London-turen, 4. del

Jeg blev vist aldrig færdig med at fortælle om London-turen, så den sidste del kommer her…

Jeg skulle tidligt op fredag for at være i lufthavnen inden kl. 10:30, så der var ikke tid til at sove længe. Jeg mente, at jeg havde god tid, så jeg gik lige en tur rundt på Picadilly Circus og tog et par billeder, og så var det ellers med undergrunden til Liverpool Street Station, og dernæst med toget Stansted Express til lufthavnen. Togene kørte ad røven til den fredag morgen, aflysninger og forsikelser. Så jeg måtte opholde mig ca. ½ time på stationen og kom selvfølgelig senere til lufthavnen, end jeg havde håbet, så jeg fik kun en C-plads (Easy-Jet boarder i den rækkefølge, som folk tjekker ind i).

Her i lufthavnen kunne jeg se, hvor meget mere tjek der er på sikkerheden end i Danmark. Ved tjek-ind spørger skrankepaven følgende tre spørgsmål:

  1. Har du nogen spidse/skarpe genstande?
  2. Har nogen puttet noget i din baggage?
  3. Bærer du baggage for andre?

Jeg gætter på, at man kun kan tjekke ind, hvis man svarer nægtende på alle tre spørgsmål.

Vejen ud til gaten går med et lille metro-tog, og så var det ellers bare at vente på at flyet boardede. Imens kunne jeg kigge lidt på den dvd, jeg havde købt for mine tiloversblevne Pound Sterlings: Den engelske TV-serie “Creature comforts”, som er lavet er Nick Park og Aardman, som blandt andet har stået bag “Wallace & Gromit” og “Chicken Run”. Ventetiden gik også med at kigge lidt på en del smukke damer på min alder, som havde valgt at rejse med samme fly.

Flyveturen gik som sådan én gør, og da jeg kun havde håndbaggage med, kunne jeg efter landingen i Kastrup gå direkte ned til toget og ind til Hovedbanegården, hvorefter det sidste stykke vej gik på cyklen, som ventede, og så var den tur slut, og som altid var det dejligt at være hjemme.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.