Grib mikrofonen

Det er 1½ uge siden, så det er på tide, at jeg får skrevet op min oplevelse som publikum på “Grib mikrofonen” på Nordisk Films studier i Valby.

Baggrunden er såmænd, at vores alles Øje (Ole Kibsgaard) er kapelmester på underholdningsprogrammet, som starter på TV 2 på lørdag og som har Casper Christensen som vært. Da man jo er en sucker for alt, hvad der bare “lugter lidt af fisk” (dvs. af Shu-bi-dua), var jeg nødt til at tage sammen med to gurlier til Valby onsdag aften i sidste uge.

Programmet går ud på, at man inviteret to hold à to personer til at lytte til nogen amatører, der synger karaoke til kendte numre, og holdene skal så gætte, hvad det er, de synger og synge sangene færdige med hjælp fra teksten, der ruller på nogen skærme. Dette koncept er også meget godt, men holder kun, hvis indslagene med sangerne bliver dårligere og pinligere efterhånden som programmet skrider frem. Det gjorde det ikke i dette program, hvor amatørernes optræden kun var halvpinlig hele programmet igennem. Jeg tror personligt ikke, at det kan holde publikums interesse i 45 minutter lørdag aften, så jeg spår, at det ikke bliver TV 2’s ny seersuccess.

Nu var det sådan set heller ikke programmets generelle indhold, jeg kom for, det var for at se Ole spille guitar, og det gjorde han med sædvanlig præcision og stil, som er en shub værdig. Han hilste på os både før og efter programmet, og jeg fik hans autograf på et plekter og fik afleveret nogen billeder. Jeg tillod mig også at stikke snuden meget tæt på tre instrumenter, som stod backstage. Den ene var en rigtig hærget Fender-el-guitar, den anden var mandolinen, som spiller McArine-soloen tre gange ved alle shu-bi-duas koncerter. Det var i øvrigt også en Fender.

Aftenen var ganske hyggelig, når man ser bort fra det halvkedelige indhold i programmet, hvis gæster var Morten Remer, Maria Bramsen, Anette (S)Heick (som havde fået dullet sit hår op, så hun lignede noget, der var trådt ud af firserne) og den sidste herre, som jeg ikke husker navnet på. Frk Heick lavede en meget pinlig fejl, som næsten fik mig til at rejse mig og afbryde optagelserne. En af sangene, de skulle gætte, var “Du skælder mig hele tiden ud”, som hun sang sammen med Tommy Seebach i 1989. Casper Christensen konkluderede efter sangen, at “det var længe siden”, og hun ytrede “ja – ’87”. Tsk tsk. Det er flot, at man som Tommy-fan skal sætte hende på plads, hvilket jeg så i øvrigt ikke fik lejlighed til. Jeg håber, at hun en dag kommer forbi dette indlæg. Det var vist i virkeligheden deltagerne i programmet, der var amatører, i hvert fald nogen af dem.

Hvorom alt er, så er jeg helt sikkert på skærmen, når TV 2 sender programmet med de pågældende deltagere, for jeg sad sammen med de to gurlier lige ved siden af trappen, hvor værten og deltagerne kommer ud i starten af programmet.

I øvrigt synes jeg godt man kunne have introduceret Øje ved navn, når nu han var kapelmester, men man præsenterede kun ham og de tre andre musikere som “husorkestret”. Det er ikke respekt.

P.S. Det sjoveste indslag på aftenen var i øvrigt opvarmeren, som var den samme herre, som opvarmede dengang jeg var publikum på AHA.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.