På 7. dag af min USA-tur var jeg i forlystelsesparken Universal Studios i Los Angeles, og det var en dyr fornøjelse. Jeg valgte at lade mig overtale til at købe et “front-of-line pass” til $114 (knap 700 kroner), sådan at jeg kunne springe køerne til forlystelserne over – vel at mærke køer, som slet ikke var der, fordi der ikke var særlig mange mennesker denne dag. Forlystelserne synes jeg dog ikke var særlig interessante. The Simpsons Ride, som var én af de højt proklamerede “aggressive rides” var blot en simpel projektion af en rutschebanetur på et omnimax-lignende lærred, som man kiggede på siddende i et sæde, der hoppede lidt op og ned. “The Mummy”-turen var noget vildere, men slet ikke på højde med, hvad en rigtig rutschebane kan præstere. Jeg tog også busturen gennem deres filmby, hvor jeg ikke synes der var så meget interessant at se på andet end den smadrede verden fra “War of the Worlds”, som var vildt flot. 3D-effekterne i “Planet of the Apes”-tunnellen undervejs på busturen var stort set ikke eksisterende og helt til grin. “Terminator 3D”-forestillingen var rimelig fed og helt klart den bedste oplevelse denne dag. Den bestod af en ca. 20 minutter lang tur i 3D ind i verdenen fra Terminator 2, hvor Arnold spiller Terminator, der sammen med John Connor tager på en vild motorcykeltur og er i kamp med diverse robotter. Alt i alt vil jeg dog stadig mene, at billetten til denne park var alt for dyr, den burde have været i hvert fald 400 kroner billigere.

Se billeder fra dagen i dette galleri.

8. dagen var min sidste dag i L.A., og jeg valgte at tage bussen til Santa Monica for at se bare én af L.A.’s berømte strande. Der var rigtig smukt, og jeg kunne for $3 sidde i et lille pariserhjul og nyde udsigten. Desværre tog busturen næsten 2 timer hver vej, og jeg havde derfor ikke ret lang tid, før det blev mørkt. Der blev dog tid til at gå en tur ned af “Strøget”, hvor jeg kom forbi en skopudser-stand med højt hævede stole. Skopudseren kiggede ned på mine sko, da jeg nærmere ham, og så rystede han på hovedet, hvorefter jeg måtte hoppe op og få den store tur. De trængte også virkelig til en kærlig hånd, så det fik de.

Se billeder fra dagen i dette galleri.

Den sidste dage af min tur brugte jeg på at fragte mig selv til Orlando med fly, tage i Kennedy Space Center og en shoppingtur, hvor jeg forgæves forsøgte at finde et teleobjektiv til mit kamera. Da jeg ankom til Orlando glemte jeg uheldigvis at tage min computer med ud af flyet og opdagede det desværre først, da jeg kom ind til hotellet, men der var det for sent. Selvom jeg har efterfølgende har spurgt alt og alle, der måske kunne skaffe den tilbage, er den ikke blevet fundet. Jeg måtte derfor klare resten af ferien med min HTC Hero og trådløst internet. Kennedy Space Center var meget sjovt at opleve, for der får man virkelig lov at se, hvor store raketter det er, NASA har sendt i vejret. Der er dog også meget turist-fis, som ikke tiltaler en nørd som mig så meget.

Se billeder fra Kennedy Space Center i dette galleri og andre billeder fra Orlando i dette galleri.

I går var jeg som tidligere beskrevet til optagelse på The Tonight Show, og på dag 6 havde jeg bestemt mig for, at jeg igen ville forsøge at komme til en tv-optagelse, og denne gang skulle det være på talkshowet Conan.

Conan O’Brien havde igennem mange år været vært på “The Late Show” på tv-kanalen NBC og overtog derefter i en kort periode i år værtsjobbet på “The Tonight Show” efter Jay Leno var holdt op, men pga. nogle formentlig primært politiske beslutninger fra NBC’s side blev han fyret, og Jay Leno kom tilbage. O’Brien gik i kontraktuelt hi i et halvt års tid, og primært pga. hans yngre alder, hans brug af de nye medier og hans noget mere moderne stil, havde han bygget sig en stor skare af yngre fans bag sig, som var med til at sikre at han kunne vende tilbage med sit eget nye talkshow “Conan” på tv-kanalen TBS i starten af november, og det er netop dette program, jeg ville til optagelse på.

