Monthly Archives: December 2014

Download fra DR TV

Jeg vil gerne starte med at understrege, at artiklen her ikke er en opfordring til ulovlig kopiering af tv-programmer, men udelukkende handler om at skaffe sig mulighed for at se de allerede licensbetalte programmer fra dr.dk, hvis man som jeg ikke kan benytte de muligheder, DR stiller til rådighed.

Har du som jeg har en ældre medieafspiller tilsluttet til dit TV, som ikke understøtter DRs ellers udmærkede adgang til net-tv via nettet og apps? I så har jeg her en løsning som gør, at du også kan se DRs net-tv på dit fjernsyn alligevel. Du skal dog sikkert være lidt af en nørd for at kunne komme igennem nedenstående opskrift, da jeg ikke pensler alting ud i detaljer, da det vil være alt for stort arbejde.

Du skal bruge:

1) En URL-sniffer
2) En PHP-installation
3) Programmet AdobeHDS.php

Punkt 1 er et program, som kan opsnuse, hvilke webadresser, der bliver tilgået bag om ryggen på dig i en webbrowser. I dette tilfælde handler det om, hvilken URL, afspilleren på dr.dk benytter for at vise et program. Jeg benytter selv programmet HiDownload, som desværre ikke er gratis. Dette program indeholder sådan en sniffer, og hvis man starter den og derefter afspiller et program på dr.dk, vil der dukke en adresse op i snifferen. Som resultat af at afspille første afsnit af programmet “Ude på noget” dukkede følgende adresse op:

http://drod09j-vh.akamaihd.net/z/all/clear/streaming/3a/53e6b02ca11f9d099851393a/Ude-paa-noget--1-13-_d594f0e64e4c405fa9175244629d9aec_,1126,562,248,.mp4.csmil/manifest.f4m?g=LYNGSJXCXTSL&hdcore=3.5.0&plugin=aasp-3.5.0.151.81

Denne adresse skal vi bruge senere.

Punkt 2 kræver, at du installerer en klient-installation af PHP på din computer, dvs. du får adgang til php-kommandoen. Det kan fx gøres under Windows ved at installere Cygwin og pakkerne php, php-curl, php-bcmath og php-simplexml.

Punkt 3 er et program (skrevet i PHP), som kan hente TV-programmet fra dr.dk. Du skal hente og gemme filen AdobeHDS.php.

Til sidst kører du programmet fra punkt 3, og henter TV-programmet ned på din computer. Med eksemplerne fra punkt 1 og 2 skal du køre følgende kommando under CygWin:

php AdobeHDS.php --manifest "http://drod09j-vh.akamaihd.net/z/all/clear/streaming/3a/53e6b02ca11f9d099851393a/Ude-paa-noget--1-13-_d594f0e64e4c405fa9175244629d9aec_,1126,562,248,.mp4.csmil/manifest.f4m?g=LYNGSJXCXTSL&hdcore=3.5.0&plugin=aasp-3.5.0.151.81" --parallel 8 --delete --outfile udepaanoget1.flv

Derefter vil programmet begynde at hente TV-programmet i den bedst mulige kvalitet, og efter et stykke tid vil du have filen “udepaanoget1.flv” på din computer. Denne kan du efterfølgende lave om til et andet format, hvis det er nødvendigt, fx konverterer jeg alle mine filer til formatet MKV med værktøjet MKVToolNix med følgende kommando:

mkvmerge -o udepaanoget1.mkv --default-duration 0:25fps udepaanoget1.flv

så min medieafspiller (Popcorn Hour A-110) kan afspille filen. Samtidig får man også lige fikset frameraten, som på dr.dk af én eller anden mærkelig årsag er 24.999 billeder pr. sekund i stedet for 25. Måske for at forvirre andre afspillere end DRs egen.

AdobeHDS.php indeholder en masse indstillinger, som man kan eksperimentere med. Man kan få vist en oversigt ved at skrive:

php AdobeHDS.php --help

Jeg vil gerne slutte med at understrege, at artiklen her ikke er en opfordring til ulovlig kopiering af tv-programmer, men udelukkende handler om at skaffe sig mulighed for at se de allerede licensbetalte programmer fra dr.dk, hvis man som jeg ikke kan benytte de muligheder, DR stiller til rådighed.

Bemærkning den 6.8.2016: Jeg har oplevet, at der ved rip af live-transmissioner kan være problemer med FLV-streamen, så man ved afspilning med korte mellemrum får små udfald i lyden. Den eneste løsning, jeg har fundet på dette, er at genkomprimere videostrømmen med fx FFmpeg og beholde den oprindelig lydstream.

Opdatering 6.8.2016: Udvikleren af AdobeHDS.php-scriptet har nu lavet en udvidelse til browseren Firefox, som kan generere hele den kommando, man skal fyre af for at downloade en video, så man ikke behøver at bruge en URL-sniffer og lave kommandoen selv. Læs mere her.

TAST!

Jeg har i dag lagt indskanninger af fire gamle computerblade op på min hjemmeside. Det drejer sig om “TAST!”, som udkom i 1987. Du kan se resultatet her:

TAST! – PDF-katalog

Det er ikke min intention at træde nogen over tæerne ved at lægge disse dokumenter på nettet. Offentliggørelsen her har kun til formål at gøre nogle meget gamle blade, som er umulige at skaffe, tilgængelige for de fans, der stadig ønsker at læse dem.

Opdatering 15.9.2015: Hjemmeside www.retro-commodore.eu har disse og endnu flere blade i sit arkiv.