Dagbogen for dag 1 begynder hvor dagbogen for dag 0 sluttede, nemlig på Starbucks i morges uden at jeg vidste, hvad min kollega og jeg skulle lave på denne Herrens søndag. Det havde tidligere været nævnt, at der skulle ligge et computermuseum i Boston, og det kunne to IT-nørder jo godt finde interessant. Vi fandt dog via Wikipedia ud af, at museet lukkede i 1999 og at indholdet blev givet til Museum of Science, så vi valgte i stedet at besøge dette museum.
På vej til museet gik vi igennem byens park, som var utrolig smuk, og der var ligesom i Chicago mange egern. I Chicago var de små og grå, her var de større og i en let brunlig farve. Måske har det noget at gøre med årstiden, i hvert fald ligner de ikke de danske egern i farven.
Vi også en længere tur langs vandet og så blandt andet turistbusserne, som her i byen er amfibiekøretøjer, som både kan køre på land og sejle på vandet. Det er sgu rimelig sejt!
På museet fandt vi dog ikke så mange af de computere, som vi havde håbet på. Det virkede dog som om, at deres primære mål var børnefamilier, så for mig var det et rimeligt begrænset antal udstillinger, som jeg fandt interessante. Ikke desto mindre var vi der i over fire timer.
(Jan kunne ikke stå for at lave fis og ballade ud af noget seriøst)
I frokosten snakkede vi om, at vi begge to godt kunne tænke os at prøve at køre på en Segway. Da jeg var i Chicago, havde jeg af ren og skær nærighed valgt ikke at prøve køretøjet, fordi turene er rimelig dyre. Men dette gang skal det være, og vi har begge to derfor skrevet os til en 2 timers guidet tur gennem byen på en Segway tirsdag. Det skal nok blive sjovt, og foreløbig lover vejrudsigten godt vejr.
Apropos vejr, så har det været over 29 grader i dag, og det er varmt efter hvad man er vant til hjemme i Danmark. Den har stået på shorts, og alligevel har man smedt som et svin. Sidst på eftermiddagen fik vi dog også den tordenskylle, som meteorologerne havde lovet. Heldigvis sad vi på dette tidspunkt i en taxa på vej hjem til hotellet. Endnu engang kunne det ikke lade sig gøre at få en ordentlig kvittering fra chaufføren, og han valgte at blive småsur.
Her ved aftenstid er både den gamle vabel og fødderne rimelig ømme, men det lader til at Compeed har gjort sit arbejde godt og ikke givet større eller nye vabler.
Til de utålmodigige: Så snart jeg har fået redigeret nogle flere billeder kommer der formentlig et galleri.
Efter godt og vel 8 timers flyvning med en mellemlanding i Island er jeg og min kollega nu ankommet til Guds eget land, nærmere bestemt Boston, Massachusetts. Formålet med at være her er at deltage i konferencen JBoss World/Red Hat Summit, som afholdes en gang om året og som er meget relevant for vores arbejde.
Konferencen begynder først rigtigt på onsdag, så det var oprindelig planen at vi skulle lege turister i 3 dage, men i sidste uge fandt min kollega ud af, at der var en “før-konference” om mandagen samme sted, som lød rigtig interessant. Derfor er vores ferie nu indskrænket til to dage (søndag og tirsdag), og det passer mig egentlig også fint, for jeg har stadig en stor vabel under den ene fod og utroligt platte fødder, så jeg har i øjeblikket svært ved at komme meget langt rundt til fods.
Da vi steg ud af 757’eren i Boston lufthavn kunne vi med det samme mærke, at de lange bukser, som vi havde taget på i Danmark for at holde på varmen, ikke gik her, hvor der er 26 grader. Men lige ud i varmen kom vi ikke, for ved baggageudleveriringen måtte vi vente et kvarter på, at en medarbejder fandt nogle skruenøgler frem, fordi en taskestrop havde sat sig fast i baggagebåndet og blokerede det hele.
Turen fra lufthavnen gik med taxa til hotellet “Boston Residence”, som vi allerede for en uge siden bestilt plads på. Taxachaufføren, som kørte os fra lufthavnen, mente bestemt at det var et hotel kun for kvinder, så vi var allerede nervøse fra starten, men det viste sig heldigvis, at han tog fejl. Der var tale om en YMCA til begge køn, og da vi sagde farvel til chaufføren og jeg ligesom i Chicago sidste år bad om en kvittering for turen, fik jeg et stykke papir, som jeg selv kunne udfylde. Mon regnskabsafdelingen vil acceptere den?
Hotellet er egentlig ok til prisen (ca. $40 pr. nat), men man er nødt til at sove for åbent vindue, da der ellers er for varmt. Larmen udenfor er dog meget kraftig, så jeg er derfor glad for, at jeg har husket at tage ørepropper med.
Her til morgen stod vi op kl. 6:30 lokal tid, hvilket primært skyldes at vi gik meget tidligt i seng pga. tidsforskellen, og lige nu er vi gået ned på Starbucks for at få morgenmad, og mens min kollega kæmper med deres trådløse netværk, snakker jeg lidt med en gammel mand fra Georgia, som er meget ivrig efter at fortælle om de to eneste ting, som han ved om Danmark og Island (min kollega er islænding), og så den ene ting, som hele hans familie har oplevet i deres liv og som han åbenbart ynder at fortælle alle, han møder.
