Monthly Archives: May 2017

Den nye HD-version af Matador

Indledning

Denne artikel er teknisk kompliceret, og hvis den opleves som uforståeligt, så nøjes evt. med billederne og se videoerne, som taler for sig selv.

Bemærkning til videoer: For at få det fulde udbytte af videoerne, der linkes til herunder, skal du skifte til fuldskærmvisning og for YouTube vælge den bedst mulige kvalitet via indstillingerne nederst til højre i videovinduet.

Restaureringen

Man har i flere år kunnet læse historier om, at tv-serien “Matador” var under restaurering, og at vi kunne se frem til en meget smukkere version end tidligere. Nu er det så endelig blevet tid til, at vi skal se den, for DR sender første afsnit af serien i den nye restaurerede HD-version i aften den 6. maj 2017. Jeg har fulgt diskussioner på Facebook og andre steder, hvor man har spekuleret og fremsat både rigtige og forkerte påstande om, hvordan serien ville komme til at se ud i den nye version. Det mest diskuterede emne var, om man ifm. restaureringen ville lave en helt ny beskæring til 16:9-format, som passer til moderne tv-skærme, men som ligger et pænt stykke fra den oprindelige 4:3-version til gammeldags fjernsyn. Kvaliteten og beskæringen af den restaurerede version er dog ingen hemmelighed før genudsendelsen her i 2017, for allerede i 2015 sendte man den restaurerede udgave af afsnit 7 i serien (“Fødselsdagen”) ifm. DR’s 90 års fødselsdag. Der blev også i 2015 sendt et 9 minutters dokumentarprogram med titlen “Matador – skarpere end nogensinde”, hvor man fulgte restaureringen.

Man kan se et uddrag af dokumentaren her, hvor Peter Klitgaard fortæller om restaureringsarbejdet.

Dette blogindlæg tager udgangspunkt i disse to udsendelser samt to andre kilder til serien, som viser, hvordan den har set ud før i tiden. Den første er den version, der ligger på DR’s Bonanza-arkiv, som så vidt vides er overspilning af bånd, som har været brugt til tidligere genudsendelse (muligvis i 90’erne) og så den version, som blev brugt ved sidste genudsendelse i 2012/2013, og som har ligget på DR’s web-tv (DRTV). Serien har også været udgivet flere gange på dvd i forskellige versioner, som ikke er helt ens, men de er mht. farver og støj sammenlignelige med DRTV-versionen og stammer formentlig fra samme master, så dvd-versionerne er derfor for det meste uinteressante for denne artikel.

Den nye beskæring

Dokumentarprogrammet viser, at Peter Klitgaard, som var én af fotograferne på Matador, har medvirket til restaureringen og valget af det nye billedformat, som i den 720p-version, som DR viste i 2015, fylder 1122×718 pixels, hvilket giver et billedaspektforhold på 14:9 (1.56:1), som ligger et sted mellem den oprindelige beskæring på 4:3 (1.33:1) og moderne tv-skærme 16:9 (1.67:1). Mange vil måske så fristes til at konkludere, at man ved den nye beskæring bare har skåret lidt af toppen og bunden af billedet og dermed lavet en forringelse. Det er dog ikke tilfældet. De originale filmnegativer har nemlig runde hjørner, hvilket kan ses her:

For at opnå et rektangulært billede, er man nødt til at beskære billedet på negativet. Det kan man gøre ved at skære i siderne og/eller i top/bund. Til den oprindelige 4:3-version har man primært beskåret i siderne, hvilket kan ses her:

I den nye version har man beskåret i top og bund, hvilket kan ses her:

De oprindelige og nye versioner er altså begge kompromiser, som mister noget af negativets indhold, og derfor kan man ikke nødvendigvis sige, at det ene er bedre eller dårligere end det andet. I den nye version vil der være forsvundet lidt af top og bund, men til gengæld vil der være tilføjet noget i siderne. Da fotografen har taget beslutningen, formoder jeg, at det er et meningsfyldt valg, som er i tråd med hans oprindelige tanker om fotograferingen.

