USA-tur – dag 0

Turen til USA startede lettere kaotisk. Jeg skulle møde i lufthavnen kl. ca. 3:45 og havde bestilt en taxa til at hente mig kl. 3:30. Da jeg stod op kl. 2:15 gik det op for mig, at jeg havde glemt at købe noget af det allermest vigtige til rejsen, nemlig Compeed-plastre som gør, at jeg kan gå adskillige kilometer om dagen uden at få vabler. Uden dem går det helt galt. I al hast måtte jeg bestille en tidligere taxa og tage ind til apoteket ved Hovedbanegården, så jeg kunne få fyldt mine forsyninger af plastre op, og derefter gik det så videre til lufthavnen. Derude er der meget stille om natten og kun ganske få mennesker. I gaten ca. ½ time før boarding time sidder der under 10 mennesker. Til gengæld er der fred og ro.

Turen gik først til Amsterdam, hvor jeg skulle skifte fly til USA. Pga. snevejret i Danmark blev flyet herfra over en time forsinket pga. det skulle afises, men heldigvis var der ventetid nok i Holland til at jeg kunne nå mit fly her. Dette blev også forsinket i næsten 1½ time, både pga. afisning og ekstra brændstofpåfyldning. Jeg landede dog kun ½ time senere end forventet i USA, og undervejs lykkedes det mig desværre kun at blunde nogle ganske få minutter ad gangen pga. for mange forstyrrelser fra andre passagerer, der ikke kunne sidde i ro. Det tog næsten en time at komme ud af lufthavnen i L.A. pga. langsom behandling af grænsekontrollen, der skal have billeder og fingeraftryk af alle. Derefter var det direkte hen til hotellet og bare sove, sove, sove. Jeg burde nok have stået op midvejs, så jeg kunne få skiftet døgnrytmen, men jeg valgte at overhøre vækkeuret to gange, så i stedet vågnede jeg kl. 3:30 og måtte stå op.

Her et par billeder fra dagen. Et større galleri kan ses her.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.