Følgende er nedskrevet mandag eftermiddag:

Jeg er lige kommet tilbage til hotellet efter en længere tur i byen. Klokken 8 i morges stod jeg op (damn, det er tidligt når man næsten ikke har kunnet sove), åd lidt morgenmad og tog så en taxa til dér, hvor min guidede tur skulle starte fra. Selvom chaufføren hverken talte eller fattede en dyt engelsk, endte jeg dog dér hvor jeg skulle, da jeg havde adressen på et stykke papir. Det lader i øvrigt til at det mere er undtagelsen end reglen, at folk hernede kan tale bare lidt engelsk, også folk i servicebranchen.

Følgende er nedskrevet tirsdag aften:

City-turen var egentlig ikke det helt store. Vi startede med at køre til den gamle bydel, hvor vi skulle bese Katedralen. Den er desværre under restauration, så udefra ligner den blot et skelet af stilladser. Indeni var det dog enorm og ualmindelig smuk. Lyset var dæmpet, mange steder var der tændt lys for de store navne, der lå begravet i kirken, og der var en mindre messe eller gudstjeneste i et lokale, der lå ved siden af.

Der var også en gårdhave, som var beboet af 13 gæs, som symboliserede en 13 år gammel pige, der på et tidspunkt blev dræbt. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, for guiden talte dårligt engelsk, så det var ikke alt, der kom igennem til Nielsen. I haven var der også en kilde, man kunne drikke af.

Vi havde ti minutter i kirken, før guiden gik videre, og da jeg kom ud, var der gået næsten et kvarter, hvilket føltes som alt for lidt tid til at se det hele derinde, og alle var væk. Da jeg ikke anede, hvor de var gået hen, besluttede jeg mig bare for at gå omkring i de 20 minutter, der var til vi skulle videre med bussen, så jeg drak en sodavand og kiggede på endnu en Starbuck’s-café, som åbenbart ligger lige så tæt her i byen som overalt i USA, hvor de efter sigende stort set ligger på hvert gadehjørne. Det var også her, jeg så min første Pizzahut-pizzaria. Du gættede rigtigt: Amerikansk firma.

Busturen gik videre hen til den bydel, hvor der var blevet bygget store anlæg i forbindelse med De Olympiske Lege i ’92. Det er faktisk en rimelig trist historie, for det lader til, at alle anlæggene ikke længere bliver brugt og nu bare står og forfalder. I hvert fald var der ikke meget at se på stadionnet end en nyklippet fordboldbane og en souvenir-forretning. Det lader faktisk til, at byen stadig prøver på at leve af efterveerne fra ’92, som næppe er meget mere end lidt turisme.

Til sidst gik turen til den spanske landsby, som var blevet opført i 1929 (jeg tror det var i forbindelse med det, der på engelsk hedder ”World’s Fare”) for at vise verden hele Spanien på et meget lille område. Man har genopført kendte bygninger fra hele landet på dette lille område.

Det lader dog til, at den store plads i midten benyttes til koncerter og andre arrangementer, og der var faktisk også et glaspusteri, hvor man lavede kander på det tidspunkt jeg var der. I én af kioskerne købte jeg mig en is og en Red Bull, som kostede ca. 20 kroner, hvilket var noget billigere end de ca. 60 kroner, hotellet ville have for et tilsvarende produkt i minibaren.

Vi kørte tilbage til bymidten, hvor jeg gik lidt rundt for at prøve at finde et andet strømkabel til min bærbare, men det var ikke til at opdrive. Til gengæld købte jeg nogen adaptorer til strømstikket, som først konverterer mit trebenede, danske jordstik til et trebenet britisk stik, som med en ekstra adaptor kan konverteres tilbage til et almindeligt europæisk 220 V stik uden jord, som vi også kender i Danmark, og endelig kunne jeg så få strøm til min bærbare.

