Monthly Archives: November 2005

London-turen, 4. del

Jeg blev vist aldrig færdig med at fortælle om London-turen, så den sidste del kommer her…

Jeg skulle tidligt op fredag for at være i lufthavnen inden kl. 10:30, så der var ikke tid til at sove længe. Jeg mente, at jeg havde god tid, så jeg gik lige en tur rundt på Picadilly Circus og tog et par billeder, og så var det ellers med undergrunden til Liverpool Street Station, og dernæst med toget Stansted Express til lufthavnen. Togene kørte ad røven til den fredag morgen, aflysninger og forsikelser. Så jeg måtte opholde mig ca. ½ time på stationen og kom selvfølgelig senere til lufthavnen, end jeg havde håbet, så jeg fik kun en C-plads (Easy-Jet boarder i den rækkefølge, som folk tjekker ind i).

Her i lufthavnen kunne jeg se, hvor meget mere tjek der er på sikkerheden end i Danmark. Ved tjek-ind spørger skrankepaven følgende tre spørgsmål:

  1. Har du nogen spidse/skarpe genstande?
  2. Har nogen puttet noget i din baggage?
  3. Bærer du baggage for andre?

Jeg gætter på, at man kun kan tjekke ind, hvis man svarer nægtende på alle tre spørgsmål.

Vejen ud til gaten går med et lille metro-tog, og så var det ellers bare at vente på at flyet boardede. Imens kunne jeg kigge lidt på den dvd, jeg havde købt for mine tiloversblevne Pound Sterlings: Den engelske TV-serie “Creature comforts”, som er lavet er Nick Park og Aardman, som blandt andet har stået bag “Wallace & Gromit” og “Chicken Run”. Ventetiden gik også med at kigge lidt på en del smukke damer på min alder, som havde valgt at rejse med samme fly.

Flyveturen gik som sådan én gør, og da jeg kun havde håndbaggage med, kunne jeg efter landingen i Kastrup gå direkte ned til toget og ind til Hovedbanegården, hvorefter det sidste stykke vej gik på cyklen, som ventede, og så var den tur slut, og som altid var det dejligt at være hjemme.

Artiklen om Troldspejlet

Det er sjældent, at der er nogen der skriver om noget af det bedste danske tv, der er lavet for ungdommen: Troldspejlet. Et program om computerspil, tegneserier, film, bøger, rollespil m.m., som har kørt fast en gang om ugen siden sidst i 80’erne med Jakob Stegelman som vært.

For et stykke tid siden var et interview i det blad, som er foldet om de reklamer, som Post Danmark omdeler, og jeg er så fræk, at jeg her bringer interviewet uden tilladelse. Jeg synes, det er synd at det skal fortabe sig i intetheden (dvs. papir-genbrugscentralen).

Det kan være at der trykfejl i nedenstående – interviewet er blot skannet ind, og computeren har kørt tekstgenkendelse på det…

“LILLE TROLDSPEJL PÅ SKÆRMEN DER…”
DR1s program “Troldspejlet” anmelder hver uge de nyeste computerspil

“Da Troldspejlet startede i 1989 blev computerspil betragtet som dumt legetøj, og ikke noget som kunne give flotte, morsomme og spændende oplevelser”, fortæller studieværten Jakob Stegelmann. “I starten blev programmet, der også anmelder film, bøger og tegneserier, mest set af børn, men senere er mange andre aldersgrupper kommet til, selvom vi først og fremmest henvender os til de 8-13 årige”

DE MEST POPULÆRE SPIL
“De første spil, vi anmeldte, var Nintendo og Amiga, og de gamle computerspil var meget primitive både at se på og lytte til”, husker tv-værten. “Grafik og lyd var meget simpel, men spillene var ofte lige så udfordrende og indviklede som nutidens spil, hvor billede og lyd er blevet så avanceret, at det hele virker meget realistisk”. Selvom de forskellige spils popularitet skifter fra det ene år til det andet, mener Jakob Stegelmann, at især skydespil som fx “Counterstrike” og “Halo” vil fortsætte med at være populære, men også at adventure og sportsspil vil have deres berettigelse.

MERE REALISME
Der kommer hele tiden nye spil på markedet, og ifølge Jakob Stegelmann ligger der en stor udfordring for producenterne i at variere de spilletyper, vi kender i dag – og at finde på noget nyt! “Fremtidens spil vil blive mere og mere realistiske med mange flere detaljer. Figurerne og omgivelserne vil se mere virkelighedstro ud – nærmest som fotografi – og figurerne vil blive mere kompliceret sammensat, så de i højere grad ligner rigtige mennesker med personlighed. Det handler om lysten til at fordybe sig i en verden, som på den ene side er fjern fra ens egen, men som man på den anden side alligevel kan forholde sig til”.