Hvad vi skal bagefter er der ingen der ved endnu, men et eller andet skal vi jo have dagen til at gå med. Jeg har hørt rygter om et computermuseum, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve at køre på en Segway, så måske kan vi finde en “Segway City Tour”.
(P.S. Der er desværre ingen billeder fra turen endnu, da USB-kablet ligger hjemme på hotellet.)
I februar 2008 valgte jeg at udskifte mit gammeldags billedrørsfjernsyn for at træde ind i den moderne tidsalder med et fladskærms-tv, selvfølgelig med fuld HD-opløsning. På dette tidspunkt talte stort set alle om kontrastforhold og gengivelse af sort, og Samsungs F86-serie var et af de få fjernsyn, der kunne levere varen. Mit valg faldt derfor på et Samsung LE46F86BDX, som udover at have de gode specifikationer også havde fået gode anmeldelser på nettet.
På samme tidspunkt var det vigtigt for mig, at tv’et var så billigt som muligt og jeg havde i mange år handlet alt mit IT-udstyr hos Multimedia World på Frederiksberg i København, og derfor faldt det mig naturligt at købe fjernsynet i denne forretning, der kunne sælge det for omkring 14500 kroner, hvilket var markant under, hvad man kunne få tv’et for i en konventionel radio/tv-forretning som Elgiganten og Fona. Pga. prisen og min begrænsede økonomi valgte jeg ikke at investere i en forsikring af produktet. Lidet anede jeg uråd, og det skulle koste mig dyrt.
TV’et blev købt, fragtet og installeret, og jeg konstaterede hurtigt, at tv’et havde børnesygdomme:
Fjernbetjeningen eller tv’et var behæftet med kommunikationsfejl. Ca. halvdelen af de tryk, jeg lavede på fjernbetjeningen, nåede aldrig fjernsynet, og det var specielt irriterende ved brug af tekst-tv. Efter min mening er det en stor designfejl.
Tv’et var ufatteligt langsomt i brug. Det tog ca. 2 sekunder at skifte kanal, hvilket gjorde zapning af 30 kanaler til en oplevelse, som jeg ikke havde tålmodighed til. Skift til HMDI-indgangene tog lige så lang tid, fordi man skulle igennem 2-3 andre AV-kanaler på vejen (a 2 sekunder), også selvom der ikke var sluttet udstyr til dem, og man kunne ikke ændre sorteringen eller slå nogle af dem fra. Justering af volumen var også besværligt, og det kunne let tage 10-15 sekunder at skrue fra normal lydstyrke ned til 0 (og tilsvarende den anden vej), hvilket er en helt normalt operation for mig at udføre, fordi jeg hører lyden fra tv og andre enheder på mit anlæg. Jeg behøver vel ikke at sige, at det hænger sammen med at kvaliteten af lyden på tv’et er ca. lige så dårlig som på alle andre tv. Mute-funktionen kunne desværre ikke benyttes til at gå på lysløs pga. et irriterende ikon på skærmen, når funktionen er slået til.
Billedformatskift var lige så langsom som alle overnnævte operationer, og ved skift til full-hd-opløsningen skulle man altid skifte manuelt gennem 3-4 andre indstillinger, hvilket var nødvendigt, når jeg skulle se blu-ray.
Tekst-tv var ufattelig langsomt i brug. Udover problemerne med fjernbetjeningen, som jeg har beskrevet ovenfor, var opdateringen af siderne på siden meget langsom, og meget ofte gik tv’et i en tilstand, hvor det nægtede at udnytte sin tekst-tv-hukommelse, og så skulle jeg ved hvert sideskift vente på, at siden blev hentet forfra. Endnu en stor fejl, som gjorde tekst-tv stort set ubrugeligt.
Ud over ovennævnte fejl og irritationsmomenter dukkede et større problem op efter ca. et 4 måneder. Pludselig en dag overgik tv-billedet kortvarigt over til kun at være en masse farver og mønstre.
Det var en periodisk fejl, som hurtigt blev værre og værre, og efter en uges tid så det sådan ud hele tiden, og var tv’et ubrugeligt. Det blev dog rimelig hurtigt repareret af Elektronik-Centeret, som Multimedia World benyttede som servicecenter. Hvad der blev lavet på tv’et, ved jeg ikke, men det kan være alt fra en firmwareopgradering til udskiftning af komponenter. TV’et kom tilbage og virkede fejlfrit i ca. 9 måneder.
I juni 2009 sad jeg en dag på arbejdet og snakkede med kollegerne om IT-indkøb, og jeg nævnte Multimedia World, og vi snakkede om alle de konkurser, der var i tiden. For sjov skulle jeg lige tjekke at forretningen stadig fandtes og opdagede til min gru, at den var under konkursbegæring. Nu stod jeg med håret i postkassen, hvis tv’et gik i stykker, fordi det jo er forhandleren og ikke producenten, som skal give 2 års reklamationsret. Samme aften sad jeg og chattede med en veninde og nævnte, at jeg ofte er forfulgt af uheld, og jeg sagde i spøg, at mit tv nu nok meget snart ville gå i stykker igen. Ca. to timer efter begyndte farverne og mønstrene at komme tilbage på tv’et.
