Monthly Archives: April 2007

Kaj, Andrea, Ole og Karla i Rødovre Centrum

Jeg har aldrig set Kaj & Andrea andet end på fjernsyn, så det gav næsten sig selv, at jeg var nødt til tage til Rødovre Centrum i dag for at deres show på scenen kl. 13.

Cirka 10 minutter før start gik Keld (og en pose Kims popcorn) og Hanne meget diskret op bag på scenen og satte sig i den store sorte kasse, der var placeret midt for. En rektangular udskæring dækket af et rødt tæppe fik kassen til at ligne et lille teater. På slaget 13 gik Karla frem og proklamerede, at Ole nu igen var kommet for sent. Imens stod jeg bag scenen og tjekkede Ole ud – han stod gemt i en dørkarm ved udgangen fra omklædningsrummet. Han var iklædt sit nye guldkostume, som han har fået specialsyet på Det Kongelige Teater. Derudover var han iført hvid stritparyk og store, grimme tænder. Med andre ord var Ole skiftet ud mens sit alter ego, tryllekunsteren Hergott Spiegelhauer. Et øjeblik efter gik Ole på scenen, og så kørte showet, som i bund og grund havde samme indhold som både “Oles børneshow” og “Ole & Karlas børneshow”, dvs. følgende sætliste:

  1. Navnesangen (Karla, Andrea, Ole, Kaj)
  2. Andreas sang
  3. Kajs sang
  4. Jeg gik mig over sø og (hoppe-, kysse-, prutte- og danse-) land
  5. Farvelsang
  6. Bakke snagvendt-sangen

Hergott Spiegelhauer havde tre tryllenumre med, nemlig

  1. Tørklæde ud af ærmet
  2. Sabelsluger
  3. Prutte lys ud (med assistance af Lykke fra publikum)

Showet varede knap 25 minutter og virkede meget kort, og selvom Andrea til sidst havde taget sit prinsessekostume på og lagde op til, at de skulle lege Tornerose, blev det ikke til noget. Hvad Karla var med for, kan jeg ikke rigtig finde ud af, for hun havde ikke andet end nogen få replikker og sang med på sangene. Det var primært Ole der kørte showet med tryl og guitar, så det var lidt uligevægtigt med fordelingen af arbejdet. Karla (Christine Skou) burde have haft mere.

Efter showet stillede jeg mig op i autografkøen og nåede at få én af både Keld og Hanne. Keld var hurtigt nede fra scenen og begyndte at skrive, men da Hanne kom, virkede det ikke som om hun egentlig gad skrive autografer (hvilket man jo må respektere), så hun forlod hurtigt stedet sammen med Keld, og det var kun Ole og Karla, der til sidst var tilbage.

Jeg havde mit kamera med, men der var desværre ikke mere strøm tilbage, så jeg fik ikke taget nogen billeder.

Carsensen & Wivel på Hovedbanegården

For et par uger siden slog jeg lige et smut forbi Hovedbanegården med to bøger og en dvd i tasken. Povl Carstensen og Thomas Wivel skulle i Go’ Aften Danmark og promovere deres nye bog “Det mest pinlige”, en mængde historier indsamlet fra publikum til deres sidste show “117 ting mænd og kvinder burde vide om hinanden”.

De to bøger, jeg havde med, var Povls to bøger (med titlerne “Etværelses med spisetoilet” og “Ventetiden er gratis”), han skrev får nogen år tilbage og som jeg fandt i et antikvariat sidste år, og dvd’en var Thomas Wivels “Med ryggen mod muren”.

De to herrer kom ud fra TV 2 efter programmet, og til min overraskelse var jeg den eneste (nørd!) autografjæger på stedet. Som sædvanlig gik jeg halvt i koma og fik slet ikke spurgt om det, jeg skulle, i stedet fik jeg Povls historie om, at de to bøger skullet have lignet hinanden til forveksling (samme antal sider), men at bogtrykkeren havde fået sat den ene bog i en anden skriftstørrelse.

Som tak for autograferne stak jeg Povl en mini-dvd, som jeg havde lavet, da jeg ugen forinden var faldet over et gammelt videobånd med en tv-udsendelse fra 31. december 1999, hvor han optræder i et nytårsprogram med sin kontrabas og synger en rap. Efter Povls eget udsagn (jeg spurgte) havde han ikke selv en optagelse af programmet, så jeg tror han blev glad for den – han skrev i hvert fald “tak for dvd” i bogen.

Mærkeligt nok kan han ikke huske hvem jeg er (jeg har ellers mødt ham tre gange før, dels for at videooptage deres show ude på Fisketorvet), dels for at aflevere en dvd med det optagede show og nogen billeder, og i sin tid lovede han ellers mig en dvd, men jeg hørte aldrig noget fra ham, så det kniber nok med hukommelsen (og synet – han skrev mig ned i sin kalender!).