Festlig fredag i Field’s

I fredags var jeg til Linux Forum-konference, og direkte efter et særdeles interessant foredrag om udviklingen af den anden generations LEGO Mindstorms-produkt, tog jeg direkte til Field’s på Amager. Centeret holdt fødselsdagsfest, og Shu-bi-dua var hyret til at spille klokken 21.

Rygterne (tak K) havde talt, at hvis der skulle være lydprøve, ville det formodentlig være ca. 3 timer før koncerten, så jeg troppede op i Field’s omkring 17:45, hvor den første fan (Shubifanen) allerede var troppet op. Hele scenen og udstyret var stillet op, og der var ved at blive stemt instrumenter og indstillet lyd, så jeg formodede, at der ikke ville være nogen lydprøve. Shubifanen strøg dog hurtigt, og et øjeblik efter så jeg Permer (Peter Andersen, trommeslager) gå lige forbi og ind på scene, hvor han begyndte at tæske på trommerne. Et øjeblik efter kom Jacob (Christoffersen, keyboard) og fik lige sagt dav til ham. Han er, ligesom Ole, nok de eneste, der endnu kan kende mig og ved, hvad jeg hedder.

To shubber ind til scenen, så kunne jeg regne ud, at der ville ske noget, og et øjeblik efter trådte både Kim (Daugaard, bassist), Ole (Kibsgaard, guitarist) og Bunden (Michael Bundesen, forsanger) op på scenen og greb instrumenterne. De var så åbenbart kommet alle sammen med havde gemt sig i baggrunden. Ole gik rundt med et stort kamera og knipsede alt, hvad han kunne komme i nærheden af, det legebarn. Jeg råbte, at godt kunne tage et billede af mig, når nu jeg havde taget så mange af ham, så det gjorde han!

Desværre kunne man ikke komme ind foran scenen, så man måtte stå uden for afspærringen og lytte med, da de begyndte at spille. Det blev til “Minus til plus”, “En rocksangers farvel”, “Knuden” og lidt af “McArine” (de sidste to akustisk). Det var så fedt af flere grunde. Dels er stemningen meget afslappet på scenen, og fremføringen derfor rå, dels har jeg aldrig hørt “En rocksangers farvel” live, den er nemlig ikke på sætlisten og har ikke været det mens jeg har fulgt dem. Bonden sagde lige før de spillede den til lydmanden, at de lige kunne prøve den, fordi de havde øvet den og fordi den nok skulle med på sætlisten på et tidspunkt.

Han havde ret, den blev ikke spillet til koncerten, ej heller “Knuden”. Sætlisten var uhyre kort (45 minutter) og derfor en kompakt udgave af sætlisten, der normalt spilles (ca. 75 minutter). Jeg synes personligt ikke der manglede noget interessant. Min største frygt var, at Bonden havde valgt kun at spille de hits, de har spillet de sidste mange år, men det viste sig faktisk, at han hverken havde klippet “Minus til Plus” eller “Askepot” ud, i stedet var både “Danmark”, “Stærk Tobak” og “Kære Lone” (gudsketakoglov for det, jeg er SÅ træt af den) og “Står på en alpetop”. Alt i alt var det en ganske udmærket sætliste, selvom der egentlig ikke var nogen sange i, som jeg ikke har hørt dem spille meget på det sidste.

Fremførelsen var nogenlunde, selvom man godt kunne mærke, at det har været lidt siden de har været på turne sidst. De kunne ikke rigtig blive enige om, hvor lang soloen i “Hvalborg” var nu efter Claus ikke er med mere, og soloerne i “Den røde tråd” gik helt galt for Ole, fordi han åbenbart kom til at trykke på en forkert knap til effektpedalen, så det nærmest var et kirkeorgel der røg ud af højttalerne. Det endte derfor med, at han blev på scenen, mens de andre gik ud før ekstranummer, mens en af lydmændene måtte hjælpe ham med at få kassen til at makke ret. Da Ole gik ud, gik de andre ind igen, hvilket fik grinene frem hos alle.