I øvrigt havde gammeldags billedrørsfjernsyn den dårlige egenskab, at de ofte ikke viste de yderste 5-10% af billedet (læs evt. mere om begrebet “safe area“), så selvom man i dag har taget lidt af toppen og bunden af billedet, så er formentlig ikke mere end billedrørsfjernsynene selv fjernede, så jeg er faktisk fristet til at sige, at vi med den nye beskæring har fået en foræring med mere billede i siderne i forhold til de rigtig gamle visninger i 80’erne og 90’erne.

Restaureringsarbejdet

I restaureringen er der fjernet støj, ridser, samlinger m.v. fra negativerne, og der er formentlig lavet en digital støjreduktion for at mindske effekten af filmkorn (der er i hvert fald krediteret en person for “restraurering, degrain” i den nye version). For at undgå, at man dermed opnår et meget glat og næsten tegnefilmagtigt billede, vil jeg formode, at der efterfølgende er tilføjet en ensartet digital støj (del af begrebet “grading”) for at give billedet det oprindelige, filmiske look tilbage (der er også krediteret en person for “grading”). Det er i hvert fald sådan, jeg fortolker den del af dokumentaren, som fortæller om oprensningen og de nye credits. Her kan man se et eksempel på støj, som er blevet fjernet:

Dokumentaren viser også, at Peter Klitgaard har medvirket til at justere farver, lys- og kontrastforhold, så serien fremstår sådan, som han ønsker det, og som formentlig er meget tættere på det, kameraet fangede under optagelserne. Pga. tekniske begrænsninger og økonomi har det tidligere været en svær eller umulig opgave at lave disse optimeringer.

Det er tydeligt at se, at man også har anvendt billedstabilisering, så billedet ikke “hopper” så meget som tidligere. Dette er tydeligst i de tegnede billeder i starten og slutningen af hvert afsnit.

Eksemplet nedenfor sammenligner DR Bonanza-versionen og den nye, restaurerede version.

Eksemplet nedenfor sammenligner DRTV-versionen og den nye, restaurerede version.

Husk at se videoerne i fuld skærm for tydeligere at kunne se forskellen.

Lyden

Så vidt vides er der ikke foretaget nogen restaurering af lydsiden, som stadig er i mono med en smule analog støj.

Om resumeet i afsnit 7

Matador blev oprindeligt produceret og sendt i fire omgange af 6 afsnit, hvilket betød, at der var tre lange pauser på næsten ét år undervejs. I afsnit 7 valgte man derfor at lave et meget langt resume af de første 6 afsnit, og det varede intet mindre end 17 minutter. I DR Bonanza-versionen er dette resume klippet ud, og i DRTV-versionen er det barberet ned til 5 minutter. Det komplette resume er dog udgivet på DVD. Jeg har forståelse for, at man ikke længere vil tvinge seeren til at se det lange resume og forstår derfor beslutningen om at barbare det ned, selvom det er en ændring af det originale materiale.

I forbindelse med restaureringen af afsnit 7, som blev sendt i den nye version i 2015, havde man iflg. dokumentaren et problem, da man manglede at restaurere billederne, som hørte til resumeet, og derfor måtte man, da afsnittet skulle sendes, ty til en hurtig og alternativ løsning. Man valgte at skrive et nyt resume og få Ole Andreasen, den originale fortæller på serien, til at indtale det hen over et sæt af stillbilleder, og resumeet varede nu under 2 minutter. Jeg har dog svært ved at se, hvorfor man ikke kunne have benyttet den oprindelige indtaling og et tilsvarende sæt billeder eller have opskaleret videoen fra den gamle version, bare for den ene visnings skyld. Jeg synes, at det mere lugter af, at man ønskede at forkorte resumeet endnu engang.