UDVIKLING AF NYE SPIL
“At skabe nye computerspil minder meget om den måde, man skaber film og tv på”, fortæller Jakob Stegelmann.” Det er enorme selskaber med kæmpemæssige udviklingsafdelinger, og deres største problem er at finde på nye situationer, der er egnet til et spil. Lige nu synes jeg, at der er lidt stilstand i mængden af ideer. Der er mange gentagelser. For øjeblikket er 2.verdenskrig utrolig populært, og producenterne leder efter en hvilken som helst krog af 2.verdenskrig, hvor der sker noget nyt, de kan bruge”, slutter Troldspejlsværten og håber på lidt nytænkning fra producenternes hånd.

Du kan møde Jakob Stegelmann i Troldspejlet på DR1 hver mandag klokken 17.30

IR

London-turen, 3. del – koncerten

Torsdag eftermiddag satte jeg kursen mod Sheperd’s Bush, hvor tv-2 skulle spille kl. 20. Ved stationen af samme navn måtte jeg dog spørge, hvor jeg kunne finde spillestedet “Shepherd’s Bush Empire”, og jeg blev peget i den rigtige retning og fandt efter nogen minutters gang. Udenfor stod allerede to danskere, hvoraf jeg kendte den ene. Efter at have hilst pænt, gik jeg på en lille italiensk restaurant, hvor to andre fans (Ingrid og Kirsty) havde sagt, at jeg kunne møde dem, og lidt senere dukkede Morten op og hilste kort, efterfulgt af Lone og Dorte, alle sammen tv-2-fans som jeg møder ved stort set alle koncerterne.

Klokken lidt over 7 gik vi fra restauranten og direkte ind på spillestedet. Vagterne i døren ville tjekke min taske og konkluderede, at jeg ikke måtte have et professionelt kamera med ind, så det havde jeg værsgo at aflevere, så det måtte jeg jo gøre.

Det minder mig i øvrigt om, at jeg skal fortælle, at jeg fik alle alarmer til at gå af i Kastrup Lufthavn, da jeg skulle af sted. Nej, det var ikke så slemt, jeg havde bare en pakke stjernekastere i tasken, sådan nogen som vi jo plejer at tænde under “Bag duggede ruder” til koncerterne. Dem måtte jeg ikke have med i tasken, så dem måtte jeg værsgo’ aflevere derude. Herren i den hvide skjorte slappede dog helt af, da jeg forklarede, hvad de var til…

Indenfor var publikum stille og roligt begyndt at ankomme, og jeg fik mig et par hurtige sjusser og faldt i snak med folk, men undrede mig over, hvor de tre kedelige fans blev af. De plejer altid at være hurtige til at komme og stille sig foran H.E. (guitaristen). Klokken skulle blive over halv otte før de dukkede op, godt røde i hovederne og lettere omtågede. Det viste sig, at de havde siddet på en pub ved siden af og drukket engelsk fadøl, mens de blev interviewet til BT, som bragte et indslag med dem to dage efter.

Da klokken var lidt over 20, introducerede orkestret, og den klassiske “Bornholm, Bornholm” blev sat over, og drengene gik på i andet vers og fyrede den af i en lille times tid inden der blev pause. Det blev en blanding af sikre klassiske hits og tre af de nye numre: “Han spiser sin is” (en mand og hans hund), “Under den sidste hvide bro” og “Moonwalking”, tre af de lidt mindre interessante numre på den nye plade. Den anden af dem holder af principielle grunde ikke live, fordi der indgår passager, som skal synges af en operasangerinde, som ikke var til stede, men det gik nogenlunden alligevel.

Andet sæt var lidt mere blandet, og det var at gå helt galt, da Steffen startede med at tage den forkerte guitar (den uden capo), men en af teknikerne i kulissen fik signaleret til ham, og det blev reddet i sidste øjeblik.

Sangene var sikre, klassiske hits, nyere sange (som nogen mener er hits) og fire af de nye: “Sporløs”, “Kontoret lukker nu”, “Skolens højeste snit” og “De første kærester på månen”, fire af de fem største hits på den nye plade.

