Der er lige dumpet en glædelig nyhed ind ad brevsprækken i dag. De sidste par måneder har der været hersket anarki på og uden for vores p-pladser, især håndværkere på de nærliggende byggepladser har parkeret helt urimeligt, fx på havnekanten, hvor der er kørsel forbudt. Nu skruer ejerforeningen bissen på og hyrer parkeringsvagter, og så er der godt nok vrede håndværkere de første par dage. Så kan de lære det.
D. 24/11-2006 Information til beboerne
Bestyrelsen har igennem de sidste par mdr. kunne konstatere at vores parkeringsforhold er blevet meget dårlige. Vi har kunnet konstatere at folk fra virksomhederne i nærområdet og håndværkere på byggepladserne omkring os benytter vores parkeringspladser i et omfang der gør, at vi ikke selv har adgang til vores begrænset antal pladser. Vi har kun 108 pladser til 151 lejligheder. Derudover er der mange der parkerer på vores havnefront, hvilket langt fra er meningen.
Bestyrelsen har derfor besluttet at ansætte et parkeringsfirma, som skal tilsikre at vi får ordnede parkeringsforhold på vores grund. Aftalen der er lavet bliver med firmaet Park Zone og principperne er følgende:
- Der bliver opsat skilte med 24 timers parkeringsforbud på havnefronten
- Der bliver opsat skilt med 24 timers parkeringsforbud på pladserne der vender op mod bygning 1, pladserne mod bygning 2 ( Dem på modsat side kan der ikke laves restriktioner på), og pladserne ved bygning 3. Hvis man ikke har gyldigt parkeringsbevis i forruden
- Der udleveres 2 stk. parkeringskort pr lejlighed
- Kortene giver mulighed til parkering, men ikke ret, da vi ikke har parkeringspladser til alle kort.
- Der bliver udstedt bøde hvis man ikke parkerer inden for opmærket båse. Dvs. biler der har lovligt parkeringskort, men parkerer henover markeringerne vil blive afkrævet en p-afgift. I sne perioder vil der blive lempet på reglen om parkering i båse.
- Hvis man får gæster eller har flere end to køretøjer henvises til de offentlige parkeringsområder.
- Observationsperioden bliver 5 min.
- Der bliver taget digitalt billede af alle p-afgift opkrævninger for at tilsikre bevisførelsen.
- Kontrolgebyr er på 510 kr. og gebyret tilfalder Park Zone
- Aftalen er omkostningsfri for ejerforeningen
- Perioden frem til næste generalforsamling skal opfattes som en prøve periode, og derefter vil aftalen være permanent.
Aftalen vil træde i kraft pr 16. december, hvor at perioden 8 dage efter skal opfattes som en prøveperiode, hvor der ikke udskrives p-afgift men uddelt en flyer. Der vil fra første dag blive udskrevet p-afgift for parkering på havnefronten
Hvis der er nogle beboere som har indsigelser mod ovenstående aftale bedes de fremsendes til bestyrelsen inden for 8 dage
Mvh
Bestyrelsen