Jeg undersøgte Samsungs produktgaranti og finder ud af, at Samsung selv stiller en fabriksgaranti på deres produkter, så jeg kontaktede deres support med henblik på at få tv’et repareret. Her fik jeg at vide, at mit tv er parallelimporteret og at Samsungs garanti derfor ikke gælder. Jeg klagede min nød og forklarede, at jeg ikke på noget tidspunkt havde fået at vide, at tv’et var parallelimporteret, at min forhandler var gået konkurs og at tv’et allerede havde været repareret én gang for den samme fejl. Det lykkedes at få Samsung til at lave en såkaldt “goodwill”-sag, hvor Samsung betaler regningen for reparationen, og få dage efter udskiftede en tekniker fra InfoCare begge bundkort i apparatet hjemme hos mig.
Som tiden gik blev jeg mere og mere bekymret for, hvad jeg skulle gøre efter de 2 år er gået, når jeg nu ikke havde forsikret produktet, og irritationsmomenterne blev efterhånden så store, at jeg havde fået nok af det tv. Jeg bestemte mig derfor for at sælge apparatet (med information til sælger om at apparatet havde været repareret). Samtidig havde jeg udset mig et meget bedre tv fra Sony og slog øjeblikkeligt til i starten af november 2009, da tv’et var ét af åbningstilbuddene i det nyåbnede Sony Center i Hundige, og det blev solgt til Danmarks p.t. bedste pris. Samsung-tv’et blev sat til salg på QXL og solgt efter 14 dage og afhentet af en meget venlig mand fra Østerbro. Samme aften ringede han og sagde, at billedet var blevet til en masse farver og mønstre, og det vel at mærke uden at han nogen sinde havde hørt om, hvordan den fejl, tv’et havde været repareret for to gange, så ud. Jeg måtte derfor stole på, at tv’et nu igen var gået i stykker, og beklage mange gange, tage tv’et retur og give ham et plaster på såret i form af nogle kontante gaver som tak for ulejligheden med at flytte tv’et to gange. Dem gav han videre til sine meget skuffede børn.
Jeg kontakede igen Samsung, som denne gang ikke var nær så samarbejdsvillige, men jeg fik presset dem til at lave endnu en goodwill-sag, men denne gang ville de have apparatet ind til service for selv at konstatere fejlen, og jeg fik at vide, at jeg skulle påregne en regning på over 1000 kroner, hvis de ikke kunne konstatere fejlen. Da fejlen som første gang er periodisk og jeg på dette tidspunkt ikke selv kunne konstatere den, gik sagen nu i hårdknude.
Situation var, at jeg nu stod med et defekt tv, som havde kostet gudsjammerligt mange penge, irritationer, reparationer og udgifter (salgsomkostninger + kompensation). Jeg kunne ikke få repareret produktet uden at kunne genskabe fejlen, hvilket jeg ikke nødvendigvis kunne, og jeg havde ingen tiltro til, at Samsung rent faktisk var i stand til at reparere produktet, når de nu havde forsøgt reparation to gange. Sælger var gået konkurs, og der var ingen garanti og reklamationsret. Jeg kunne ikke sælge tv’et, fordi det er defekt. Jeg kunne med andre og rende og hoppe på trods af, at jeg ikke på noget tidspunkt havde gjort noget forkert. Jeg var blot blev snydt af Multimedia World, som havde parallelimporteret tv’et uden at fortælle mig det.
Efter 1½ års kamp om et defekt tv med store designfejl og børnesygdomme gav jeg op. Tv’et kostede mig næsten 15000 kroner, og jeg valgte at forære det væk for et par måneder siden, fordi jeg ikke kunne tåle synet af det. Det har nu igen vist fejlen en enkelt gang, og på trods af det, er gavemodtageren meget glad, så på trods af at jeg har mistet en masse penge på sagen, er der dog det ene lyspunkt.
Hvad kan man så lære af dette:
Køb kun dit tv hos en autoriseret tv-forhandler, så du ikke køber et parallelimporteret tv uden at vide det.
Lad være med at købe et tv uden samtidig at købe en forsikring af det, forudsat at forsikringen dækker den situation, jeg har beskrevet, hvilket slet ikke er sikkert, at den gør.
Måske skulle jeg lige nævne, at der udover de problemer jeg har nævnt ovenfor, er ugler i mosen. Jeg har en klar formodning om, at der er begået mere snyd i denne sag, og denne gang er det Samsung, som er offeret. Da tv’et er parallelimporteret, har Samsung (som de selv siger) ingen forpligtelser over for det, men ikke desto mindre er det Samsung selv, som er blevet faktureret for den første reparation, hvilket det papir, jeg fik fra Elektronik-Centeret dengang, viser.