Klokken 10 blev der uddelt standy-by-billetter i en parkeringsbygning uden for Warner Brothers-studerne i Burbank, og med sådan én i hånden kunne jeg møde op igen ved 13-tiden og være heldig at få byttet den med en rigtig billet, forudsat at der ikke dukkede nok folk op, som havde skaffet sig billetter på forhånd. Det gjorde der ikke, så jeg kom til min store glæde ind. Desværre har Warner Brothers endnu mere strikse regler end NBC, så der må overhovedet ikke medbringes kameraer eller mobiltelefoner på studieområdet. Lige som dagen før måtte jeg derfor hele vejen tilbage på hotellet for at aflevere mine ting og så vende tilbage, men det var umagen værd, for det var en fantastisk oplevelse, jeg fik.

Inden optagelsen gik i gang varmede en kvik stand-up-komiker publikum op, og derefter spillede husorkestret et par sange, mens de forskellige sangere i orkestret gik rundt blandt publikum, og hornblæserne løb rundt oppe på scenen. Derefter kom medværten Andy Richter på scenen og introducerede værten Conan O’Brien til et stort bifald. Derefter gik tv-optagelsen i gang, og lige som på Tonight Show blev hele programmet optaget i ét hug uden at man lavede noget om undervejs.

På denne dag havde husorkestret gæsteguitarist på: Intet mindre end Slash, som fyrede den af på en Gibson Les Paul under næsten alle de sange, som blev spillet undervejs. Conans monolog var som altid sjov og halvvejs improviseret, og den efterfølgende sketch var også ganske morsom. Her truede han på gebrokkent finsk med repressalier, hvis ikke hans program bliver vist i Finland. Der er en længere historie bag dette, den går tilbage til hans dage som vært på The Tonight Show og bunder i, at nogle af hans fans på et tidspunkt gjorde opmærksom på, at han lignede Finlands kvindelige statsminister, som han dengang tog over for at besøge. Hans nye program bliver åbenbart ikke vist i Finland nu, og det havde nogle af hans finske fans klaget over, derfor lavede han sketchen.

Under det nummer, som i hvert program spilles under rulleteksterne, sang Conan et vers, som han åbenbart gør hver dag, men det er så langt henne i sangen, at det aldrig kommer med i tv, det var derfor kun til ære for publikum.

Efter optagelsen kunne man blive kørt hen til forretningen “Central Perk”, som er opkaldt efter (og formentlig ligner) cafeen fra komedieserien Friends. Her kunne man købe souvenirs og drikke en kop kaffe, og derinde faldt jeg over nogle blu-ray-bokse, som jeg meget gerne ville have, men der manglede desværre én i serien, som var udsolgt, og da jeg heller ikke har god plads i kufferten, valgte jeg ikke at købe dem. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at boksene var sindssygt billige, og da jeg nok skal have dem før eller siden alligevel, ærgrer jeg mig nu over, at jeg ikke købte dem.

Alt i alt var det dog en ganske underholdende dag.

Der er ikke så mange billeder fra denne dag, da jeg som nævnt ovenfor ikke kunne have hverken kamera eller mobil på mig det meste af tiden. Her er dog et par stykker. Det komplette galleri kan ses her.

Jeg havde for mange år siden bestemt mig for, at hvis jeg nogensinde fik chancen, ville jeg overvære en optagelse af The Tonight Show with Jay Leno, et klassisk amerikansk talkshow, som sendes på tv-kanalen NBC. Jeg startede med at se programmet tilbage i slut-90’erne, da det blev vist på den europæiske søsterkanal CNBC Europe, som jeg en overgang kunne få i den fulde tv-pakke. Senere er programmet blevet vist på dansk tv, og man har også kunnet se det på andre måder. Siden dengang har jeg været specielt glad for mandagsudsendelserne, fordi de som regel indeholder et segment, hvor værten Jay Leno præsenterer sjove avisudklip med stavefejl og andre uheldige ting.

