Jeg har tidligere omtalt min første dag i Boston, hvor jeg besøgte Museum of Science. Der er dog en lille ekstra historie til nørderne om dette besøg:
På museet er en maskine, som viser, hvordan en magnetisk diskette virker, og på den kan man programmere et 16-bit tal.
Jeg kunne ikke lade være med at gemme det mest spændende (og lidt retro) 16-bit tal, jeg lige kunne komme på:
Dagbogen for dag 1 begynder hvor dagbogen for dag 0 sluttede, nemlig på Starbucks i morges uden at jeg vidste, hvad min kollega og jeg skulle lave på denne Herrens søndag. Det havde tidligere været nævnt, at der skulle ligge et computermuseum i Boston, og det kunne to IT-nørder jo godt finde interessant. Vi fandt dog via Wikipedia ud af, at museet lukkede i 1999 og at indholdet blev givet til Museum of Science, så vi valgte i stedet at besøge dette museum.
På vej til museet gik vi igennem byens park, som var utrolig smuk, og der var ligesom i Chicago mange egern. I Chicago var de små og grå, her var de større og i en let brunlig farve. Måske har det noget at gøre med årstiden, i hvert fald ligner de ikke de danske egern i farven.
Vi også en længere tur langs vandet og så blandt andet turistbusserne, som her i byen er amfibiekøretøjer, som både kan køre på land og sejle på vandet. Det er sgu rimelig sejt!
På museet fandt vi dog ikke så mange af de computere, som vi havde håbet på. Det virkede dog som om, at deres primære mål var børnefamilier, så for mig var det et rimeligt begrænset antal udstillinger, som jeg fandt interessante. Ikke desto mindre var vi der i over fire timer.
(Jan kunne ikke stå for at lave fis og ballade ud af noget seriøst)
I frokosten snakkede vi om, at vi begge to godt kunne tænke os at prøve at køre på en Segway. Da jeg var i Chicago, havde jeg af ren og skær nærighed valgt ikke at prøve køretøjet, fordi turene er rimelig dyre. Men dette gang skal det være, og vi har begge to derfor skrevet os til en 2 timers guidet tur gennem byen på en Segway tirsdag. Det skal nok blive sjovt, og foreløbig lover vejrudsigten godt vejr.
Apropos vejr, så har det været over 29 grader i dag, og det er varmt efter hvad man er vant til hjemme i Danmark. Den har stået på shorts, og alligevel har man smedt som et svin. Sidst på eftermiddagen fik vi dog også den tordenskylle, som meteorologerne havde lovet. Heldigvis sad vi på dette tidspunkt i en taxa på vej hjem til hotellet. Endnu engang kunne det ikke lade sig gøre at få en ordentlig kvittering fra chaufføren, og han valgte at blive småsur.
Her ved aftenstid er både den gamle vabel og fødderne rimelig ømme, men det lader til at Compeed har gjort sit arbejde godt og ikke givet større eller nye vabler.
Til de utålmodigige: Så snart jeg har fået redigeret nogle flere billeder kommer der formentlig et galleri.
Efter godt og vel 8 timers flyvning med en mellemlanding i Island er jeg og min kollega nu ankommet til Guds eget land, nærmere bestemt Boston, Massachusetts. Formålet med at være her er at deltage i konferencen JBoss World/Red Hat Summit, som afholdes en gang om året og som er meget relevant for vores arbejde.
Konferencen begynder først rigtigt på onsdag, så det var oprindelig planen at vi skulle lege turister i 3 dage, men i sidste uge fandt min kollega ud af, at der var en “før-konference” om mandagen samme sted, som lød rigtig interessant. Derfor er vores ferie nu indskrænket til to dage (søndag og tirsdag), og det passer mig egentlig også fint, for jeg har stadig en stor vabel under den ene fod og utroligt platte fødder, så jeg har i øjeblikket svært ved at komme meget langt rundt til fods.
Da vi steg ud af 757′eren i Boston lufthavn kunne vi med det samme mærke, at de lange bukser, som vi havde taget på i Danmark for at holde på varmen, ikke gik her, hvor der er 26 grader. Men lige ud i varmen kom vi ikke, for ved baggageudleveriringen måtte vi vente et kvarter på, at en medarbejder fandt nogle skruenøgler frem, fordi en taskestrop havde sat sig fast i baggagebåndet og blokerede det hele.