Nu blev det rigtig godt, for man havde kun ét ekstranummer i ærmet (der var ikke tid til mere), og Bonden spørger ud blandt publikum for at høre, hvad de skal spille og forventer, at nogen råber “Fed Rock” så højt, at de kan spille det som var det virkelig på opfordring. I stedet kigger han på en dreng, som højt siger “Krig og fred”, og så var gode råd dyre. Heldigvis har Bunden en løsning på det hele og foreslår, at de kan spille første vers (den er normalt på sætlisten) og så slutte af med det ekstranummer, de havde planlagt. Derfor fik vi 1½ ekstranummer, nemlig intro, 1. vers og omkvæd af “Krig og fred”, og det var fantastisk. Endelig skete der noget, der ikke var aftalt, det er det, der gør koncerterne fede og får orkestret til at stå frem som andet end en (penge)maskine.

Derfor var aftenen i Field’s fantastisk, lydprøve med overraskelse og koncert med overraskelse.

Efterfølgende fik jeg og US lige Ole til at vise sit nye kamera frem (det gættede jeg på, at han gerne ville), og vi fik en lille snak før vi skred hjemad. Ole afslørede også, at koncerten med ham og Kaya søndag (i dag) var aflyst, i stedet blev det ham og Karla med børneshow. Det var godt at få at vide, for det gad hverken jeg eller min ledsager at se, så vi sparede den tur.

Et par andre interessante observationer fra koncerten:

  • Man spillede (med opfordring til dans) to gange “Come Together Right Now”, som åbenbart er Field’s reklamejingle.
  • Oles solo i “Ærligt talt” var “Happy birthday”.
  • Ole spillede i pianoduellen med Jacob “I dag er det Field’s fødselsdag, hurra, hurra, hurra”.
  • Oles spade faldt på gulvet (av!) under McArine.
  • Bunden lavede en Richard Ragnwald og sang nede foran publikum under “Hvalborg”. Det er rimelig tamt at stille sig i ly af nogen gurlier for at undgå kiks. Der var i øvrigt forbløffende få kiks.

Sætlisten (sådan nogenlunde)

  • Ærligt talt (m. Happy Birthday)
  • Minus til plus
  • Lulu rocken går
  • Askepot
  • Livets pølse (m. Fødselsdagssang)
  • Nam nam
  • Hvalborg
  • Den røde tråd
  • Krig og fred (1. vers)
  • Fed rock

+ 2 x omkvæd af “Come Together Right Now”. Der mangler sgu nok et par numre, men jeg kan ikke lige huske flere.

Drømmedigt i C#-dur

Lige før jeg vågnede her til morgen, drømte jeg, at jeg var kommet til (formodentlig med vilje) at bytte rundt på min og Steffen Brandts indkøbsvogn i supermarkedet. Han opdagede det ikke, og jeg havde derfor en grund til at opsøge ham ude ved hans bil, hvor der blev snakket om mælk og remoulade. Jeg kører med ham videre, og han udbryder på vejen:

Her er der koldt
Her er der mørkt
Her vil jeg bo

og jeg gættede på, at det nok var omkvædet til én af de nye sange. Hvis jeg kunne skrive noder, ville jeg skrive dem ned, men i stedet nøjes jeg bare med at afsløre, at brudstykket spilles i Eb-mol og afsluttes med C#sus-C# (meget hurtigt skift) på “bo”.

En opsummerende afslutning fra Berlin

Jeg har alt for meget at lave i disse dage, så jeg har ikke fået skrevet resten af rejsedagbogen fra Berlin. Derfor kommer nedenfor en opsummering af, hvad jeg lavede resten af dagene. I løbet af ugen skulle der også komme et billedgalleri fra alle dagene.

Tirsdag aften var jeg på shopping i området ved Zoologisk Have, da jeg havde set nogen i en turistbog anbefale området og indkøbscenteret “KaDeWe” (KDW?), som viste sig at være en Magasin-klon. En masse etager med parfume, modetøj m.m. Men 5. salen, som var den jeg gik efter havde legetøjsafdeling, og det skulle hurtigt vise sig, at det var den største spilafdeling, jeg i mands minde har set. Der var simpelthen bræt-, kort- og puslespil fra ende til anden, og jeg endte med at gå derfra med tre produkter: 1 gave, 1 kortspil med navnet “Bohnanza” (et spil om bønner) og et “Puzzleball” fra Ravensburger, et 240-brikkers 3D-puslespil med form som en kugle, men ikke som sådan svært at bygge. Aftensmaden denne dag tog jeg på KFC (Kentucky Fried Chicken), og det var min første oplevelse med kæden, som altid bliver omtalt i de amerikanske medier som dér, amerikanerne bliver fede. Jo da, det var godt nok også noget klistret mad, fy for satan. Men det smagte meget godt alligevel. Herefter gik jeg på internetcafe, hvor jeg skrev et tidligere indlæg her på bloggen.

