USA-tur – dag 2

På dag 2 i Los Angeles tog jeg af sted for at opleve Disneyland, som jo rent faktisk er to parker: Disneyland Park og Disney California Adventure. Sidstnævnte er den nyeste og har så vidt jeg kan se nogle vildere attraktioner end førstnævnte.

Prisen er rimelig pebret: $76 (ca. 420 kroner) for at besøge den ene af de to parker eller $101 (ca. 550 kroner) for at besøge dem begge, altså hvis man vælger kun at være der én dag. I mit tilfælde passede en dag perfekt, så jeg valgte at købe en “Park Hopper” som gjorde, at jeg kunne gå frem og tilbage mellem de to parker, som jeg havde lyst. Det viste sig at være det helt rigtige valg, for der var rigtig mange besøgende, så køerne til forlystelserne var meget lange (mindst 45 minutters ventetid).

Heldigvis har parkerne et genialt koncept, som hedder “Fastpass”. Ca. hver 2. time kan man trække en billet, som giver næsten direkte adgang til en forlystelse udenom de lange køer. Til gengæld kan man ikke komme til lige med det samme, man skal vente 1-2 timer. Til gengæld behøver man så ikke stå i kø, men man kan bruge tiden på andre ting. Med billet til begge parker (som har hver deres FastPass), kan man derfor løbe frem og tilbage og dermed opnå at prøve ca. 1 forlystelse pr. time uden at stå i kø, og det er sgu smart. Derudover var der også sent på dagen kort kø ved nogle af forlystelserne, så det betød, at jeg i alt fik adgang til at prøve følgende ting:

  • Buzz Lightyear Astro Blasters (børneforlystelse, hvor man skal skyde efter mål med en laserpistol mens man kører igennem et Toy Story-univers)
  • Space Mountain (meget hurtig rutschebane næsten i mørke)
  • Indiana Jones Adventure (kedelig tur i en langsom skinnekørende bil)
  • Grizzly River Run (tur ned ad flod i både)
  • Soarin’ Over California (omnimax-lignende flyvetur over Californien)
  • Disney’s Aladdin: A Musical Spectacular (45 minutters musical)
  • Muppet Vision 3D (kort 3D-film)
  • The Twilight Zone Tower of Terror (lynhurtig elevator og frit fald fra ca. 50 meters højde i mørke)
  • California Screamin’ (rutschebane)
  • Golden Zephyr (stor karussel, hvor man sidder i raketter, som hænger i stålwirer)
  • Mickey’s Fun Wheel (pariserhjul)

og derudover så jeg også et 9 minutters klip i 3D af den kommende film Tron Legacy. Det lovede ikke godt, dvs. det lignede en banal actionfilm efter den sædvanlige opskrift.

Derudover var jeg også ude at køre med både toget, som kører hele vejen rundt om Disneyland, samt Monorail’en (luftbanen), som kører mellem Disney Downtown og området “Tomorrowland” i Disneyland.

Jeg var sammenlagt i de to parker ca. 12 timer, og klokken var over midnat, før jeg kom tilbage.

Her et par billeder fra dagen. Et større galleri kan ses her.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.