Vejret var egentlig ikke særlig godt lige nu, det regnede en smule, så jeg tog en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg havde lidt tid til at slappe af inden dagens del af konferencen startede. Jeg gik en tur over i indkøbscenteret for at købe lidt at drikke og noget snask. I bunden var der et super-supermarked. ”Bilka go home”, siger jeg bare. Varer fra gulv til loft i to etager i en forretning på størrelse med Metro, hvilket det mere lignede, bare stadig som almindeligt supermarked med enkeltvarer. Det var her, jeg faldt over nogen Simpsons-boxershorts til €4 (30 kroner) stykket, så dem snuppede jeg et par stykker af. De kan ses på opfordring. Samtidig købte jeg mig også nogen Red Bulls, som hernede koster under 9 kroner stykket, hvilket er lidt billigere end grønthandleren på Nørrebro.

Efter shoppingturen var det tid til at registrere sig til konferencen, og det var her, jeg fandt ud af, at der på de to nederste etager i dagenes anledning blev stillet trådløst netværk med Internet til rådighed, så nu havde jeg pludselig fat i Danmark (og Estland, hvor jeg har en af mine venner over i øjeblikket), og det var dejligt at kunne chatte lidt med folk jeg kender igen.

Sidst på eftermiddagen begyndte konferencen så, og i mit tilfælde valgte jeg at følge et tre-timers kursus, hvis tekniske indhold jeg ikke behøver komme ind på her. Det var dog ikke særlig interessant, for der var ikke særligt meget, jeg ikke vidste i forvejen, det hele var bare en anden måde at gøre tingene på end jeg havde set før, så jeg kunne personligt godt have kogt det foredrag ned til under 1 time. Men der var sikkert nogen, der fik mere ud af det end jeg, eller også er niveauet bare ikke højere her.

Efter det kedelige show spiste jeg lidt over 20 aftensmad på Subway, og så lavede jeg vel egentlig ikke så meget mere den dag.

Så er jeg ankommet til Barcelona. Flyet var over ½ time forsinket i afgangen, så jeg måtte fordrive lidt mere tid i lufthavnen, end jeg havde regnet med.

Flyveturen var, som den skulle være, uden nogen videre dikkedarer, men dog med tilstrækkelig sidde- og benplads. Der var sgu ingen, der fik lov til at rykke op på de gode pladser, selvom de var ledige.

Undervejs fik jeg en sjus mens vi fløj over alperne, hvilket er et fantastisk syn, selvom alt ser så småt ud fra 10 kilometers højde. Der var masser af sne på toppene og mange byer helt i skygge af bjergsiderne. Jeg har taget billeder deroppefra, men med mit lommekamera, som jeg ikke kan overføre billeder fra hernede, så det må vente, til jeg kommer hjem.

I lufthavnen startede jeg med at gå til den forkerte terminal A for at hente min baggage. Jeg mente ellers, at jeg fulgte de rigtige skilte, og en panser sendte mig også derned. Men baggagen kom i terminal B, så jeg måtte ringe til travel-agency’et og fortælle, at min chauffør, som skulle hente mig, måtte vente lidt endnu. Han var også i terminal A, så det kørte bare på skinner (not). Jeg måtte gennem security igen, før jeg kunne hente min baggage, og udenfor i ankomsthallen stod en herre i jakkesæt og slips og holdt et skilt med teksten ”Jan Norman”. Jeg antog, at det var mig…

Det var så småt ved at blive mørkt mens vi kørte til hotellet, men jeg fik da set en anelse klippeskær og lidt arkitektur på vejen. Det var mange palmer langs motorvejen – dog ingen grisefester lige her.

Hotellet er stort og flot og efter sigende kun 1 måned gammelt. Der er 24 etager og jeg har værelse på 12. etage. Jeg tør ikke trække gardinerne fra og kigge ud, og slet ikke ned. Forbandede højdeskræk!