Onsdag aften var jeg en tur på “Unter den Linden” og gik ned til Brandenburger Tor. Efter ca. 2 minutter kiggen og tagen billeder var der absolut ikke mere at se på her, vejen er ikke andet end ambassader og souvenir-butikker. I stedet tog jeg til Potdamer Platz og en tur i deres IMAX-biograf hvor jeg så en 3D-film om dyrelivet på Galapagos-øerne. Det var virkelig flot!

Turen hjem torsdag aften foregik med propelfly fra SAS. Jeg troede ikke, at sådan nogen var i brug mere, men det er de altså. Efter en grundig metalskanning af kroppen i Berlins lufthavn gik turen smertefrit, men med en lettere forsinkelse, og jeg tager hatten af for Cargo i København, de har altid bagagen klar inden for 10 minutter, også selvom skærmene ved baggagebåndet er mere pessimistiske og mener, at det tager op mod 25 minutter.

Berliner-billeder

Her kommer nogen billeder, som jeg tog den første aften (i søndags).

Ovenstående aner jeg ikke hvad er for en gammel bygning, men den er da meget pæn.

Hovedkvarteret for “Deutche Bahn” på Potsdamer Platz.

En bygningsfacade, som er en stor lysreklame. Bemærk den hexagonale struktur i placeringen af de enkelte lamper/pærer.

Det meste af tiden er reklamen en musepil, der flyttes rundt, og hele bygningen blinker, når den klikker. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det er en reklame for, men det er pisseirriterende med det blinkeri.

Torvet her ligger mellem en masse bygninger, og her ligger blandt andet ligger en IMAX-biograf, som jeg vil besøge i aften.

Torvet er overdækket med et flot belyst kuppeltag.

Berlin – dag 2 1/2

Lige en hilsen fra Tzskland. Jeg sidder nede pü en internetcafe og skriver pü et tzsk tastatur. Det er helt umuligt, for de har bzttet om pü z og y, og ö, ä og ü har de slet ikke. Men jeg kan bruge ä i stedet for ö og ö i stedet for ä og sü skrive to a’er i stedet for ü. Sü det vil jeg gäre fra nu af!

Men nu er min tid paa cafeen löbet ud, fordi jeg har siddet og chattet i stedet. Jeg fölger op i löbet af i morgen, formodentlig ogsaa med et par nye billeder. Indtil da, hzg jer alle sammen!

Berlin – dag 2

Skrevet mandag aften:

Så er den første nat overstået, og jeg har mildest talt sovet ad helvede til. Jeg ved det ikke præcist, men jeg formoder, at jeg først faldt i søvn langt ud på natten. Et nyt sted, en anden seng, nye lyde – her til morgen er jeg rimelig smadret, men jeg håber snart, at jeg kan finde nogen Red Bull, så jeg kan vågne op. Jeg har lige været i restauranten og spist lidt morgenmad, som lagde bunden over en sulten mave. Jeg nåede ikke at få aftensmad i går, og da jeg først var hernede sent kunne jeg ikke rigtigt finde noget, jeg kunne spise, så det endte med to gange “Herbst Donut” og en 7up fra “Dunkin’ Donuts”.

Min undervisning starter om 10 minutter, og jeg forventer, at der er en trådløs internetforbindelse, så jeg kan komme på nettet, få opdateret min blog og vist nogen billeder. Men der skulle vel også blive tid til lidt seriøst arbejde med det, jeg er kommet for.

BTW – Jeg hørte lige en person råbte: “Så er vi klar alle sammen”. Dejligt at høre, at man alligevel ikke er helt fremmed. Om det er nogen, der skal være med til det samme som jeg, må tiden vise, men det kan jo være almindelige turister eller forretningsfolk, der har andre planer.

Skrevet tirsdag formiddag:

Undervisningen gik smertefrit, det er ikke pærelet materiale, men det er heller ikke svært at forstå, når det bliver gennemgået. Faktisk er vi kun to betalende deltagere i kurset, den tredje er en lokal gæst fra firmaet, der afholder kurset. Så inklusiv underviseren er vi fire mand i lokalet, og det må siges at være rimelig intimt. Det betyder også, at det er lidt lettere at råbe højt, når der er noget man ikke forstår, så alt i alt må kurset siges at være pengene værd.