Dag 5 på denne USA-tur var en mandag, og jeg var i Los Angeles, hvor programmet optages, så jeg fik formentlig ikke en bedre chance nogensinde. Billetter skal normalt reserveres 4-6 uger i forvejen, hvilket ikke var muligt for mig at gøre, så i stedet skulle jeg håbe på at få fat i én af de få ekstra billetter, der uddeles til de hurtige, der møder op ved studiet før kl. 8 om morgenen. På programmets hjemmeside beder de om, at man møder op i god tid, da der kan være lange køer. Derfor stod jeg op kl. 4:25 om morgenen for at kunne være på pletten før kl. 6 om morgenen, altså to timer før dørene åbnede. Jeg var den første på stedet kl. 5:45, og den anden person i køen ankom kl. 7:15, hvorefter der så ikke kom flere, og vi fik altså begge vores billetter. På dem stod, at der ikke måtte medbringes store tasker, fotografiapparater og kameratelefoner under optagelsen, så jeg bandede højt, da jeg indså, at jeg måtte tilbage til hotellet (en god halv times rejse hver vej) for at aflevere mine ting, som jeg havde taget med mig.

En billet er ingen garanti for at man kommer ind, da der med vilje uddeles flere billetter ud end der er pladser, sådan at man er sikker på at få fyldt studiet op. Så hvis man vil være sikker på at komme ind, skal man møde op tidligt et sted, hvor den næste kø starter. Programmet optages ved 3-4-tiden om eftermiddagen, og man skal møde noget tidligere, jeg husker dog ikke præcis hvornår. Jeg mødte op lidt over 12 og var ca. nummer 15 i køen, hvor jeg faldt i snak med en mand og hans far, som var meget snakkesalige. Faren var på besøg i L.A. fra Buffalo, og den næste time gik derfor rimelig hurtigt. På dette tidspunkt blev vi flyttet fra køen til en ny kø inde foran studiet, hvor man heldigvis beholdt sit nummer fra den forrige kø. På vejen skal man igennem “security” (en metaldetektor og inspektion), og til min store forbløffelse viste det sig, at folk blev lukket igennem, selvom de havde både fotoapparater, kameratelefoner og store tasker med. Det, de havde ment med beskeden på billetten, var at det var forbudt at bruge udstyret i studiet, men man måtte godt have dem med. Jeg kunne med andre ord have sparet mig for min ekstra tur frem og tilbage til hotellet.

I den sidste kø udenfor studiet sad vi i skygge, og det var ud på eftermiddagen, hvor det bliver smøkøligt i L.A. på denne årstid. Jeg havde ikke taget de lange underbukser og en jakke med, så jeg begyldte at småfryse, og vi sad der i over en halv time, før vi blev lukket ind i et lige så koldt studie. Jeg var så heldig at få den sidste plads på stolerækkerne på gulvet, hvilket betød, at jeg var blandt dem, som kunne få lov at rejse mig i starten af programmet, gå hen til scenen og give værten et håndtryk. Det betød også samtidig, at jeg kunne se frem til at komme på amerikansk tv.

Før optagelsen var der en gut, som varmede publikum lidt op, hvorefter Jay Leno kom ind på scenen og snakkede i ca. 5 minutter med forskellige publikummer, som havde spørgsmål, og et par stykker fik lov til at få taget et billede med ham. Derefter gik han ud og tog sit jakkesæt på, og så rullede kameraerne ellers i den time, programmet varer. Konceptet er ganske simpelt, at man optager programmet fra ende til anden uden at tage noget om, og på de steder, hvor der er reklamepauser i udsendelsen, spiller husorkestret en sang, og i tv-udsendelsen får man så kun starten og slutningen af sangen med.

Jeg fik som lovet lov til at give værten hånden i starten af programmet, selvom han nær havde sprunget mig over, men jeg insisterede, som jeg har set andre gøre under programmet tidligere, og det lykkedes derfor alligevel. I programmet var også til min store fornøjelse de famøse avisudklip, og den første gæst var Bill Cosby. De andre gæster var en dreng og en sangerinde, som jeg ikke kendte.