Værelset er udsøgt og stinker af luksus. Fladskærms-tv’et er dog som fladskærms-tv er: Ikke noget at råbe hurra for, heller ikke på Hilton Hotel. Signalet, man leverer til det, ligner noget der er løgn. Der kunne de lære noget af TDC derhjemme – de har sgu ok tv-signaler i jorden.

Efter at have konkluderet at tre-benede danske jord-el-stik til min bærbare ikke kan bruges i denne del af verden og at jeg derfor ikke lige nu kunne lege med computer. Da jeg heller ikke ville betale 200 kr. for en aftens og formiddags internet, kunne det også været det samme, så gik jeg ud for at kigge på centeret ved siden af og tage nogen billeder af aftenstemningen.

Centeret er et moderne ”mall” à la Fisketorvet (dog sælger de ikke militær-telte, get it?), men indholdet et primært amerikansk kultur, i hvert fald om aftenen. Jeg så både en ”Ben & Jerry’s” (isbar), Häagen Dazs (endnu en isbar), Dunkin’ Donuts, Starbucks Coffee Shop, Burger King, McDonald’s og endelig Subway.

Alt står på (for mig sort) spansk hernede, og da jeg ikke spiser meget af de der burger-mad, er det lidt svært at vide, hvad man kan kan få til sådan én som mig, der ikke bare kan proppe hvad som helst i munden. Jeg så dog noget på et menukort, som jeg kunne genkende: ”Pollo”. Kom ikke og sig, at man ikke lærer noget af at spille computerspil! Jeg husker tydeligt ”Porto Pollo” i Monkey Island, øen med ufattelig mange høns overalt. Så det ved da hvad er.

Men med Subway kan jeg ikke gå helt gal. Og så taler de udmærket engelsk, selvom det hele stadig står på spansk. Men her ved jeg, hvad jeg får. Så jeg tog mig kyllinge-sub. Her i Spanien kan de lave en ordentlig sandwich. To store stykker kyllingebryst og ikke som i Danmark – seks stykker slatten pålæg. Og så er prisen også i orden!

Bagefter var det tilbage og tage et hurtigt karbad og skrive dagbog.

Det er 1½ uge siden, så det er på tide, at jeg får skrevet op min oplevelse som publikum på “Grib mikrofonen” på Nordisk Films studier i Valby.

Baggrunden er såmænd, at vores alles Øje (Ole Kibsgaard) er kapelmester på underholdningsprogrammet, som starter på TV 2 på lørdag og som har Casper Christensen som vært. Da man jo er en sucker for alt, hvad der bare “lugter lidt af fisk” (dvs. af Shu-bi-dua), var jeg nødt til at tage sammen med to gurlier til Valby onsdag aften i sidste uge.

Programmet går ud på, at man inviteret to hold à to personer til at lytte til nogen amatører, der synger karaoke til kendte numre, og holdene skal så gætte, hvad det er, de synger og synge sangene færdige med hjælp fra teksten, der ruller på nogen skærme. Dette koncept er også meget godt, men holder kun, hvis indslagene med sangerne bliver dårligere og pinligere efterhånden som programmet skrider frem. Det gjorde det ikke i dette program, hvor amatørernes optræden kun var halvpinlig hele programmet igennem. Jeg tror personligt ikke, at det kan holde publikums interesse i 45 minutter lørdag aften, så jeg spår, at det ikke bliver TV 2’s ny seersuccess.

Nu var det sådan set heller ikke programmets generelle indhold, jeg kom for, det var for at se Ole spille guitar, og det gjorde han med sædvanlig præcision og stil, som er en shub værdig. Han hilste på os både før og efter programmet, og jeg fik hans autograf på et plekter og fik afleveret nogen billeder. Jeg tillod mig også at stikke snuden meget tæt på tre instrumenter, som stod backstage. Den ene var en rigtig hærget Fender-el-guitar, den anden var mandolinen, som spiller McArine-soloen tre gange ved alle shu-bi-duas koncerter. Det var i øvrigt også en Fender.