Turen fra lufthavnen gik med taxa til hotellet “Boston Residence”, som vi allerede for en uge siden bestilt plads på. Taxachaufføren, som kørte os fra lufthavnen, mente bestemt at det var et hotel kun for kvinder, så vi var allerede nervøse fra starten, men det viste sig heldigvis, at han tog fejl. Der var tale om en YMCA til begge køn, og da vi sagde farvel til chaufføren og jeg ligesom i Chicago sidste år bad om en kvittering for turen, fik jeg et stykke papir, som jeg selv kunne udfylde. Mon regnskabsafdelingen vil acceptere den?
Hotellet er egentlig ok til prisen (ca. $40 pr. nat), men man er nødt til at sove for åbent vindue, da der ellers er for varmt. Larmen udenfor er dog meget kraftig, så jeg er derfor glad for, at jeg har husket at tage ørepropper med.
Her til morgen stod vi op kl. 6:30 lokal tid, hvilket primært skyldes at vi gik meget tidligt i seng pga. tidsforskellen, og lige nu er vi gået ned på Starbucks for at få morgenmad, og mens min kollega kæmper med deres trådløse netværk, snakker jeg lidt med en gammel mand fra Georgia, som er meget ivrig efter at fortælle om de to eneste ting, som han ved om Danmark og Island (min kollega er islænding), og så den ene ting, som hele hans familie har oplevet i deres liv og som han åbenbart ynder at fortælle alle, han møder.
Hvad vi skal bagefter er der ingen der ved endnu, men et eller andet skal vi jo have dagen til at gå med. Jeg har hørt rygter om et computermuseum, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve at køre på en Segway, så måske kan vi finde en “Segway City Tour”.
(P.S. Der er desværre ingen billeder fra turen endnu, da USB-kablet ligger hjemme på hotellet.)
Her kommer endnu en lille historie i den endeløse strøm af oplevelser med Post Danmark.
Jeg har modtaget et brev fra Post Danmark. Deres flinke system har besluttet for kun at sende mig en advarsel, og ikke en rykker, fordi jeg efter deres påstand har sendt et brev, som er for tykt og derved koster mere at sende, end den porto, der var sat på. Dertil har man valgt at dokumentere sin påstand ved at vise to billeder af brevet. Der er bare lige det problem, at man ikke kan se på billederne, hvor tykt brevet er. Mon den holder i retten, hvis en sådan sag skulle ende dér?
I øvrigt påstås brevet at være en faktura. Det ligner det ærligt talt ikke meget.
Jeg føler mig nødsaget til at beskrive min oplevelse med koncertarrangementet “Rock under broen” i Middelfart, som jeg var med til i går. Det var stort set en gennemført dårlig oplevelse, og jeg vil meget gerne dele den, så arrangørerne kan overveje at gøre noget ved det.
I løbet af formiddagen ønsker jeg at købe en billet til arrangementet og går ind på hjemmesiden, hvor man henviser til billetnet.dk, billetlugen.dk og fyensbilletten.dk. Lige meget hvor jeg prøver, får jeg dog at vide, at jeg ikke kan købe en billet, fordi den ikke kan nå at blive sendt til mig, men man henviser i stedet til billetsalgsstederne og “alle fona-butikker”, som også sælger billetter. Allerede her må jeg spørge, hvorfor man ikke tilbyder print-selv-billetter ligesom så mange arrangører gør. Det ville have sparet mig for en tur rundt i byen i forsøget på at få en billet. Da jeg går i Fona, får jeg at vide af ekspedienten, at han desværre ikke kan sælge en billet, for når han bruger sin browser på Billetlugens hjemmeside, kan han ikke “trykke nogen steder”, og han konkluderer, at arrangementet er udsolgt. Det skal vise sig, at ekspedienten tager fejl, for der er nemlig ikke udsolgt, og forklaringen på, hvorfor jeg ikke kan købe billetten er en helt anden, og den får jeg på posthuset, der som bekendt også har billetsalg for Billetnet. Jeg spørger her, om ekspedienten kan sælge mig en billet, for Fona kunne ikke. Det kunne hun sagtens, og samtidig forklarer hun mig, at Fona slet ikke sælger billetter til arrangementet, for det er kun Billetnet, der gør det. Dette er tydeligvis helt forkert information, hun giver mig, og samtidig konstaterer hun, at hun alligevel ikke kan sælge mig en billet, fordi billetsalget sluttede en halv time tidligere. Dette er formentlig også den rigtige grund til, at ekspedienten i Fona heller ikke kunne sælge mig en billet. Allerede her har jeg spildt ½ time på at køre rundt i byen efter en billet – blot for at konstatere, at jeg ikke kan få det. Den venlige dame på posthuset kan dog oplyse mig om, at arrangementet ikke er udsolgt, da der er over 20000 billetter tilbage, altså var det forkert information, jeg fik i Fona.
