
På min fødselsdag modtog jeg en mail fra Parship.dk, som jeg åbenbart på et tidspunkt har oprettet en profil på. I emnefeltet stod der “På din fødselsdag vil vi gerne give dig 204 kroner”. Jeg skimmede hurtigt mailen og kunne ikke se, hvordan jeg ville modtage pengene, så jeg skrev tilbage til deres support med en meget kort besked.
Jeg regner med, at I bare sender en check på de 204 kroner.
De forstod åbenbart ikke, hvad jeg mente og sendte et standardsvar tilbage:
Tak for din meddelelse og din interesse for PARSHIP. Du kan finde information om vores priser og tjenester ved at gå til “Bliv Premiummedlem”. Vores nuværende priser er bla-bla-bla-bla-bla-bla mv. og osv.
hvortil jeg svarede:
Så I vil med andre ord ikke give mig de 204 kroner, som I påstod i emnefeltet på den mail, I sendte mig? Jeg tænkte det sgu nok. Rimelig ringe markedsføring, synes jeg nok.
hvortil de igen kom med et standardsvar, der afslørede, at de stadig ikke havde fattet, at de havde lovet mig nogen penge:
Tak for henvendelsen! Hele den samlede beløb trækkes fra dit kort ved betalingen. Du kan ikke betale månedsvis. Månedsprisen er kun oplyst på siden for at give dig et indtryk på priserne bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla-bla og rend mig.
Ufatteligt hvad man gider spilde sin tid på. Jeg har jo stadig ikke fået mine 204 kroner, som jeg er blevet lovet.