Aftenen var ganske hyggelig, når man ser bort fra det halvkedelige indhold i programmet, hvis gæster var Morten Remer, Maria Bramsen, Anette (S)Heick (som havde fået dullet sit hår op, så hun lignede noget, der var trådt ud af firserne) og den sidste herre, som jeg ikke husker navnet på. Frk Heick lavede en meget pinlig fejl, som næsten fik mig til at rejse mig og afbryde optagelserne. En af sangene, de skulle gætte, var “Du skælder mig hele tiden ud”, som hun sang sammen med Tommy Seebach i 1989. Casper Christensen konkluderede efter sangen, at “det var længe siden”, og hun ytrede “ja – ’87”. Tsk tsk. Det er flot, at man som Tommy-fan skal sætte hende på plads, hvilket jeg så i øvrigt ikke fik lejlighed til. Jeg håber, at hun en dag kommer forbi dette indlæg. Det var vist i virkeligheden deltagerne i programmet, der var amatører, i hvert fald nogen af dem.

Hvorom alt er, så er jeg helt sikkert på skærmen, når TV 2 sender programmet med de pågældende deltagere, for jeg sad sammen med de to gurlier lige ved siden af trappen, hvor værten og deltagerne kommer ud i starten af programmet.

I øvrigt synes jeg godt man kunne have introduceret Øje ved navn, når nu han var kapelmester, men man præsenterede kun ham og de tre andre musikere som “husorkestret”. Det er ikke respekt.

P.S. Det sjoveste indslag på aftenen var i øvrigt opvarmeren, som var den samme herre, som opvarmede dengang jeg var publikum på AHA.

Torsdag eftermiddag (den 1. september) var længe udset til at blive en stor dag for Gurli-klubben, nemlig den dag, hvor omkring 1200 undskrifter indsamlet til udgivelsen af Shu-bi-duas film “Den Røde Tråd” på dvd, skulle afleveres til Nordisk Film. Jeg havde i den anledning tilbudt at tage min guitar med derud, og vi kunne så passende synge sangen “Den røde tråd”, evt. i den lidt omskrevne udgave, som jeg havde lavet til lejligheden.

Efter en lettere forsinkelse fra de fleste deltagere i seancen lykkedes det at få samlet tropperne, og vi meldte vores ankomst i receptionen. Det viste sig dog hurtigt, at vi ikke skulle ind, men måtte blive udenfor, mens en ansat i Nordisk Film overtog den blå mappe med alle papirerne i. Umiddelbart virkede det lidt plat og kedeligt, og det virkede slet ikke som en situation, hvor man kunne tage sin guitar frem. Det ændrede sig dog hurtigt, for pludselig stod Uffe Holm og Tomas Villum Jensen (de to herrer, som blandt andet er kendt som værende værter i tv-programmet Idols) med et kamerahold og skulle høre, hvad vi havde gang i. De var ved at lave intern reklame for den nye PSP, og Uffe mente bestemt, at vores ønske kunne udbygges eller ligefrem erstattes med et foreslag om at få “vores film” udgivet på UMD, det teknisk noget dårligere medie, man bruger til at se film på PSP’en. Det var vi vist ikke så gode til at blive overtalt til, men det endte med, at begge d’herrer skrev under på indsamlingen og da stemningen nu var helt oppe at ringe med kamera og det hele på, måtte guitaren frem, og vi sang det sidste, omskrevne vers af “Den røde tråd” – to gange. Den første gik helt i kage, da man blandt gurlierne ikke kunne blive enige om en fælles toneart, selvom guitaren havde slået en G-dur an. Uffe sprang ud blandt gurlierne og sang med, og hele seancen hos Nordisk Film blev noget anderledes, end nogen vist havde regnet med.

Nu bliver det spændende, om vi får en kopi af optagelsen, som vi blev lovet. I øvrigt har Gurli-klubben også et indslag om eventen på deres nyhedsside.

Tak til US for billeder.