Monthly Archives: September 2015

Alt for mange problemer hos YouSee, og nu må jeg leve med det

Nedenstående er en kopi af den anmeldelse, jeg har skrevet på TrustPilot:

Sidste år valgte YouSee at flytte deres betalingsdatoer, så regningerne fremover skulle betales en måned tidligere end før. Da de fremtidige regninger for mit vedkommende ligger med samme skæringsdatoer, betyder det, at jeg pr. 30.8.2015 har måttet betale en ekstraregning på 628 kroner uden at få noget for det. Pga. flytningen af betalingsdatoerne kunne jeg i starten af 2015 ikke betale min regning, da der ikke var dækning i mit budget en måned tidligere end før, så derfor fik jeg flyttet betalingsdatoen, og jeg fik et fysisk brev (selvom jeg havde tilmeldt mig elektronisk post) med et vedhæftet girokort. Det betalte jeg, og samtidig trak YouSee også beløbet på mit kreditkort, så jeg måtte kontakte deres regningsafdeling for at få mine penge tilbage. Ifm. ekstraregningen i august 2015 betalte jeg regningen online med mit kreditkort, fordi jeg havde fået nyt kreditkort og YouSee i en mail havde fortalt mig, at mit gamle kort var udløbet, og at de derfor ikke kunne trække beløbet selv. Dagen efter hævede YouSee samme beløb en gang til på mit nye kreditkort. Jeg måtte igen kontakte deres regningsafdeling for at få mine penge tilbage. Flere gange i løbet af 2015 har YouSee udsendt regninger med forkert betalingsdato, hvilket så efterfølgende er blevet rettet i en opfølgende mail.

Pga. al balladen forlangte jeg i starten af september 2015 at få en form for kompensation, og jeg blev lovet en rabat på mit produkt. Det viste sig et par dage senere, at man i stedet havde solgt mig et billigere og ringere produkt, og jeg måtte igen kontakte deres supportafdeling, som lovede at give mig mit gamle abonnement tilbage og kompensere mig på en anden måde. Nu har jeg så fundet ud af, at jeg ikke har fået mit gamle produkt tilbage, for jeg kan ikke skifte mellem de tre hastigheder, jeg kunne tidligere i mit bland-selv-produkt – den høje uploadhastighed er væk, og jeg kan med andre ord ikke benytte mit produkt fuldt ud som tidligere. Efter en kort dialog med deres e-mail-support har jeg fået beskeden, at YouSee ikke kan gøre noget ved problemet. Jeg må med andre ord leve med et ringere produkt end det, jeg tidligere havde, vel at mærke til samme pris.

Valget at køre den sidste dialog pr. e-mail er sket, fordi problemet ikke er akut og min erfaring er, at man kan få lov at vente rigtig længe i deres telefonsupport (mere end et kvarter er ikke ualmindeligt), og jeg har på telefonsupporten flere gange oplevet at blive smidt af, når jeg blev viderestillet, hvorefter jeg kunne begynde forfra i køen til den, der skal viderestille mig.

Det sejler hos YouSee, både i deres tekniske og økonomiske afdeling, og deres support lader nu til enten at være ligeglad eller afvise at gøre noget ved problemerne. Desværre sidder jeg i en lumsk fælde, så jeg ikke kan komme væk fra YouSee, fordi konkurrenterne ikke kan tilbyde et tilsvarende produkt til samme pris, fordi jeg som gammel, trofast kunde har en lavere pris end de priser, selskaberne afkræver deres nye kunder. Men jeg er meget træt. Den ene frustration over YouSee har erstattet den anden igennem mere end et halvt år. At blive afvist i deres support med “det kan vi ikke gøre noget ved” var dråben, som nu giver denne anmeldelse. For et år siden havde YouSee fået fem stjerner, men nu er min tålmodighed opbrug, og det bliver kun til 1 stjerne.