måtte give, og for dem, der har dyrket Dizzy Mizz Lizzy må det have været en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er ufatteligt, at tre mennesker kan lave så meget god lyd, men det kan de altså. Tim Christensen spillede i øvrigt med på Rabalderstræde, da Kim Larsen & Kjukken var på scenen, hvilket også var specielt.

Af andre ting, jeg har lyst til at nævne var at Backseat stadig var “going strong” med Ivan Pedersen ved mikrofonen, selvom de ikke har udgivet noget i mange år. Jeg kender ikke deres musik særlig godt, men da de hev en pige ind til at synge med på “Barcelona”, som var den danske kendingsmelodi fra OL samme sted, kunne jeg være med, og selvom hun havde problemer med at huske teksten gik det meget godt alligevel.

Der var fra koncertens start annonceret, at man ville slutte af med en surprise, og da Larsen var gået af scenen og de begyndte at stille op kunne jeg godt genkende nogen af folkene, fx percussionisten, de to korsangerinder og saxofonisten. Det ville blive Gnags, der skulle slutte af, og det gjorde de med maner. Peter AG virker stadig, som om han er i sin egen verden, når først musikken starter, men publikum er godt med på sangene, hvoraf jeg kendte ca. halvdelen, men som sådan var det ikke det store, da jeg havde set dem i Middelfart i juni til “Rock under broen”.

Gnags sluttede kl. 0:58, ca. 5 timer efter koncerten begyndte, og selvom der var 10 minutters pause mellem hver af bandsene, var der næsten for meget, hvilket man også tydeligt kunne se, da ca. halvdelen af publikum var gået hjem.

Alt i alt var det en ganske hyggelig aften, og det er utroligt, at man kan få 5 timers musik for 200 kroner. Desværre var lyden alt for høj, så jeg var glad for at have husket ørepropperne, som var i ørene fra første til sidste tone. Jeg fatter stadig ikke pointen med at spille så højt.

This entry was posted in Anmeldelser, Oplevelser. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>