Jeg vælger derfor at tage af sted til Middelfart, vel vidende at jeg kan købe en billet ved indgangen. Min første oplevelse på stedet er, at jeg bliver overfaldet af flere (muligvis) sortbørshajer og/eller svindlere, der vil sælge billetter. Meget skumle typer, som jeg ikke stoler over en dørtærskel og derfor ikke skal købe noget af – uanset prisen. I stedet vælger jeg at lægge 550 kroner i billetlugen for at komme ind. Jeg afleverer min købte billet i indgangen og ryger videre i slusen til taskekontrol, som jeg forventer jeg kan komme igennem uden problemer. Kvinden her konfiskerer uden at sige noget min paraply, som ligger i tasken, og da jeg opdager det, påtaler jeg det. Hun forklarer, at paraplyer er våben og ikke må medtages. Det står klart på deres hjemmeside, og det lyder som om man forventes at have nærlæst alt derinde, før man tager af sted. Hun vælger sjovt nok ikke at konfiskere den meget store paraply, jeg går med i den ene hånd. Arrangøren skal dog ikke have min paraply, så jeg tager den igen og forklarer hende, at jeg vil gå ud med den og komme tilbage uden paraplyer. Hun afviser med det samme, at det kan lade sig gøre, men jeg ignorer dog hende og henvender mig til manden, der tog min billet. Han taler mit sprog og giver mig min billet tilbage, så jeg kan komme ud med mine paraplyer og gemme dem i en busk, hvorefter jeg endelig kan komme ind uden ballade. Hertil kommer så spørgsmålene: Hvorfor forventes det, at jeg har læst i detaljer på hjemmesiden, hvad jeg må medbringe, og ikke bare kan bruge min sunde fornuft? Hvorfor åbner man ikke munden, når man konfiskerer ting? Hvorfor konfiskerer man ikke min anden paraply? Hvorfor er crewet ikke enige om, hvilke regler der gælder for ind- og udgang?
Inde på pladsen konstaterer jeg, at der er meget mudder, og man har intet gjort for at mindske generne, evt. ved at sprede træflis. Der er en udmærket stemning blandt publikum til de forskellige koncerter, men der er for mange fulde mennesker, som skubber og vil slås. Der lader ikke til at være nogen crewfolk ude blandt publikum, som kan dysse stemningen ned, så det klarer de store drenge blandt publikum selv ved at smide provokatørerne ud af teltet med hovedet først. Jeg vælger dog på et tidspunkt at forlade teltet under Dodo-koncerten, dels fordi der stadig bliver skubbet alt for meget (der er ikke plads nok i teltet til alle publikummer), dels fordi der spilles så højt, at det gør ondt i mine ører, selvom jeg står langt nede og helt ude i siden af teltet, der er åbent, og dels er jeg nødt til at gå midt i koncerten, hvis jeg skal nå ned og se tv-2, for programmet er så presset, at den næste koncert starter før den anden er færdig. Dette er efter min mening fuldkommen tåbeligt, der bør være nogle minutters pause mellem hver optræden, så man kan nå at få det hele med. Desuden er der kun meget kort tid til hver koncert, hvilket betyder, at Shu-bi-dua (og muligvis også andre) kun fik en lille time at spille i, hvilket jeg synes er for lidt.
Jeg konstaterer, at det egentlig ikke var en særlig god oplevelse, og det meste er arrangørernes ansvar at gøre noget ved, så det håber jeg, at de gør næste år.