Selvom optagelsen kun varede en time, havde jeg næsten brugt en hel dag på at transportere mig frem og tilbage, skaffe billet og stå i kø, men det var helt klart det værd. En drøm gik i opfyldelse.

Der er ikke så mange billeder fra denne dag, da jeg som nævnt ovenfor ikke kunne have hverken kamera eller mobil på mig det meste af tiden. Her er dog et par stykker, inkl. et billede jeg har taget sent om aftenen på mit hotelværelse, da programmet blev vist i tv. Det komplette galleri kan ses her.

Dag 3 i Los Angeles blev primært brugt på at transportere mig selv med bus og Metro fra Anaheim til West Hollywood, hvor jeg havde booket i første omgang 4 overnatninger på Hollywood Hotel (med untitlen “The Hotel of Hollywood”). Det lyder nok rimelig fancy, men det er “bare” et trestjernet hotel uden så mange dikkedarer. Da jeg havde indlogeret mig tog jeg Metroen ind til L.A. Downtown og gik en tur op ad et stykke af Broadway, som jeg fandt ud af er en mange kilometer lang gade, men det var allerede blevet mørkt, og mange af de små butikker i gaderne var ved at lukke. I stedet for kunder og turister hang der primært hjemløse og andre af samfundets mest udsatte mennesker ud. De velhavende, som var i byen, sad på den fine Restaurant Louie og undlod at kigge ud ad vinduet til resten af samfundet. Det kunne jeg ikke holde ud at se på ret længe, så jeg tog tilbage til mit hotel.

På dag 4 havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke skulle gå så meget, da mine fødder stadig var rimelig ømme efter to lange gåtursdage tidligere, så jeg ville tage en bus ud til den nærmeste Walmart Supercenter, som lå i bydelen Pico Rivera. Forretningen viste sig at være på cirka samme størrelse på Bilka i Field’s, så det var slet ikke så storslået, som jeg havde forventet, og der var desværre meget rodet i flere af deres afdelinger, og en del hylder var tomme, så noget af det, jeg kom for at kigge på og måske købe, havde de slet ikke. Jeg tog derfor tidligt tilbage med bussen og stod meget impulsivt af på et sted, hvor havde set en masse stå af, da jeg kørte den anden vej. Det viste sig at være indkøbscenteret Citadel Outlets med en masse små “outlet stores” (“direkte fra firmaet”-butikker). Det var primært modetøjsforretninger med gode rabatter pga. julehandlen, som lige var begyndt, men jeg fandt desværre ikke noget, som jeg ville have så meget, at jeg var villig til at presse kufferten endnu mere – ikke engang et par t-shirts. Dagen gik derfor uden at jeg brugte penge på andet end et bælte, som jeg havde glemt at tage med fra Danmark.

Her et par billeder fra dagene. Større gallerier kan ses her og her.

På dag 2 i Los Angeles tog jeg af sted for at opleve Disneyland, som jo rent faktisk er to parker: Disneyland Park og Disney California Adventure. Sidstnævnte er den nyeste og har så vidt jeg kan se nogle vildere attraktioner end førstnævnte.

Prisen er rimelig pebret: $76 (ca. 420 kroner) for at besøge den ene af de to parker eller $101 (ca. 550 kroner) for at besøge dem begge, altså hvis man vælger kun at være der én dag. I mit tilfælde passede en dag perfekt, så jeg valgte at købe en “Park Hopper” som gjorde, at jeg kunne gå frem og tilbage mellem de to parker, som jeg havde lyst. Det viste sig at være det helt rigtige valg, for der var rigtig mange besøgende, så køerne til forlystelserne var meget lange (mindst 45 minutters ventetid).