Der står godt nok ikke noget beløb for Samsung på, men jeg formoder, at det er fordi det at det er min kopi og at jeg ikke skal have den information oplyst. Hvorfor har Samsung så fået regningen og formentlig betalt den? Formentlig fordi nogen har snydt med serienummeret på apparatet. Det fremgår nemlig af papiret (markeret med rød cirkel), at produktet har kode XEE, som er den modelkoden for det nordiske marked, som Samsung stiller produktgaranti for. Mit tv havde dog en helt anden produktkode (XEC, se nedenfor), som stammer fra et helt andet marked (jeg husker ikke hvilket), som det er parallelimporteret fra, og som Samsung ikke har nogen forpligtelser ovenfor. Ved at angive den forkerte modelkode har man åbenbart kunne udskrive regningen til Samsung, således at Multimedia World ikke har skullet betale en krone i sagen, selvom det formentlig er dem, der skulle have betalt den.
Nå ja, som rosinen i pølseenden kan jeg lige nævne, at det så var mit tredje Samsung-produkt (jeg har også et videokamera og for en meget kort bemærkning en blu-ray-afspiller). Alle tre apparater havde kritiske designfejl, der mere eller mindre gjorde dem ubrugelige.
Og lad mig så lige konstatere: Mit nye Sony-tv fungerer upåklageligt og har hverken designfejl eller børnesygdomme.
Jeg skrev for et stykke tid siden indlægget Lydstyrke-krigen ødelæger musikken for at gøre læserne opmærksom den dårlige tendens i udviklingen af lydkvaliteten på mange af de plader og downloads, som pladebranchen i dag sælger til forbrugerne, den såkaldte lydstyrkekrig (loudness war). Selvom jeg ikke omtalte downloads, er min erfaring, at de (pånær at være komprimeret til ca. 192-256 kbps WMA/MP3) er identiske med det indhold, der er på de tilsvarende cd’er og dermed ramt at det samme problem.
Siden jeg skrev indlægget har jeg gjort mig nogle flere observervationer om situationen. For det første har jeg gjort den glædelige opdagelse, at der faktisk stadig udgives cd’er, som er masteret med en god dynamik (dynamic range), og derved tillader udgivelserne en fyldig og ikke-støjende lyd. Hvis der er tale om genudgivelse af gammelt materiale, som er skabt før det digitale indtog, har lyden desuden rig mulighed for at være tro overfor den lyd, som en god, gammel pladespiller sammen med en god forstærker og gode højttalere kunne frembringe sammen med en velholdt vinylplade. Det er for eksempel tilfældet for boksen med John Mogensens 5 plader, som blev genudgivet for et par år siden, men der er også nyudgivelser, som lyder godt, fx Sebastians liveplade “Trubadurens aften” og Kim Larsen & Kjukkens liveplade “En lille pose støj”*. Begge udgivelser er tydeligvis ikke masteret med henblik på blot at larme, i modsætning til de fleste nye udgivelser, som helst skal støje mere end konkurrentens for at kunne gøre sig bemærket i radioen og i lytterens – formentlig som resultat af lydkrigen – let ødelagte ører.
Der er dog en helt anden del af historien, som jeg ikke har berørt tidligere, nemlig hvem der i processen “at udgive en plade” er ansvarlig for at musikken pumpes op med den kunstige lydstyrke. Jeg har ikke på noget tidspunkt kunnet forestille mig, at det er den enkelte kunstner eller producer, som leverer det endelige, larmende produkt, men det er dog i praksis umuligt for mig som forbruger at vide, om det er tilfældet. Jeg har dog gjort mig en vigtig observation, nemlig at de samme numre på samme tid findes med forskellig dynamik, hvilket får mig til at tro, at der enten er lavet flere forskellige masters med henblik på forskellige medier, eller også er det lige før trykningen af en cd eller udgivelsen af en download (formentlig den proces, der betegnes som “mastering”), at volumenen pumpes op.
Hvordan er det så lykkes mig at observere det? Ganske simpelt ved at kigge på lyden i andre medier – i dette tilfælde musikvideoer. Musikvideoer udgives ikke på cd og som download, men findes på andre medier, fx nettet og i musikprogrammer i tv, og disse to medier er så vidt vides ikke en del af lydstyrkekrigen. Rent praktisk har jeg været inde på tv-programmet Boogies hjemmeside, hvor man kan se og høre ugens aktuelle musikvideoer. Med gode værktøjer kan man downloade musikvideoerne til sin pc, udtrække lyden og måle dynamik i den. Jeg bør i den sammenhæng nævne, at én egenskab ved dynamikken i et digitalt medie med en fuldt udnyttet minimum- og maksimums-sampleværdi er, at man man mister dynamik, når man skruer mere op for lyden end mediet som udgangspunkt klare, og man kan efterfølgende ikke få den tabte dynamik tilbage, hvis mans skruer ned igen, så hvis lyden fra musikvideoerne har en højere dynamik end på fx cd eller download, så er det en tydelig indikation på, at der er lavet flere forskellige masters til forskellige medier, eller også er dynamikken blevet nedbragt før udgivelse som cd og download.
Testen blev foretaget for nogen uger siden med 2 forskellige sange fra Boogie-listen. Jeg downloadede musikvideoerne, udtrak lyden og konvererede den til ukomprimeret WAV, som derefter blev kørt igennem TT DR Offline Meter (Pleasurize Music Foundations officielle værktøj til måling af dynamik). Samtidig hentede jeg det tilsvarende nummer hos TDC Play, konverterede det til ukomprimeret WAV med Daniusoft WMA Music Converter og kørte resultatet igennem TT DR Offline Meter.