Alt i alt et ganske fornuftigt sæt, det ærgrede mig dog gevaldigt, at vi ikke fik den nye “Hvem vil danse denne nat”, som er det bedste af de nye numre og som er helt klassisk tv-2 som vi kender det fra starten af 80’erne.

Efter koncerten tog jeg og tre af pigerne fra fanklubben tilbage mod det hotel, hvor Ingrid og jeg boede, men det blev ikke rigtigt til mere, selvom vi havde snakket om at finde et sted at få en tår at drikke. Det dog var dog en ganske hyggelig aften alligevel, selvom jeg ikke kunne tage nogen billeder.

London-turen, 2. del

1. del kan læses her.

Torsdag eftermiddag besøgte jeg “The Science Museum”, som lå nogen få stationer fra hvor jeg boede, og det var meget interessant for sådan en nørd som jeg. Museet var faktisk i 4 eller 5 etager, og jeg nåede at se under halvdelen i de tre timer, jeg havde.

Jeg så blandt andet en udstilling, der viste dampmaskinens historie og betydning for industrialiseringen, en udstilling om computere og et lege-rum for børn og barnlige sjæle, hvor der var alt fra gyroskober til sæbebobler og hjernevridere. Det mest spændende på museet var dog det ægte landingsfartøj fra Apollo 10-missionen. Havde man bare kunnet få lov at kigge ind i den…

Det havde været godt at have meget længere tid derinde og have været sammen med nogen, som synes det var lige så spændende som jeg selv, men sådan skulle det altså ikke være denne gang.

London-turen, 1. del

I sidste uge var jeg på en meget kort tur til London. Anledningen var som bekendt, at tv-2 havde valgt at spille deres eneste officielle efterårskoncert i det gamle Shepherd’s Bush Empire, hvor alle de store har spillet i tidens løb. Koncerten var samtidig “release-koncert” i forbindelse med det nye album, som udkom 5 dage senere. Der kommer mere om koncerten i et efterfølgende indlæg.

Jeg havde købt fly-billetter over nettet hos Easy-Jet, der transporterede mig retur for under 700 kroner. Dertil skulle lægges ca. 230 kroner til togbilletter mellem Stansted Airport og Liverpool Street Station i London, men det er stadig en rimelig affære.

Flyet gik 21.15 dansk tid onsdag fra Kastrup og jeg ankom til mit hotel ca. 0:30 midnat engelsk tid, så det var egentlig ikke særlig lang tid, det tog at komme hele vejen. Togbilletterne havde jeg også bestilt over nettet og kunne hente dem i en automat i lufthavnen, og det komplicerede undergrundsystem er også så simpelt at benytte, at jeg kunne finde ud af det uden problemer og jeg kom uden nogen former for forsinkelse eller problemer til hotellet, som jeg havde fået anbefalet af Steffen Brandt og nogen tv-2-fans (det er vist dér, danskerne altid bor). Jeg synes personligt ikke det var pengene værd: Det trak gennem døren, der var meget lydt, madrassen var hård og generelt så hotellet meget slidt ud indvendig.

Jeg sov længe torsdag og tog efter “morgenmad” direkte til Kensington Street-undergrundsstationen, da jeg ville se videnskabsmuseet “The Science Museum”.

Mere information følger en af dagene…

Pladelytningen, 2. del

1. del af dette indlæg kan læses her.

Efter gennemlytningen af pladen rykkede vi ud af studiet til stuen, hvor vi blev opfordret til at tage endnu en tår at drikke og stille eventuelle spørgsmål til Steffen, hvis vi havde nogen.

Jeg havde faktisk forberedt en hel del underfundige spørgsmål, som jeg havde stillet, havde det været en tone, der var mere sjov og ballade. Det her var stille og rolig, så jeg fandt nogen enkelte ting at kommentere, for eksempel roste jeg numrene “Hvem vil danse” og “Kontoret lukker nu” og mængden af guitar, specielt akustisk, på pladen generelt, hvilket Steffen takkede for.

Undervejs i lytningen havde jeg et par enkelte gange bemærket et par specielle ting, som jeg bed mærke i. For eksempel mente jeg at have hørt en olietønde i nummeret “Under den sidste hvide bro”, og jeg mente at det var naturligt at spørge Steffen, hvorfor det? Det var et mærkeligt svar, der kom fra ham. Det var som om det betød noget specielt for ham, for han lagde kraftigt ud med at sige, “Nej, der er ikke nogen olietønder på den plade”, og så kom der en længere historie, som blandt andet involverede Big Fat Snake, Spanien, en lydtekniker og nogen, der havde udtalt, at der nok skulle få sneget sig nogen olietønder ind på pladen. Måske havde jeg trådt på et ømt punkt, måske var det bare pjat. Jeg har dags dato stadig ikke fattet, om det hele var en joke, eller det var dybt alvorligt, men jeg står stadig ved, at jeg hørte olietønder på pladen, og Steffen sagde, at han ville nærlytte dagen efter.