Heldigvis har parkerne et genialt koncept, som hedder “Fastpass”. Ca. hver 2. time kan man trække en billet, som giver næsten direkte adgang til en forlystelse udenom de lange køer. Til gengæld kan man ikke komme til lige med det samme, man skal vente 1-2 timer. Til gengæld behøver man så ikke stå i kø, men man kan bruge tiden på andre ting. Med billet til begge parker (som har hver deres FastPass), kan man derfor løbe frem og tilbage og dermed opnå at prøve ca. 1 forlystelse pr. time uden at stå i kø, og det er sgu smart. Derudover var der også sent på dagen kort kø ved nogle af forlystelserne, så det betød, at jeg i alt fik adgang til at prøve følgende ting:

• Buzz Lightyear Astro Blasters (børneforlystelse, hvor man skal skyde efter mål med en laserpistol mens man kører igennem et Toy Story-univers)
• Space Mountain (meget hurtig rutschebane næsten i mørke)
• Indiana Jones Adventure (kedelig tur i en langsom skinnekørende bil)
• Grizzly River Run (tur ned ad flod i både)
• Soarin’ Over California (omnimax-lignende flyvetur over Californien)
• Disney’s Aladdin: A Musical Spectacular (45 minutters musical)
• Muppet Vision 3D (kort 3D-film)
• The Twilight Zone Tower of Terror (lynhurtig elevator og frit fald fra ca. 50 meters højde i mørke)
• California Screamin’ (rutschebane)
• Golden Zephyr (stor karussel, hvor man sidder i raketter, som hænger i stålwirer)
• Mickey’s Fun Wheel (pariserhjul)

og derudover så jeg også et 9 minutters klip i 3D af den kommende film Tron Legacy. Det lovede ikke godt, dvs. det lignede en banal actionfilm efter den sædvanlige opskrift.

Derudover var jeg også ude at køre med både toget, som kører hele vejen rundt om Disneyland, samt Monorail’en (luftbanen), som kører mellem Disney Downtown og området “Tomorrowland” i Disneyland.

Jeg var sammenlagt i de to parker ca. 12 timer, og klokken var over midnat, før jeg kom tilbage.

Her et par billeder fra dagen. Et større galleri kan ses her.

Som nævnt i den foregående dagbog vågnede jeg kl. 3:30. Jeg valgte at bruge den sene nat/tidlige morgen på at få uploadet billeder, skrive lidt i dagbogen og kigge lidt rundt på nettet for at finde en plan for de næste dage. Derefter gik jeg ud for at finde nogle donuts. Først vendte jeg forbi lufthavnen, men der var intet offentligt tilgængeligt sted andet end en minimal Starbucks, som knap nok havde noget at spise. I stedet valgte jeg at gå mod nordøst og finde kæden Yum Yum Donuts, som jeg havde set på Google Maps, men da jeg kom derhen, hvor jeg havde set at den skulle ligge, kunne jeg ikke finde den. I stedet gik jeg videre mod øst for at finde Randy’s Donuts, som jeg også havde læst om. Den lå, hvor den skulle, og her fik jeg mit livs første sprøde donuts, og de var rigtig gode. Da jeg kom tilbage på hotellet kunne jeg via Google Maps regne ud, at jeg havde gået godt ca. 10,5 kilometer for at finde morgenmad.

PÅ vejen bestemte jeg mig for at tage til Anaheim for dagen efter at forsøge at komme i Disneyland. Anaheim ligger et godt stykke væk, og den billigste måde at komme derhen er at tage et tog til Norwalk Station, som kørte fra en anden station, som ligger et par kilometer væk, og derefter så med ekspresbussen resten af vejen. Så det var igen ud at få luftet futterne, da jeg er for nærig til at køre i taxi, har brug for motionen og fordi man ved at gå får langt bedre tid til at se, hvad man kommer forbi, og på vejen kunne jeg så samtidig spise lidt frokost.

Turen til Anaheim tog ca. 3½ timer inkl. gåturen, så jeg kom først frem sent på eftermiddagen. Jeg besluttede mig lidt senere for at undersøge adgangsforholdene til Disneyland og gik derfor en længere tur, hvor jeg kom ind til Downtown Disney – en lille by med en masse Disney-butikker, som ligger lige uden for forlystelsesparken. Der brugte jeg lidt tid og gik derefter tilbage til mit værelse på Travelodge Inn og gik ret tidligt i seng oven på en dag, hvor jeg har gået ca. 21 kilometer. Takket være mine Compeed-plastre under forfødderne fik jeg (som forventet) ingen vabler.

Her et par billeder fra dagen. Et større galleri kan ses her.