98,5 go’e med Tommy Seebach

Jeg er en kæmpe fan af Tommy Seebach, for hans popcorn-popmusik har altid gået lige i hjertet på mig lige siden jeg som lille første gang stiftede bekendtskab med hans kunst i forbindelse med hans deltagelse Melodi Grand Prix. Pladeselskaberne har endnu ikke genoptrykt alle hans gamle plader på cd, men kun udsendt nogen enkelte af dem samt en hel del forskellige opsamlingsalbum. Det var derfor med glæde, da jeg så boksen “100 go’e med Tommy Seebach” til salg. Den indeholder intet mindre end 100 forskellige sange fra hele Tommys karriere fordelt på 4 cd’er med 25 sange på hver.

Begejstringen falmede dog allerede ind i første nummer på tredje plade, da jeg opdagede, at noget var helt galt. Det viser sig nemlig, at nogle af sange er blevet skamklippet, så de ikke fremstår i deres helhed. Faktisk afsløres ugerningen i boksen selv, for hvis man sammenholder spilletiderne på indlægsseddelen i boksen med dem, der reelt er på pladen, finder man mange forskelle, og nedenstående fremhæver de største af dem og afslører, at der formodentlig er klippet i rigtig mange af sangene.

seebach-100-goe-disk3-original
(Indlægsseddel i boks)

seebach-100-goe-disk3
(Afspilningstider i Windows Media Player)

Hvis alle numrene skulle have været på pladen og de angivne spilletider er korrekte (hvilket de ikke er, men mere om det senere), så skulle den samlede spilletid for pladen være 83 minutter og 48 sekunder, hvilket ikke er teknisk muligt. Den faktiske spilletid er 78:45, så der må derfor være klippet op mod 5 minutter ud af sangene.

Jeg kendte personligt ikke alle Tommys sange, men jeg kan kender “Klø mig lidt på ryggen” og “Det’ gratis” nok til at vide, at de er klippet. Forvirringen er dog total, fordi de angivne spilletider ikke alle er korrekte. For eksempel varer “Klø mig lidt på ryggen” ikke 4:35, hvilket de andre opsamlingsplader afslører. Den varer 3:48, og på “100 go’e” er den klippet ned 3:18. Nummeret “Det’ gratis” originale spillelængde er angivet korrekt, men nummeret er klippet ned 2:36. I begge tilfælde bliver numrene fadet ud for tidligt, og det er formodentligt også det, der sker for de andre sange, som er klippet. Jeg vil derudover også tro, at nummeret “Stop” er blevet klippet, da det fader ud lige efter en modulering før et omkvæd, hvilket virker forkert.

Jeg føler mig snydt og bedraget, og nu melder sig spørgsmålene: Hvorfor i alverden bilder nogen sig ind i at klippe i en kunsters værker? Og hvorfor gør man det uden at skrive på boksen, at det er sket? Havde dette sket, hvis manden ikke for længst var død og borte? Hvem varetager hans interesser efter hans død, og ved de overhovedet noget om sagen?

Hvad værre er, man kunne helt have undgået at skulle klippe i sangene, hvis man havde valgt at placere dem anderledes på de enkelte plader, fordi der er faktisk tilsammen 8 minutters ubrugt spilletid på den første og sidste plade.

Jeg har tænkt mig at kontakte CMC for at bede dem om at komme med en forklaring samt fortælle mig, hvordan jeg får min plade byttet. Iflg. købeloven har jeg jo ret til at få byttet en vare, hvis den er i defekt eller mangelfuld, og det betragter jeg denne som værende.

Update 23. februar 2008

Jeg har rettet lidt i indlægget for at præcisere, at der (i modsætning til hvad jeg oprindelig skrev) rent faktisk er udgivet enkelte af Tommys soloplader på cd.

Update 24. februar 2008

Jeg har modtaget svar fra “My Way Music”, som varetager resterne af CMC, som ikke længere findes. De kan i sagens natur ikke hjælpe med så meget, men oplyser mig følgende:

Jeg har haft kontakt til den person som var med til at lave udgivelsen dengang – han giver mig denne forklaring at i det system hvor man har lavet udgivelsen ud fra ligger de nummer klippet i de tracks tider som ligger på de 100 Go’ med Tommy Seebach – så ud fra det er denne cd blevet til – Kan dog oplyse om at alle rettigheder osv. På Tommy Seebach er over gået til EMI (som også er et plade selskab)!

