“Rock under broen” ikke nogen succes

Jeg føler mig nødsaget til at beskrive min oplevelse med koncertarrangementet “Rock under broen” i Middelfart, som jeg var med til i går. Det var stort set en gennemført dårlig oplevelse, og jeg vil meget gerne dele den, så arrangørerne kan overveje at gøre noget ved det.

I løbet af formiddagen ønsker jeg at købe en billet til arrangementet og går ind på hjemmesiden, hvor man henviser til billetnet.dk, billetlugen.dk og fyensbilletten.dk. Lige meget hvor jeg prøver, får jeg dog at vide, at jeg ikke kan købe en billet, fordi den ikke kan nå at blive sendt til mig, men man henviser i stedet til billetsalgsstederne og “alle fona-butikker”, som også sælger billetter. Allerede her må jeg spørge, hvorfor man ikke tilbyder print-selv-billetter ligesom så mange arrangører gør. Det ville have sparet mig for en tur rundt i byen i forsøget på at få en billet. Da jeg går i Fona, får jeg at vide af ekspedienten, at han desværre ikke kan sælge en billet, for når han bruger sin browser på Billetlugens hjemmeside, kan han ikke “trykke nogen steder”, og han konkluderer, at arrangementet er udsolgt. Det skal vise sig, at ekspedienten tager fejl, for der er nemlig ikke udsolgt, og forklaringen på, hvorfor jeg ikke kan købe billetten er en helt anden, og den får jeg på posthuset, der som bekendt også har billetsalg for Billetnet. Jeg spørger her, om ekspedienten kan sælge mig en billet, for Fona kunne ikke. Det kunne hun sagtens, og samtidig forklarer hun mig, at Fona slet ikke sælger billetter til arrangementet, for det er kun Billetnet, der gør det. Dette er tydeligvis helt forkert information, hun giver mig, og samtidig konstaterer hun, at hun alligevel ikke kan sælge mig en billet, fordi billetsalget sluttede en halv time tidligere. Dette er formentlig også den rigtige grund til, at ekspedienten i Fona heller ikke kunne sælge mig en billet. Allerede her har jeg spildt ½ time på at køre rundt i byen efter en billet – blot for at konstatere, at jeg ikke kan få det. Den venlige dame på posthuset kan dog oplyse mig om, at arrangementet ikke er udsolgt, da der er over 20000 billetter tilbage, altså var det forkert information, jeg fik i Fona.

Jeg vælger derfor at tage af sted til Middelfart, vel vidende at jeg kan købe en billet ved indgangen. Min første oplevelse på stedet er, at jeg bliver overfaldet af flere (muligvis) sortbørshajer og/eller svindlere, der vil sælge billetter. Meget skumle typer, som jeg ikke stoler over en dørtærskel og derfor ikke skal købe noget af – uanset prisen. I stedet vælger jeg at lægge 550 kroner i billetlugen for at komme ind. Jeg afleverer min købte billet i indgangen og ryger videre i slusen til taskekontrol, som jeg forventer jeg kan komme igennem uden problemer. Kvinden her konfiskerer uden at sige noget min paraply, som ligger i tasken, og da jeg opdager det, påtaler jeg det. Hun forklarer, at paraplyer er våben og ikke må medtages. Det står klart på deres hjemmeside, og det lyder som om man forventes at have nærlæst alt derinde, før man tager af sted. Hun vælger sjovt nok ikke at konfiskere den meget store paraply, jeg går med i den ene hånd. Arrangøren skal dog ikke have min paraply, så jeg tager den igen og forklarer hende, at jeg vil gå ud med den og komme tilbage uden paraplyer. Hun afviser med det samme, at det kan lade sig gøre, men jeg ignorer dog hende og henvender mig til manden, der tog min billet. Han taler mit sprog og giver mig min billet tilbage, så jeg kan komme ud med mine paraplyer og gemme dem i en busk, hvorefter jeg endelig kan komme ind uden ballade. Hertil kommer så spørgsmålene: Hvorfor forventes det, at jeg har læst i detaljer på hjemmesiden, hvad jeg må medbringe, og ikke bare kan bruge min sunde fornuft? Hvorfor åbner man ikke munden, når man konfiskerer ting? Hvorfor konfiskerer man ikke min anden paraply? Hvorfor er crewet ikke enige om, hvilke regler der gælder for ind- og udgang?

Inde på pladsen konstaterer jeg, at der er meget mudder, og man har intet gjort for at mindske generne, evt. ved at sprede træflis. Der er en udmærket stemning blandt publikum til de forskellige koncerter, men der er for mange fulde mennesker, som skubber og vil slås. Der lader ikke til at være nogen crewfolk ude blandt publikum, som kan dysse stemningen ned, så det klarer de store drenge blandt publikum selv ved at smide provokatørerne ud af teltet med hovedet først. Jeg vælger dog på et tidspunkt at forlade teltet under Dodo-koncerten, dels fordi der stadig bliver skubbet alt for meget (der er ikke plads nok i teltet til alle publikummer), dels fordi der spilles så højt, at det gør ondt i mine ører, selvom jeg står langt nede og helt ude i siden af teltet, der er åbent, og dels er jeg nødt til at gå midt i koncerten, hvis jeg skal nå ned og se tv-2, for programmet er så presset, at den næste koncert starter før den anden er færdig. Dette er efter min mening fuldkommen tåbeligt, der bør være nogle minutters pause mellem hver optræden, så man kan nå at få det hele med. Desuden er der kun meget kort tid til hver koncert, hvilket betyder, at Shu-bi-dua (og muligvis også andre) kun fik en lille time at spille i, hvilket jeg synes er for lidt.

Jeg konstaterer, at det egentlig ikke var en særlig god oplevelse, og det meste er arrangørernes ansvar at gøre noget ved, så det håber jeg, at de gør næste år.