Her er testresultatet:
Hej Matematik “Party i provinsen”:
Musikvideo: 8
Download: 5
Medina “Ensom”:
Musikvideo: 7
Download: 3
Til sammenligning har de albums, jeg nævnte ovenfor, en dynamik på mellem 10 og 13. Der er en helt klar forskel, uanset om tallene ovenfor repræsenterer en lineær eller logaritmisk skala**. Tallene behøver ikke stå alene, jeg viser i slutningen af dette indlæg billeder af lydkurverne, hvor man kan se, hvor presset lyden på downloads (og cd’er) er i forhold til lyden i musikvideoerne, og man kan også se, at det er clipping i førstnævnte, hvilket i sig selv også giver en kraftig forringelse af lydkvaliteten.
Jeg vil gerne kunne påstå, at der er en betydelig hørbar forskel, men desværre er det sådan, at lydkvaliteten på musikvideoerne er rimelig dårlig, da de er komprimeret til 128 kbps MP3. På grund af den hårde digitale kompression kan den hørbare lydkvalitet ikke umiddelbart sammenlignes, så det eksperiment må vente, til jeg finder en bedre kilde for lyd med høj dynamik. Det er dog min overbevisning, at havde musikvideoerne været mindre komprimerede, havde jeg kunnet høre en betydelig forskel, hvis jeg havde sat lyden på anlægget. Min erfaring er, at numre med en lav dynamik enten lyder kedelige eller får bøgerne til at vælte på reolen pga. meget høj bas.
Det er min klare overbevisning, at musikbranchen med disse kvalitetsforringelser selv er med til at bidrage til at cd-salget går ned af bakke, for musikken er simpelthen for kedelig at høre på, i hvert fald når man sætter den på et ordentligt anlæg og ikke bare smider det gennem et komprimerede MP3’filer fra en iPod ind i et par middelmådige høretelefoner. Jeg havde for eksempel i mange måneder set frem til Hej Matematiks nyeste plade men blev dybt skuffet, da jeg købte den på cd og satte den på anlægget. Sangene er fede, men lyden er bare ufattelig kedelig at høre på, fordi den bare larmer fra ende til anden, ikke har nogen udsving og derfor fremstår følelsesløst. Jeg giver lydstyrkekrigen og den meget lave dynamik (ca. 5 i gennemsnit) en meget stor del af skylden for dette. Som forbruger er jeg ikke tjent med dette, og som konsekvens deraf gider jeg ikke købe musikken, så antallet af købte cd’er er for mit vedkommende faldet betydeligt i løbet af de sidste år til noget nær et nul på nuværende tidspunkt.
Dette er næppe mit sidste blogindlæg om sagen, og lad mig til sidst benytte lejligheden til at udtrykke, at jeg virkelig håber, at de kommende genudgivelser af hele Shu-bi-duas bagkatalog ikke bliver ofre for lydstyrkekrigen. Jeg har hørt rygter om, at radiopromoerne, som allerede nu er blevet udgivet i forbindelse med dette, er blevet skruet voldsomt op og derfor har en meget lav dynamik. Hvordan det forholder sig med pladerne, som skal sælges til forbrugerne, vides ikke på nuværende tidspunkt, men foreløbig holder jeg godt fast i mine gamle cd’er og stiller min volumenknap på anlægget derefter.
Fodnoter:
Billeder fra testresultatet:
Party i provinsen, musikvideo***
Party i provinsen, download
Party i provinsen, clipping
Ensom, musikvideo***
Ensom, download
Ensom, clipping
* Pladen har på trods af titlen en betydeligt højere dynamik end den tidligere liveudgivelse “Det var en torsdag aften”.
** Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt om det er det ene eller det andet, men det som udgangpunkt lige meget, så længe testresultaterne giver betydeligt forskellige værdier (DR ligger mellem 1 og 15). Er der tale om en logaritmisk skala, er forskellen på dynamikken i testresultaterne meget stor.
*** Lyden fra musikvideoerne er normaliseret for at udnytte signalværdierne fuldt ud og for lette at kunne sammenligne lydkurverne visuelt. Skaleringen ændrer ikke på dynamik, da normaliseringen maksimerer den højeste signalværdi.
Jeg har lige siddet og ryddet op i mit lydbibliotek på computeren, og her faldt jeg over en gammel “Strax”-radioudsendelse fra 2002, hvor jeg havde den tvivlsomme ære at deltage i et fuldkommen tåbeligt interview, og det fortjener et blogindlæg.
Baggrunden for interviewet er, at tv-2 samme dag udgav en ny plade “På kanten af småt brændbart”. Hele programmet var en stor reklame for pladen, og der blev i slutningen sendt uddrag fra en releasekoncert, som blev spillet i radiostudiet. Som dedikeret tv-2-fan måtte jeg bare være med, men for at få adgang skulle man være klar til at smide en ting fra sit liv ud (jf. titelsangen på pladen), og man skulle i den forbindelse indsende en mail ti P3, hvor man beskrev, hvad det var, man ville smide ud. Jeg grublede i flere dage over, hvad jeg skulle finde på for at skille mig ud fra mængden, og endelig kom jeg i tanke og den perfekte ting, som ramte perfekt i forhold til temaet om tiden og livet, der går, og samtidig var så tåbeligt, at man ikke kunne undgå at grine af det. Jeg gik ned i kælderen og hentede et gammelt puslespil frem. Ikke et hvilket som helst puslespil, men et af disse moderne skumgummipuslespil i 3D. Når det var bygget, forestillede det et bornholmer-ur, og der fulgte endda et ur med visere og batteri med, så det kunne vise klokken og gå!
