Strax-interviewet

Jeg har lige siddet og ryddet op i mit lydbibliotek på computeren, og her faldt jeg over en gammel “Strax”-radioudsendelse fra 2002, hvor jeg havde den tvivlsomme ære at deltage i et fuldkommen tåbeligt interview, og det fortjener et blogindlæg.

Baggrunden for interviewet er, at tv-2 samme dag udgav en ny plade “På kanten af småt brændbart”. Hele programmet var en stor reklame for pladen, og der blev i slutningen sendt uddrag fra en releasekoncert, som blev spillet i radiostudiet. Som dedikeret tv-2-fan måtte jeg bare være med, men for at få adgang skulle man være klar til at smide en ting fra sit liv ud (jf. titelsangen på pladen), og man skulle i den forbindelse indsende en mail ti P3, hvor man beskrev, hvad det var, man ville smide ud. Jeg grublede i flere dage over, hvad jeg skulle finde på for at skille mig ud fra mængden, og endelig kom jeg i tanke og den perfekte ting, som ramte perfekt i forhold til temaet om tiden og livet, der går, og samtidig var så tåbeligt, at man ikke kunne undgå at grine af det. Jeg gik ned i kælderen og hentede et gammelt puslespil frem. Ikke et hvilket som helst puslespil, men et af disse moderne skumgummipuslespil i 3D. Når det var bygget, forestillede det et bornholmer-ur, og der fulgte endda et ur med visere og batteri med, så det kunne vise klokken og gå!

Jeg indsendte mit forslag og søreme om ikke jeg fik lov til at komme med til koncerten. Ikke nok med det, produceren insisterede også på, at jeg skulle interviewes om det tåbelige ur. Nedenfor kan du lytte til interviewet og se et par billeder, hvor jeg smider uret i den til formålet opstillede skraldebil.

Det er det mest åndssvage, jeg nogensinde har lavet i offentlighed. Nå ja, koncerten var også fed.

(Måske kan din browser ikke afspille lydfilen, i så fald må du hente mp3-filen her og afspille den selv).

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.