Det er dog stadig ikke nogen forklaring af, hvad der er sket. Nogen har været inde og klippe numrene før CMC-udgivelsen, for det er den eneste Seebach-udgivelse, hvor det er sket (det er fx ikke sket efterfølgende på den opsamlingsplade, EMI udgav sidste år), og det er utvivlsomt (som jeg skriver) fordi der rent faktisk ikke plads til sangene på cd 3 i “100 go’e” i deres fulde længde. Om den herre, som der er talt med, ikke vil indrømme, at det er det, han eller andre har gjort hos CMC, eller om han bare ikke ved mere om det, kan også være lige meget, når CMC ikke findes mere. Det er i hvert fald noget sjusk og en hån mod kunstneren. Det var sådan set det, jeg ville gøre opmærksom på.

Update 6. februar 2009

Siden sidst har jeg via biblioteket fået fingre i Tommys originale soloplader med titlerne “Tommy Seebach” og “Under Stjernerne”, og jeg kan nu afsløre, at der (som forventet) er endnu flere sange, som er skamklippet på “100 go’e”, og min formodning om, at sangen “Stop” er klippet, er blevet bekræftet. Nedenfor viser jeg spilletiderne for udvalgte sange på de to albums og efterfølgende spilletiden for sangene, som de fremstår på “100 go’e”. Resultaterne er forfærdelige, for det er store beskæringer, der er foretaget fra pladeselskabets side. Resultatet gør, at titlen på dette indlæg nok skulle rettes lidt, da de 98,5 nu er for højt.

“Tommy Seebach”
Helt alene hver for sig 4:15
Stop 3:02
Sig mig nu ærligt 4:16
Stjerneskud 4:13
Lidt efter lidt 3:39
Sexuelle chok 2:57
Hvad venter du på 3:19

“Under stjernerne”
Hånden på hjertet 3:17

“100 go’e”
Helt alene hver for sig 3:39
Stop 2:41
Sig mig nu ærligt 3:57
Stjerneskud 3:26
Lidt efter lidt 3:24
Sexuelle chok 2:50
Hvad venter du på 2:55
Hånden på hjertet 3:09

Derudover har jeg også fået fingre i opsamlingen “Hip Hurra”, som er udgivet efter “100 go’e”, og ved at nærstudere denne, kan jeg se, at de fleste af sangene er ubeskårede, men jeg kan også se, at der er sneget sig klippede sange ind, fx “Helt alene hver for sig”, som varer 3:42, hvilket er alt for lidt. Øv.

Update 9. januar 2010

Jeg har nu købt den nye Tommy Seebach-opsamling “Komplet & rariteter”, og den afslører, at der er endnu 18 sange, som er blevet klippet på “100 Go’e”. Det betyder, at jeg nu kan lave en komplet liste over skamklippede numre på “100 Go’e”:

CD 1:
11 – Tommygum Rock ‘N’ Roll Show
14 – Flying High Love
22 – Stuck On You

CD 2:
01 – Copenhagen
02 – Mirror Mirror
06 – As Long As You Are Near
07 – Who Won the War in Africa
09 – Ta’ Mig Med
10 – Kvinde
11 – 100.000.000.000 Tak
13 – Andeby
16 – Alene
17 – Fanden
18 – Kom Og Ta’ Mig Med
22 – Humbug
25 – Bodyguard

CD 3:
01 – Klø mig lidt på ryggen
02 – Sikke Du Ka’
03 – Stop
05 – Tak for i nat skat
06 – Det’ gratis
07 – Endnu
09 – Du Vil Ha’ Mig
11 – Hvad Venter Du På
12 – Helt alene hver for sig
14 – Sig mig nu ærligt
15 – Stjerneskud
16 – Lidt Efter Lidt
22 – Hånden på hjertet

CD 4:
01 – Hit
22 – Telebox

Desuden er der også et utal af numre, som er fadet nogle få sekunder tidligere ud end originalerne.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.