Boston – dag 1

Dagbogen for dag 1 begynder hvor dagbogen for dag 0 sluttede, nemlig på Starbucks i morges uden at jeg vidste, hvad min kollega og jeg skulle lave på denne Herrens søndag. Det havde tidligere været nævnt, at der skulle ligge et computermuseum i Boston, og det kunne to IT-nørder jo godt finde interessant. Vi fandt dog via Wikipedia ud af, at museet lukkede i 1999 og at indholdet blev givet til Museum of Science, så vi valgte i stedet at besøge dette museum.

På vej til museet gik vi igennem byens park, som var utrolig smuk, og der var ligesom i Chicago mange egern. I Chicago var de små og grå, her var de større og i en let brunlig farve. Måske har det noget at gøre med årstiden, i hvert fald ligner de ikke de danske egern i farven.

Vi også en længere tur langs vandet og så blandt andet turistbusserne, som her i byen er amfibiekøretøjer, som både kan køre på land og sejle på vandet. Det er sgu rimelig sejt!

På museet fandt vi dog ikke så mange af de computere, som vi havde håbet på. Det virkede dog som om, at deres primære mål var børnefamilier, så for mig var det et rimeligt begrænset antal udstillinger, som jeg fandt interessante. Ikke desto mindre var vi der i over fire timer.


(Jan kunne ikke stå for at lave fis og ballade ud af noget seriøst)

I frokosten snakkede vi om, at vi begge to godt kunne tænke os at prøve at køre på en Segway. Da jeg var i Chicago, havde jeg af ren og skær nærighed valgt ikke at prøve køretøjet, fordi turene er rimelig dyre. Men dette gang skal det være, og vi har begge to derfor skrevet os til en 2 timers guidet tur gennem byen på en Segway tirsdag. Det skal nok blive sjovt, og foreløbig lover vejrudsigten godt vejr.

Apropos vejr, så har det været over 29 grader i dag, og det er varmt efter hvad man er vant til hjemme i Danmark. Den har stået på shorts, og alligevel har man smedt som et svin. Sidst på eftermiddagen fik vi dog også den tordenskylle, som meteorologerne havde lovet. Heldigvis sad vi på dette tidspunkt i en taxa på vej hjem til hotellet. Endnu engang kunne det ikke lade sig gøre at få en ordentlig kvittering fra chaufføren, og han valgte at blive småsur.

Her ved aftenstid er både den gamle vabel og fødderne rimelig ømme, men det lader til at Compeed har gjort sit arbejde godt og ikke givet større eller nye vabler.

Til de utålmodigige: Så snart jeg har fået redigeret nogle flere billeder kommer der formentlig et galleri.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.