Vi får se, hvilket resume der dukker op i afsnittet ved næste genudsendelse, når nu al materialet er blevet restaureret. Jeg tror dog godt, at vi kan regne med, at det 17 minutter lange resume ikke bliver gendannet, men det kan ses her:

Opdatering 6.9.2017: DR har valgt at spærre ovenstående video. Man mener åbenbart, at de historiske hensyn ikke er vigtige, og at det gamle resume ikke må kunne ses mere. YouTube-kanalen tjener ingen penge på den pågældende video, og der er min mening tale om en usmagelig handling fra DRs side.

Opdatering 18.6.2017: DR har lige genudsendt “Fødselsdagen”, og det var igen det nye, korte resume, der var brugt. Med andre ord var min formodning nok rigtig, og de gamle versioner af resumeet til afsnit 7 må nok anses som værende blevet skrottet for altid. Hvorfor DR har valgt at lave den nye genudsendelse i blokke startende med afsnittene 1 til 7, må guderne vide. Afsnit 7 hører jo til anden blok af de oprindelige afsnit, og det burde først have været genudsendt til efteråret, hvor denne anden blok forventes genudsendt.

Afsluttende sammenligning

Jeg er overordnet set tilfreds med den nye version. Man kan diskutere frem og tilbage mht. den nye beskæring, og støjen kan der også være delte meninger om, men jeg er overbevist om, at restaureringseksperterne har gjort deres bedste ud fra de 16mm-negativer, som har ligget og falmet langsomt i DRs arkiver i mere end 35 år. Farverne og detaljerigdommen har i hvert fald aldrig fremstået så klart, som det er tilfældet nu.

Til slut bringer jeg to videoer, hvor man kan følge de tre versioner af serien og sammenligne beskæring, farver m.v. Den første version viser alle tre versioner samtidig og kræver en 4K-skærm for at få det optimale udbytte.

Jeg har også lavet en anden version, hvor jeg skifter mellem de tre versioner, og den er mindre skærmkrævende.

Fremtiden: Blu-ray?

Jeg håber på, at serien på et tidspunkt udkommer på Blu-ray, så alle kan få den helt optimale kvalitet. DR sender nemlig ikke nødvendigvis denne, fx modtager jeg DR i 720p, som er en konvertering fra 1080i, som DR bruger internt. Det er ca. samme kvalitet på DRTV, hvor serien også kommer til at ligge i et stykke tid.

Underholdning

Hvis man efter den noget tekniske afhandling mangler lidt afslappende underholdning, kan jeg anbefale at se et par klip fra Shu-bi-duas gamle parodi på “Matador”.

Opdatering efter HD-udsendelse af afsnit 1

Første afsnit lader til at være mere støjfyldt end afsnit 7 (“Fødselsdagen”), som blev sendt i 2015. Det kan skyldes flere ting:

1) Negativet for afsnit 1 er i markant dårligere stand end for afsnit 7.
2) Man har droppet eller slet ikke benyttet den digitale støjreduktion, som jeg har påstået, at man benyttede sig af på afsnit 7. Det tyder dog ikke på at være tilfældet, .
3) DR sender i dag med noget højere bitrate (70%) på YouSees net end i 2015, og dermed er der plads til at gengive den støj, der er til stede i masteren.

En ny, længere artikel fra dr.dk skriver også om restaureringen og nævner heri, at tre af afsnittene var i meget dårlig stand og krævede hjælp fra tyske eksperter. Måske har første afsnit været blandt de afsnit. Jeg har nemlig nu set andet afsnit og konstateret, at det så noget pænere ud end det første. Du kan læse artiklen her.

Jeg har i øvrigt fundet den komplette dokumentar om restaureringen på YouTube. Den kan ses her:

Opdatering 2023

Jeg har i starten af 2023 opdateret videoerne, så klippene fra den restaurerede version nu er baseret på Blu-ray-udgaven og ikke DR’s transmission.

Disclaimer: I artiklen benyttes video og billeder fra tv-serien “Matador”. Det er nødvendigt for at kunne dokumentere restaureringsarbejdet og sammenligne gamle og nye versioner. Jeg har ikke rettigheder til materialet, men håber, at rettighedshaverne har forståelse for den nødvendige brug af materialet, som kun består af korte klip, og som jeg i øvrigt ikke tjener penge på visning af.