Jeg fik i den forløbne uge muligheden for at købe den gamle musical “Kielgasten” (med musikken leveret af Kim Larsen & Bellami) på DVD til en favorabel pris, og i den forbindelse var jeg vældig spændt, men jeg blev frygtelig skuffet. Jeg vil ikke diskutere indholdet og kvaliteten af teaterstykket, for det har jeg ikke forstand på, men jeg vil i stedet fokusere på den tekniske kvalitet af indholdet, og den er under al kritik. For det første er optagelsen og redigeringen mildest talt elendig – billedet er uskarpt, overbelyst og fejlfarvet, og lyden, som er stereo men stort set lyder som mono hele vejen, lyder som om det er samplet fra et gammelt mono-VHS-videobånd, for der er en forfærdelig højfrekvent støj i baggrunden hele tiden. Samtidig er lyden uden af sync med billedet, hvilket nærmest gør det utåleligt at se og høre på, og der er desuden to lydudfald. Alle disse problemer skyldes formodentligt, at man tilbage i 1990 kun lavede en middelmådig optagelse og produktion med udgivelse på VHS for øje og at masterbåndet ikke har haft godt af at ligge hen i 18 år. Det lader dog ikke til, at man ikke har ofret én eneste krone på at korrigere eller reparere noget, ikke engang de mest grelle fejl. DVD’en er efter min mening simpelthen elendig og bør ikke sælges til den nette sum af ca. 160 kroner men burde i stedet have fulgt gratis med et ugeblad.
Man har fra EMI/Medleys side formodentlig forsøgt at råde bod på ovenstående ved at vedlægge soundtracket, dvs. Kim Larsens album “Kielgasten”, i en “remasteret” udgave. Det lyder i mine øren som om det betyder, at man har pudset pladen af og gjort en seriøs indsats for at højne kvaliteten på lyden, men ak, det er lige det modsatte, der er sket. “Remastered” betyder åbenbart, at man udøver fysisk voldtægt på et kunstværk for at få det til at spille så højt som overhovedet muligt for de mennesker, der enten har et lorteanlæg eller har ødelagt deres ører. I hvert fald har man skruet så meget op for volumenen på cd’en, at der bliver skåret toppe af lyden flere steder, og det betyder, at den nænsomt producerede lyd er ødelagt og lyder elendigt. Ikke nok med det, der er rent faktisk en mand ved navn Nikolaj Vinten, som vil lægge navn til at have gjort det. Det kan da umuligt være sket med kunstnerens godkendelse.
Nedenstående billeder viser lyden på den originale og den “remasterede” cd og viser tydeligt, hvor slemt det står til. Jeg må anbefale alle, som har købt produktet om at kontakte EMI og bede om deres penge tilbage – i hvert fald for cd’en, for det er ikke den produktion, som oprindeligt blev lavet, som du køber. Det svarer til at købe et maleri, hvor hjørnerne er skåret af, fordi det skal passe ind i en sekskantet ramme. Fy for satan. (Normalt bander jeg ikke i mine blogindlæg, men dette er så slemt, at jeg bliver nødt til det.)
Lyden fra den originale cd. Bemærk, at der er rigeligt med plads til alle bølgetoppene. (Klik på billedet for stor udgave).
Lyden fra den “remasterede” cd. Bemærk, at de fleste bølgetoppe ligger udenfor det område, der er plads til på en cd. (Klik på billedet for stor udgave).
Lyden fra den “remasterede” cd. Bemærk, at toppene simpelthen er skåret af, fordi der ikke er plads til dem. (Klik på billedet for stor udgave).
Lorteanlæg eller dårlige ører? De mennesker kan jo bare skrue mere op for lyden – ligesom de plejer. (Hvorfor er det iøvrigt altid de folk der har det største anlæg som har den dårligste musiksmag?)
Jeg tror nu det er af hensyn til radiostationerne. I 70′erne og 80′erne komprimerede man ikke lyden så meget som man gør nu. Det kan høres hvis P3 af vanvare kommer til at spille noget der er mere end 10-15 år gammelt. Det er sjældent det sker, men det sker dog. Så vil man ofte bemærke at musikken lyder svagere end den moderne musik, ganske enkelt fordi at nutidens musik er så hårdt komprimeret (komprimere = mindske forskellen mellem kraftig og svag) at der ikke er noget der er svagere end næsten fuld styrke, mens at den ældre musik veksler mellem kraftig, middel, og (lidt mere end) svag.
Problemet i Larsens tilfælde er at det er svært at komprimere på et allerede indspillet stykke musik, som ikke er mixet med den hensigt at komprimere den, uden at det kommer til at lyde mærkeligt.
For min skyld kan radioerne gøre hvad de vil, det må være en sag mellem dem og musikerne. Jeg hører det ikke alligevel, for jeg vil gerne basere min smag på min egen mening i stedet for at lade det være en popularitetskonkurrence.
Larsen-pladen kunne sagtens have været komprimeret uden at at klippe den, men uanset hvad, vil jeg ikke eje den på mit lokum, hvis der er pillet ved den.
Hvis pladebranchen insisterer på at musikken skal ødelægges inden den udgives, så må jeg foreslå, at man udnytter begge sider af cd’en. På den ene siden kan man lægge den udgave, der er kræset for, og som som kan nydes af dem, som går op i det, og den maltrakterede udgave kan de lægge på den anden side med advarsel om, at den lyder fælt og formodentlig ødelægger dine ører og din opfattelse af, hvordan musik bør lyde.
Pingback: Dubbekarls Blog