Jeg indsendte mit forslag og søreme om ikke jeg fik lov til at komme med til koncerten. Ikke nok med det, produceren insisterede også på, at jeg skulle interviewes om det tåbelige ur. Nedenfor kan du lytte til interviewet og se et par billeder, hvor jeg smider uret i den til formålet opstillede skraldebil.
Det er det mest åndssvage, jeg nogensinde har lavet i offentlighed. Nå ja, koncerten var også fed.
(Måske kan din browser ikke afspille lydfilen, i så fald må du hente mp3-filen her og afspille den selv).
Jeg skrev for snart et år siden om dårlig remastering af en cd. Det var før, jeg kendte til begrebet “Loudness War“, som jeg anbefaler enhver musikelsker og musikproducent at sætte sig ind i, forholde sig til og kraftigt overveje at være med til at bekæmpe for musikkens skyld.
Her til aften fandt jeg lige over et interessant nummer på én af mine opsamlings-cd’er, og i den forbindelse faldt jeg samtidig over ét af de mest grelle eksempler på compression og clipping, som jeg endnu har set. Nedenstående billede viser tydeligt, at der overhovedet ikke er plads til lyden på cd’en, og den er derfor voldsomt skåret af i toppen. Ikke nok med det, nummeret har faktisk haft en for høj volumen til pladen, og derfor er den skruet 5% ned. Det er jo helt vanvittigt. Havde man ikke skruet volumenen alt for højt op fra starten af, havde der ikke været nogen clipping. Jeg er målløs over måden, man vælger at behandle lyden på og derefter tager penge for det.
I den forbindelse mener jeg, at det må være et krav, at der fremover bag på cd’er står, hvilken dynamik (dynamic range) den er masteret med, sådan at man på forhånd kan vurdere, om man vil bruge penge på det. Dette er især interessant for genudgivelser af plader, hvor dynamik og dermed lydkvaliteten bliver dårligere og dårligere for hver udgivelse. Problemet er, at man jo ikke kan få pengene tilbage, når man har haft sat den på og konstateret at den lyder forfærdeligt. Og mange ikke-kræsne lyttere vil sikkert ikke opdage, at det, man har købt, kunne have lydt meget bedre.
Jeg opdager lige, at Post Danmark pr. 1. januar igen sat priserne op, og det på trods af, at jeg havde en klar forventning om, at den uventede prisstigning i august 2009 havde gjort dette unødvendigt.
Ikke desto mindre har alle brevprodukter over 50 gram fået stigninger på mellem 50 øre og 1,50 krone, hvilket også kan udtrykkes som en procentvis stigning på mellem ca. 2,5% og 5% på de pågældende produkter, hvilket (som det plejer) er betydeligt højere end den tilsvarende udvikling i forbrugerprisindekset.
For de produkter, jeg anvender mest, kan jeg følge prisstingerne i detaljer siden 2008 (dvs. over 2 år):
Jeg har faktisk fulgt prisstigningerne igennem de sidste 5 år, men desværre har jeg for prisstigningerne primo 2008 og primo 2009 kun de procentvise stigninger på enkelte af produkterne, så jeg kan ikke komme med en detaljeret redegørelse for prisstignerne over den længere periode, men jeg kan alt i alt regne ud, at prisen på et 250 maxibrev er steget ca. 85% siden 2007. Jeg lader det være op til læseren at komme med et passende ord, der passer til situationen.
En søgning på Post Danmark på bloggen her giver dig endnu flere historier, hvis du keder dig. Der er faktisk også enkelte gode imellem, selvom langt de fleste er dårlige.
Jeg har i dag sendt nedenstående mail til Pioneers support. Frem for at gengive hele “sagen” her, henviser jeg til de links, der er i mailen. Der kan man læse mange flere detaljer.
Vedr. fejl i forbindelse med formatskift hos YouSee
Kære Pioneer
Jeg har en DVD/HDD-optager model DVR-433H, som jeg har været meget glad for, men som har været mere eller mindre ubrugelig siden efteråret. Problemet opstod formodentlig i forbindelse med en ændring af YouSees analoge signal i slutningen af oktober måned, og den gjorde, at en del serier af jeres optagere ikke længere korrekt kan detektere, om tv-signalet er 4:3 eller 16:9-format.
Fejlen er hos mig til stede på samtlige af YouSees kanaler i grund- og mellempakken, og resultatet er, at tv’et ved afspilning af det optagede materiale skifter format hele tiden på tv’et, og det kan ikke lade sig gøre at overføre de optagede tv-udsendeler til dvd i video-mode, da optageren insisterer på at opdele optagelsen ved hvert format-skift, hvilket sker med få sekunders intervaller. Det er med andre ord p.t. umuligt at bruge optageren til noget som helst.