Gad vidst, om jeg nogensinde finder ud af, hvad det var for noget.

Eftermiddagen sluttede med at Steffen autograferede nogen plakater til de deltagende, hvorefter han smuttede til et interview med en journalist.

Det var en fed oplevelse: Vi hørte hele den nye plade, og vi fik masser af historier at høre.

Pladelytningen, 1. del

Mandag aften fik jeg en mail om, at én af mine kammerater og hans kollega havde vundet i en sms-konkurrence i Jyllands-Posten, hvor gevinsten var deltagelse i en præsentation af den nye tv-2-plade i et pladestudie – med selveste Steffen Brandt. Hans kollega ville ikke bruge sin præmie, så jeg blev tilbudt den i stedet, og det tog ikke mange øjeblikke for mig at sige ja.

Seancen skulle desværre afholdes kl. 16, hvilket er midt i arbejdstiden, så jeg bestemte mig for at stå tidligt op og møde allerede klokken 9 (eventuelle spydige bemærkning hertil frabedes), og jeg fik lov at gå kl. 15:30 mod at komme tilbage senere og arbejde videre. Jeg var godt nok træt (hvilket måske kan ses af billedet), men jeg kvikkede noget op under seancen.

Klokken lidt i 16 mødtes jeg så med andre et par andre fans foran porten og vi gik op i studiet, som hedder Grapehouse, og der var allerede kommet nogen få andre fans, inklusive Ingrid og Morten fra [http://www.tv2fan.dk/]fanklubben, og et øjeblik efter hilste værterne, en kvinde fra EMI (pladeselskabet), og Steffen pænt på og bød på et glad vin/øl/sodavand/vand. Nu er jeg ikke den store vindrikker (faktisk overhovedet ikke vindrikker), men jeg tog alligevel en slat rødvin, og den kunne godt gå an.

Efter lidt ventetid, der viste, at der rigtig ikke kom flere, bød værterne kort velkommen og Steffen udtalte, at der nok ikke var nærmere grund til introduktio, for “vi kendte jo alle sammen hinanden”. Vi skulle høre hele den nye plade, så den blev sat på det store anlæg, og mens der blev ro blandt tilhørerne, hørte vi alle de 12 nye sange. Nogen af dem kendte jeg dog i forvejen, fx De Første Kærester, som har været spillet live i ½ og som har kunnet købes på single i en uges tid, og numrene “Sporløs” og “Moonwalking”, som har været spillet i radioen mandag og tirsdag, og det første er allerede blevet en ørehænger. Ikke mindst kendte jeg også nummeret “Under den sidste hvide bro”, som Steffen lavede og indspillede sammen med operasangeren Ingeborg Børch. Dette nummer har fået pudset teksten af og er blevet remixet til den nye plade, og det holder (stadig). Det skulle efter sigende være Georg Olesen (bassisten i tv-2), der har bakket nummeret op.


(billedet er taget af Jesper)

Lad mig ikke her komme ind på alt for mange betragtninger om albummet, men blot sige kort, at det er rigtig godt. Der er masser af akustisk og elektrisk forstærket (møg)guitar, der er masser af keyboard og klaver, og der er er masser af synthesizer, og det holder. Der er nogen numre, som skal høres nogen flere gange, før de fænger helt, sådan plejer det at være, og umiddelbart er der ikke nogen “hadere” imellem. Der er dog to numre midt på pladen, som jeg virkelig tændte på, nemlig “Hvem vil danse” og “Kontoret lukker”. De lugtede virkelig af gammel tv-2-stil som vi kendte dem for 10-15 år siden, og de strøg direkte ind på min personlige top 10, som ellers har været urokkelig i mange år. Det kan derfor næppe være en overraskelse, at jeg naturligvis opfordrer alle til at købe pladen, som udkommer på mandag.

Der kommer mere fra eventen, men jeg har ikke tid til at skrive mere lige nu. Jeg er på vej til London, for at høre tv-2 i morgen aften på Sheperd’s Bush Empire. Jeg vender tilbage med mere på fredag, hvor jeg er tilbage.