I frokostpausen ville jeg forsøge at leje en cykel og tog derfor s-toget mod Reinhardtstrasse, hvor der skulle ligge en forretning, hvor jeg kunne få en sådan. Det gjorde der bare ikke mere, så jeg fik en lang næse. (Jeg fik også lidt senere en “Langnese”, men det er en anden historie.) I stedet gik jeg hundrede meter længere ned ad gaden, hvor jeg vidste, der lå en Subway, hvor jeg kunne få min frokost. Desværre var tiden så fremskredet, at jeg ikke havde tid til at spise den, men i stedet kastede mig ind i en taxa for at komme tilbage til hotellet i tide. Sandwichen blev der først tid til at spise i pausen bagefter.

Efter undervisningen var færdig kl. 17 var jeg supertræt, men jeg tog alligevel en cykeltaxa ned til Potsdamer Platz, hvor der skulle være et større indkøbscentrum (en “arcade”). Det var der også, men udvalget af forretninger var mildest talt elendigt og lignede mere Fisketorvet med tøjforretninger m.v. Neden i kælderetagen var der dog et supermarked, hvor jeg kunne få mine Red Bull og en vare, som jeg tit savner i Danmark, nemlig tørret ananas, som man indtil for få måneder siden kunne få i en tilsvarende vare i SuperBest. Varen her var dog dejligt store stykker, som jeg fortærede i går aftes. Samtidig skulle jeg have noget aftensmad, så jeg tog en “Döner Kebab” hos den lokale tyrker, og damn, den var stor, faktisk så stor så jeg næsten måtte give op.

Jeg tog efterfølgende en cykeltaxa tilbage. Det er ikke helt billigt, men det sparer mine ømme fusser (tak, lorte-Ecco-sko, der gnaver), og det er hyggeligere end i en taxa. Da jeg kom tilbage, så jeg lige det nyeste afsnit af Simpsons, som jeg i løbet af dagen hentede fra min maskine i Danmark sammen med de nyeste afsnit af “Family Guy” og “American Dad”, som jeg ser de følgende aftener, og bagefter gik jeg i seng.

Lige nu sidder jeg i en pause i undervisningen på 2. dag, og jeg har bestemt mig for, at jeg efter seancen tager en tur til KaDeWa, som er et indkøbscenter, der ligger et par kilometer væk. Der kan jeg forhåbentlig se på nogen brætspil, som tyskerne jo er mestre i. Når jeg kommer hjem må jeg så finde nogen at spille dem med.

Berlin – dag 1

Klokken 17:30 hentede en taxa mig og kørte mig til lufthavnen, hvorfra jeg skulle flyve til Berlin med SAS. Check-in var lidt besværligt, for jeg skulle bruge self-service-automaterne, som står i terminalen. De første fem meldte alle et stykke ind i processen, at der ikke var mere bagagestrimmel, så jeg kunne begynde forfra igen. Til sidst lykkedes det dog, og derefter gik alt smertefrit.

Efter 45 minutters flyvning landede i Berlin/Tegel, og efter en 100 meters bustur til terminalen kom bagagen også i løbet af 5-10 minutter, og derefter var det direkte ud i en taxa og på gebrokkent tysk fået fortalt, hvor jeg skulle hen.

Turen gik af industrikvarteret, som mest af alt lignede Halmtorvet på Vesterbro. Vi kørte forbi et område med rødt lys i vinduerne, og et sted stod der også et par letpåklædte damer og bød sig til forbipasserende. Som sagt kørte vi gennem Halmtorvet og Skelbækgade, så jeg følte mig helt hjemme. Der er dog en ting der er anderledes. Vi du tror at taxaerne kører råddent i København, så skal du prøve dem her. De har intet mod at overhale med 100 km i timen på en smal vej med modkørende biler, og jeg tror nok lige at man som cyklist eller fodgænger skal se sig ekstra godt for.

Fremme ved hotellet fik jeg hurtigt tjekket ind, og som det ses af billederne er værelset udmærket kvalitet, og heldigvis kun på 1. sal. Jeg er stadig ikke kommet mig over 12. etage i Barcelona. Hotellet er dog ikke nyt, hvilket man godt kan se på inventaret, og jeg er lidt bekymret, for toilettet vipper. Nå, jeg kan vel smadre det som jeg gjorde med det i Barcelona.