Jeg har i længere tid fulgt dialogen omkring problemerne med Pioneers optagere inde på hjemmesiden recordere.dk, hvor man blandt andet kan falde over følgende indlæg:
hvor en del mennesker har givet udtryk for stor frustration, og ved derigennem også, at både Pioneer og YouSee er blevet gjort opmærksom på problemet indtil flere gange. Men her 3 måneder senere lader der ikke til at være sket noget som helst, det virker nærmest som om problemet bliver syltet.
Nu skriver jeg derfor for at høre, om I arbejder aktivt (evt. sammen med YouSee) for at løse det problem, der har ramt så mange af os brugere af de produkter, I har solgt gennem de sidste år. Mange af os står i dag med produkter, der mere eller mindre er ubrugelige, og vi kan intet gøre selv for at løse problemet. Om fejlen ligger i Pioneers apparater eller i YouSees signal, ved jeg ikke, men jeg forventer, at I som en seriøs virksomhed ønsker at hjælpe jeres kunder ved at bakke op om at få identificeret og løst problemet, så vores apparater igen virker, som vi er blevet lovet.
I er velkommen til at kontakte mig pr. e-mail eller telefonisk, hvis I har brug for yderligere oplysninger.
Jeg forventede naturligvis som altid at modtage et standardsvar, og det kom der også:
Recorderen er slet ikke i stand til at optage et 16:9 signal, og analogt TV signal er iøvrigt altid i 4:3 format – uanset om billedframen er letterbox, anamorph eller 4:3. Det er dit TV der laver autoformat. Sæt det i et fast format, så virker det.
og jeg har her til aften sendt en længere afhandling i håbet om at man denne gang rent faktisk læser, hvad jeg skriver:
Jeg kan klart afvise, at det har noget som helst med tv’et at gøre, og din formodning om, at der på mit apparat ikke skulle være understøttelse for noget som helst relateret til 4:3/16:9/WSS (hvad det end er, som er problemet), må være forkert. For hvis det var sandt, skulle harddiskoptageren jo opføre sig fuldstændigt normalt på alle måder hele vejen ud til fjernsynet, og det gør den ikke. Ved en optagelse fra en vilkårlig kanal kan jeg nemlig observere følgende:
1) Hvis jeg redigerer i en optagelse, fx via funktionen “Erase section”, kan man spole i videoen, som vises i et lille minaturevindue på skærmen sammen med en tidslinje m.v.. Det er ene og alene optageren, der styrer billedet i dette vindue. Her kan man også se, at optagelsen skifter mellem 4:3 og 16:9 ved at billedet skifter utallige gange mellem et full-frame-billede og et sammentrykket letterbox-billede – de samme skift, som også kan ses, når optagelsen afspilles normalt.
2) Hvis man forsøger at overspille optagelsen til dvd i “video mode” via “copy”-funktionen, får man af afspilleren at vide, at “The title will be divded where the aspect ratio changes”, hvorefter den så opdeler en 10 minutters optagelse i op mod 100 dele. Optagelsen er dermed ubrugelig til videre brug.
Disse opførsler var aldrig til stede før problemet opstod tilbage i efteråret.
Begge opførsler viser med 100% tydelighed, at det ene og alene er optageren, og ikke tv’et, der giver den underlige opførsel. Hvad det helt præcist er, optageren gør (forkert), ved jeg ikke, og det er derfor, jeg kontakter jer. Dialogerne på recordere.dk, som jeg henviste til (og en arbejdskollega, som har samme problem med en Pioneer-optager) viser, at problemet er til stede i flere af Pioneers modeller, når de bruges med YouSees analoge signal, men ingen lader til at ville tage ansvar for det. Jeg håber stadig, at Pioneer vil arbejde med YouSee om at finde en løsning på problemet.
Efter en kort dialog herefter har Pioneers skandinaviske serviceafdeling konkluderet, at der ikke er noget galt med deres optagere, men at det ene og alene er et problem med YouSees analoge signal. Man vælger i den forbindelse ikke at forholde sig til, at problemet kun eksisterer med nogen af Pioneers optagere og at der ikke er nogen problemer med fx nogen fjernsyn. Uden at have nogen mulighed for at bevise, at jeg har ret, vil jeg stadig vove den påstand at Pioneers optagere er for følsomme overfor det analoge signal, men der er tydeligvis intet at gøre andet end at håbe at YouSee så vil løse problemet, men det er nok utænkeligt, at det skulle ske. Ikke desto mindre vil jeg prøve.
Tilbage i 2008 udgav gruppen Infernal albummet Infernal Affairs, og i den forbindelse hentede jeg albummet via TDC Play og lyttede det igennem. Det var ganske udmærkede sange, men da jeg hørte nummeret Because Uhh, var min første tanke, at det var nakket fra Tommy Seebachs gamle nummer Bobble Sex (også set stavet Bubble Sex), som har mange år på bagen. Det tunge beat, der underbygger sangen og akkorderne er mere eller mindre identiske.
I forbindelse med promoveringen af albummet blev der også lagt nogle videoer på Youtube, og til videoen for Because Uhh skrev jeg en kommentar om mine betragtninger. Det kom der vist aldrig noget respons på før i søndags, hvor jeg modtog en mail fra en mand, som udgav sig for at være én af ophavsmændende til nummeret. Jeg har efterfølgende tjekket op påstanden, og det kunne sagtens være rigtigt. Manden skrev følgende på engelsk, fordi jeg nok havde skrevet min kommentar til videoen på engelsk:
I co-wrote because uh with infernal […]. just wanted to say that you have sharp ears to hear that because uh is close to bobble sex. actually because uh was written to a track where we had sampled boble sex. but we didnt want to use the sample so we made a new production. I dont think is close to boble sex at all so its very cool that you could hear that.
