Monthly Archives: March 2007

Festlig fredag i Field’s

I fredags var jeg til Linux Forum-konference, og direkte efter et særdeles interessant foredrag om udviklingen af den anden generations LEGO Mindstorms-produkt, tog jeg direkte til Field’s på Amager. Centeret holdt fødselsdagsfest, og Shu-bi-dua var hyret til at spille klokken 21.

Rygterne (tak K) havde talt, at hvis der skulle være lydprøve, ville det formodentlig være ca. 3 timer før koncerten, så jeg troppede op i Field’s omkring 17:45, hvor den første fan (Shubifanen) allerede var troppet op. Hele scenen og udstyret var stillet op, og der var ved at blive stemt instrumenter og indstillet lyd, så jeg formodede, at der ikke ville være nogen lydprøve. Shubifanen strøg dog hurtigt, og et øjeblik efter så jeg Permer (Peter Andersen, trommeslager) gå lige forbi og ind på scene, hvor han begyndte at tæske på trommerne. Et øjeblik efter kom Jacob (Christoffersen, keyboard) og fik lige sagt dav til ham. Han er, ligesom Ole, nok de eneste, der endnu kan kende mig og ved, hvad jeg hedder.

To shubber ind til scenen, så kunne jeg regne ud, at der ville ske noget, og et øjeblik efter trådte både Kim (Daugaard, bassist), Ole (Kibsgaard, guitarist) og Bunden (Michael Bundesen, forsanger) op på scenen og greb instrumenterne. De var så åbenbart kommet alle sammen med havde gemt sig i baggrunden. Ole gik rundt med et stort kamera og knipsede alt, hvad han kunne komme i nærheden af, det legebarn. Jeg råbte, at godt kunne tage et billede af mig, når nu jeg havde taget så mange af ham, så det gjorde han!

Desværre kunne man ikke komme ind foran scenen, så man måtte stå uden for afspærringen og lytte med, da de begyndte at spille. Det blev til “Minus til plus”, “En rocksangers farvel”, “Knuden” og lidt af “McArine” (de sidste to akustisk). Det var så fedt af flere grunde. Dels er stemningen meget afslappet på scenen, og fremføringen derfor rå, dels har jeg aldrig hørt “En rocksangers farvel” live, den er nemlig ikke på sætlisten og har ikke været det mens jeg har fulgt dem. Bonden sagde lige før de spillede den til lydmanden, at de lige kunne prøve den, fordi de havde øvet den og fordi den nok skulle med på sætlisten på et tidspunkt.

Han havde ret, den blev ikke spillet til koncerten, ej heller “Knuden”. Sætlisten var uhyre kort (45 minutter) og derfor en kompakt udgave af sætlisten, der normalt spilles (ca. 75 minutter). Jeg synes personligt ikke der manglede noget interessant. Min største frygt var, at Bonden havde valgt kun at spille de hits, de har spillet de sidste mange år, men det viste sig faktisk, at han hverken havde klippet “Minus til Plus” eller “Askepot” ud, i stedet var både “Danmark”, “Stærk Tobak” og “Kære Lone” (gudsketakoglov for det, jeg er SÅ træt af den) og “Står på en alpetop”. Alt i alt var det en ganske udmærket sætliste, selvom der egentlig ikke var nogen sange i, som jeg ikke har hørt dem spille meget på det sidste.

Fremførelsen var nogenlunde, selvom man godt kunne mærke, at det har været lidt siden de har været på turne sidst. De kunne ikke rigtig blive enige om, hvor lang soloen i “Hvalborg” var nu efter Claus ikke er med mere, og soloerne i “Den røde tråd” gik helt galt for Ole, fordi han åbenbart kom til at trykke på en forkert knap til effektpedalen, så det nærmest var et kirkeorgel der røg ud af højttalerne. Det endte derfor med, at han blev på scenen, mens de andre gik ud før ekstranummer, mens en af lydmændene måtte hjælpe ham med at få kassen til at makke ret. Da Ole gik ud, gik de andre ind igen, hvilket fik grinene frem hos alle.

Nu blev det rigtig godt, for man havde kun ét ekstranummer i ærmet (der var ikke tid til mere), og Bonden spørger ud blandt publikum for at høre, hvad de skal spille og forventer, at nogen råber “Fed Rock” så højt, at de kan spille det som var det virkelig på opfordring. I stedet kigger han på en dreng, som højt siger “Krig og fred”, og så var gode råd dyre. Heldigvis har Bunden en løsning på det hele og foreslår, at de kan spille første vers (den er normalt på sætlisten) og så slutte af med det ekstranummer, de havde planlagt. Derfor fik vi 1½ ekstranummer, nemlig intro, 1. vers og omkvæd af “Krig og fred”, og det var fantastisk. Endelig skete der noget, der ikke var aftalt, det er det, der gør koncerterne fede og får orkestret til at stå frem som andet end en (penge)maskine.

Derfor var aftenen i Field’s fantastisk, lydprøve med overraskelse og koncert med overraskelse.

Efterfølgende fik jeg og US lige Ole til at vise sit nye kamera frem (det gættede jeg på, at han gerne ville), og vi fik en lille snak før vi skred hjemad. Ole afslørede også, at koncerten med ham og Kaya søndag (i dag) var aflyst, i stedet blev det ham og Karla med børneshow. Det var godt at få at vide, for det gad hverken jeg eller min ledsager at se, så vi sparede den tur.

Et par andre interessante observationer fra koncerten:

  • Man spillede (med opfordring til dans) to gange “Come Together Right Now”, som åbenbart er Field’s reklamejingle.
  • Oles solo i “Ærligt talt” var “Happy birthday”.
  • Ole spillede i pianoduellen med Jacob “I dag er det Field’s fødselsdag, hurra, hurra, hurra”.
  • Oles spade faldt på gulvet (av!) under McArine.
  • Bunden lavede en Richard Ragnwald og sang nede foran publikum under “Hvalborg”. Det er rimelig tamt at stille sig i ly af nogen gurlier for at undgå kiks. Der var i øvrigt forbløffende få kiks.

Sætlisten (sådan nogenlunde)

  • Ærligt talt (m. Happy Birthday)
  • Minus til plus
  • Lulu rocken går
  • Askepot
  • Livets pølse (m. Fødselsdagssang)
  • Nam nam
  • Hvalborg
  • Den røde tråd
  • Krig og fred (1. vers)
  • Fed rock

+ 2 x omkvæd af “Come Together Right Now”. Der mangler sgu nok et par numre, men jeg kan ikke lige huske flere.