Erfaringer med LEGOs model 10179: Millennium Falcon

Lad mig lægge ud med at sige: Model 10179 (Millennium Falcon) er helt vild fed, er en fryd for øjet og en fornøjelse at bygge. Efterfølgende, er jeg dog kommet frem til, at der er flere fejl i produktet.

For det første er der tre klodser til overs i forhold til de tal, som LEGO har skrevet i slutningen af byggevejledningen. Det drejer sig om et figurhoved (klodstype 3626bp01 hos peeron.com) og 2 mørkegrå 2×2-fliser (klodstype 3068b hos peeron.com). Jeg har gennemgået byggevejledningen 4 gange og konkluderet, at disse ikke skal bruges, og jeg kan ikke se af billederne af produktet på kassen, hvor de skal sidde. Jeg kan kun tælle 32 benyttede fliser i byggevejledningen, og der er 34 i alt.

Derudover er der fejl i byggevejledningen: Hvis man følger den slavisk, bliver der endnu tre klodser i overskud: En stang med håndtag (klodstype 4095 hos peeron.com) og to mørkegrå holdere til stangen (klodstype 2555 hos peeron.com). Hvis man tjekker billedet på forsiden af kassen kan man se, hvor disse klodser skal sidde (vist nedenfor med en grøn cirkel). Det betyder, at der er fejl på side 249, hvor klodserne mangler at blive brugt.

10179-fejl1-lille
Klik på billedet for stor udgave

10179-fejl2-lille

Der er faktisk endnu en fejl i byggevejledningen. Billedet i øverste venstre hjørne på side 152 er forkert og viser ikke den del, man er ved at bygge (hvilket det skulle).

10179-fejl3

Der er derudover også nogen enkelte designfejl i modellen som gør, at det praktisk talt er umuligt at have den komplet samlet (det lykkedes mig faktisk ikke). Det største problem er nogen af klodserne på de 7 ben, som ikke kan sidde ordentligt fast, hvilket betyder, at de hele tiden falder af. Der er også enkelte andre steder på modellen, der lider af samme problem, og samtidig var de fleste små antenner/gearstænger så løse, at de også meget let falder af, og bagefter er det umuligt at finde ud af, hvor de sad, fordi der er så mange.

Den samlede bedømmelse: En rigtig flot model til samleren, som må ejes, men der er for mange irritationsmomenter (og tidsspilde) i både den ene fejl i byggevejledningen og de formodede overflødige klodser, og de små ustabilitetsproblemer – alt sammen noget, man ikke forventer af et LEGO-produkt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.