Denne påstand kunne sagtens være sand, fordi flere af ophavsmændende til Because Uhh har rødder i det Seebach’ske univers (se evt. linket til sangen ovenfor).
Michael Hardinger og Jørgen Thorup har for tiden slået pjalterne sammen og spiller nogen jobs sammen i en konstallation, der kalder sig Hardinger/Thorup Band. Bandet består i øjeblikket af Kasper Daugaard på bas, B-Joe på guitar og Bosse Hall Christensen på trommer. I går aftes optrådte de offenligt for både tredje og fjerde gang i nyere tid i hhv. Greve Midtbycenter kl. 12 og i Krudttønden på Østerbro kl. 21. Undertegnede var begge steder sammen med udvalgte medlemmer af Gurli-klubben og et par fans fra Facebook, og det gik ikke stille af sig.
Koncerten i Greve var ikke på forhånd udråbt til at være nogen succes, da der skulle spilles høj rock’n’roll sidst på formiddagen, mens folk gik og handlede. Men en forudgående optræden med nogen af de forskellige deltagere i Talent ’09 havde formodentlig trukket en del folk til, som ikke bare kom for at handle, og derfor blev koncerten også en stor succes, selvom publikums størrelse var beskeden – især i 2. sæt. Men dem der var der, blev godt underholdt, og lyden var fantastisk. Ikke nok med det, vi fik også et par andre numre end sidst, vi så bandet for en måneds tid siden. Der blev både spillet den nye single “Zapp Zapp” og den gamle klassiker “Bomber og kanoner”, som stammer fra Hardingers soloplade i ’81. Efter koncerten var der som altid mulighed for at få en snak med orkestret og autografskrivning på diverse emner.
Tidligt på aftenen dukkede samme hold fans op i Krudttønden ca. samtidig med at orkestret lavede lydprøve, og vi fik derfor lov at høre næsten hele “Irene Mudder”, som de øvede, men desværre ikke spillede til selve koncerten. Selve koncerten var god, men som altid meget høj, og der var ikke så mange mennesker som sidste koncert i Krudttønden tilbage i april. Der var vist heller ikke så meget gang i publikum som sidste gang. Der blev dog plads til et par andre sang end om formiddagen, og især Bosses fremføring af “Jeg er fluen” og “Jeg har købt en guitar” med en tilhørende omrokering af bandet var fantastisk og tog vistnok aftenens største applaus.
Oplevelsen i Greve var for undertegnedes tilfælde meget mod forventning den største af de to.
Sætlisten i Greve:
1. sæt:
– Uh, baby (Hardinger/Thorup)
– Nam nam (Shu-bi-dua)
– How long (Ace)
– Sommergryder (Shu-bi-dua)
– Sorry seems to be the hardest word (Elton John)
– Coffee Ville (Shu-bi-dua)
– Zapp Zapp (Hardinger/Thorup)
– Rockin’ all over the world (Status Quo)
2. sæt:
– En sang til dig (Hardinger/Thorup)
– Drenge og piger (Hardinger/Thorup)
– Står på en alpetop (Shu-bi-dua)
– Bomber og kanoner (Hardinger)
– Gør som du vil (Thorup)
– Fed rock (Shu-bi-dua)
– Snapshot af Danmark (Hardinger/Thorup)
– Walkmand ’09 (Hardinger/Thorup)
Ekstranummer:
– Stærk tobak (Shu-bi-dua)
Placeringen af “Står på en alpetop” kan være forkert, da den blev spillet på et andet tidspunkt en hvor den stod i sætlisten, hvor den var placeret som åbningsnummer i andet sæt.
Sætlisten i Krudttønden:
1. sæt:
– Uh, baby (Hardinger/Thorup)
– Nam nam (Shu-bi-dua)
– Sommergryder (Shu-bi-dua)
– Alene på Mars (Hardinger)
– Sorry seems to be the hardest word (Elton John)
– Coffee Ville (Shu-bi-dua)
– How long (Ace)
– Zapp Zapp (Hardinger/Thorup)
– Rockin’ all over the world (Status Quo)
2. sæt:
– Generatorbouillon (Shu-bi-dua)
– Min baby bor i højhus (Shu-bi-dua)
– En sang til dig (Hardinger/Thorup)
– Drenge og piger (Hardinger/Thorup)
– Jeg er fluen / Jeg har købt en guitar (Shu-bi-dua)
– Gør som du vil (Thorup)
– Fed rock (Shu-bi-dua)
– Bomber og kanoner (Hardinger)
– Snapshot af Danmark (Hardinger/Thorup)
– Walkmand ’09 (Hardinger/Thorup)
Ekstranumre:
– Saturday night’s allright for fightin’ (Elton John)
– Står på en alpetop (Shu-bi-dua)
Numrene “Irene Mudder” og “Stærk tobak” stod også på sætlisten, men blev ikke spillet.