Dobbeltseng, hmm…

Ud i aftenen og få sig en bid mad, en tår at drikke, opspore nogen Red Bull og tage nogen billeder som nok kommer online i løbet af mandagen. Klokken 9:30 i morgen starter undervisning i “JBoss Clustering”, så jeg må hellere være frisk!

‘4 på stribe’ på Revymuseet

I torsdags var jeg sammen en tur på Revymuseet på Frederiksberg, hvor 4 musikere fortalte om deres sange og spillede dem. Det drejede sig om (fra venstre til højre på billedet):

Bertel Abildgaard (arrangør)
Ole Kibsgaard
B-Joe
Jørgen Thorup

Nogen vil nok kende Jørgen Thorup og B-Joe fra årets Melodi Grand Prix, men Jørgen var også i mange år keyboard-spiller i Shu-bi-dua.

D’herrer fyrede den af i en slags rundesang, hvor de hver nåede at spille og synge 4 sange i to afdelinger, og det var endda “rigtig” unplugged, der var hverken mikrofon eller forstærkning. Derfor var det virkelig et intimt show, hvor man fik lov at se, hvad de kunne med 30-40 publikummer i et meget lille lokale.

De fires forskellige kunstneres musik stod i pæn kontast til hinanden og blev derved til en større helhed, og jeg var faktisk overrasket over at høre både B-Joe og Jørgen Thorup, da jeg egentlig ikke var bekendt med deres musik. I de sidste år har de samarbejdet, og det er der bestemt ikke kommet noget dårligt ud af. Jeg købte faktisk B-Joes plade derinde og skal have lyttet til den inden så længe.

Koncerten bød på to ur-opførsler: Ole spillede lidt en ny sang, han arbejdede på, og selvom der kun var skrevet ét vers, synes jeg det er det bedste, jeg endnu har hørt fra ham, og den kunne godt blive et hit, hvis den “kommer ud”. Derudover spillede Jørgen et gammelt nummer med ny tekst, som B-Joe vistnok havde skrevet.

Efter koncerten blev der tid til en autograf og lidt snak med dem alle fire, og jeg må indrømme, at jeg fik et noget mere afslappet forhold til både B-Joe og Jørgen, som jeg havde regnet med var en del anderledes end de viste sig at være. Så det var meget godt. De var faktisk rigtig flinke alle sammen, faktisk så flinke at jeg fik lov til at lave et lille projekt med dem og mit videokamera. Hvornår det bliver færdigt, må guderne vide, men foreviget blev de.

Kaya og Ole på Albertslund Bibliotek

I går aftes optrådte Kaya og Ole på Albertslund i en god halv times tid foran knap 20 børn og ca. dobbelt så mange voksne. De var som altid veloplagte, og publikum nød de søde sange for børn og barnlige sjæle.

Jeg kom ½ time før og kunne derfor overhøre “lydprøven”, som bød på et par af sangene plus et eller andet engelsksproget nummer, som Kaya sang.

Efter koncerten fik jeg den sædvanlige autograf og en lille snak med Ole, og han fortalte lidt om sine fremtidige projekter, som lød rigtig spændende.

Har du købt pladen til dine børn?

Ny Buzz Lightyear

Som man nok ved har jeg fået ny arbejdsplads, da firmaet er flyttet til Kalvebod Brygge. Det skal fejres, så jeg købte i går en ny Buzz Lightyear-dukke, som skal stå på mit skrivebord til inspiration. Hvis man ikke ved det, er det af tre grunde:

  • Buzz’s catch-phrase er “To infinity and beyond”, hvilket må være den ultimative mål for ens arbejde. (At Buzz derudover er en klaphat, der spiller smart uden noget at have det i, er en anden, ubetydelig sag)
  • Buzz Lightyear er en figur, der kom til live i den computer-animerede film “Toy Story”.
  • Buzz’s stemme er indtalt af Tim Allen, en af mine personlige favoritter.

Min gamle dukke var var en lille brugt én fra et loppemarked, og knappen til lyde var gået i stykker. Så denne her er både større og sejere! Desværre er lydene ikke indtalt af Tim Allen men i stedet af en eller anden amatør, hvilket gør lydene ubrugelige. Men hvad, dukken skal også bare stå og se pæn ud.

Det er egentlig utroligt at man stadig kan få en dukke i en legetøjsforretning, når det er 7 år siden siden at “Toy Story 2” var i biografen.