I forsøget på at få nogle pænere og mere SEO-venlige URL’er har jeg her til formiddag ændret i indstillinger for permalinks i WordPress, så titlen på blogindlæggene også vises i URL’erne, men det viste dog sig at være forbundet med problemer. Den logik, som fjerner specialtegn i URL’erne, har WordPress-folkene nemlig ikke kodet ordentligt, og det viser sig fx ved at et blogindlæg med titlen:
Så klappede fælden vist
får en URL, som indeholder strengen
sa-klappede-f%c3%a6lden-vist
Det har vist sig problematisk med nogle webservere, men for mit eget vedkommende virker URL’erne, selvom de på ingen måde er hensigtsmæssige. Det er så vidt vides kun tegnene “æ”, “ø”, “Æ” og “Ø”, som ikke bliver håndteret korrekt, og fejlen har været kendt længe, men er endnu ikke blevet rettet i den offentligt tilgængelige version og ser først ud til at komme med i version 3.1.
Man kan dog selv rette fejlen ved at indsætte linjerne
chr(195).chr(166) => 'ae', chr(195).chr(184) => 'oe', chr(195).chr(134) => 'AE', chr(195).chr(152) => 'OE',
i funktionen remove_accents i filen formatting.php sammen med de andre linjer omkring linje 550.
Dette retter dog kun problemet for fremtidige blogindlæg. For at rette alle eksisterende blogindlæg skal man pille direkte i MySQL-databasen. Dette gjorde jeg med:
UPDATE wp_posts SET post_name=
replace(post_name,'%c3%a6','ae') WHERE post_name LIKE '%\%%';
UPDATE wp_posts SET post_name=
replace(post_name,'%c3%86','AE') WHERE post_name LIKE '%\%%';
UPDATE wp_posts SET post_name=
replace(post_name,'%c3%b8','o') WHERE post_name LIKE '%\%%';
UPDATE wp_posts SET post_name=
replace(post_name,'%c3%98','Ø') WHERE post_name LIKE '%\%%';
Det løste mine problemer (jeg bruger WordPress 2.9.2.)
Samtidig kan man overveje at rette:
chr(195).chr(133) => 'A'
til
chr(195).chr(133) => 'AA'
og
chr(195).chr(165) => 'a'
til
chr(195).chr(165) => 'aa'
Det laver “å” og “Å” om til hhv. “aa” og “AA”, hvilket efter min mening er mere fornuftigt end at lave det om til et enkelt “a”. Dette retter dog også kun fremtidige blogindlæg, og at rette eksisterende indlæg i databasen er noget mere kompliceret, så det overlader jeg til læseren selv at gøre.
Vigtigt: Brug kun ovenstående forslag på dit eget ansvar. Jeg har ikke det komplette overblik over alle detaljer i WordPress, så der kan måske være uønskede sideeffekter.
Engelske søgeord med henblik for at finde dette blogindlæg: WordPress Danish characters bug permalinks
Forbudsdanmark har endnu engang vist sit grimme ansigt: Nu må man ikke længere tage paraplyer med til koncertarrangementer. Åbenbart mener nogen, at en paraply kan bruges som våben, og derfor bliver de nu konfiskeret ved indgangen til arrangementer som “Rock under Broen”. Jeg har simpelthen aldrig hørt noget så åndssvagt. Min paraply har ingen skarpe eller spidse kanter, og desuden bruger jeg den som stok fordi jeg har platte fødder, som gør ondt, når jeg går.
Hvis en paraply virkelig skulle være farlig, hvad så med de klapstole, folk medbringer? De kan klemme en finger af. Og hvad med træstolene? De kan have splinter, som man kan stikke sig på. Og højhælede sko? Den kan man slå med. Hvad med at klippe folks negle ved indgangen? De kan jo bruges til at kradse øjne ud med. Ja, hvad med at save alle folks hænder af ved indgangen nu man er i gang? Min vedplacerede knytnæve er noget farligere end en paraply.
I øvrigt har jeg aldrig hørt, at en paraply skulle kunne bruges som våben andet end i film. Der var jo fx dengang Indiana Jones Sr. brugte den indirekte ved at skræmme en mængde fugle, som dernæst uskadeliggjorde en naziflyver. Uha jo, de er søreme farlige.
Alle andre steder skal man købe flere for at opnå rabat, men i Kvickly er de så flinke, at du kun behøver at tage én for at få rabat.
Jeg faldt lige over følgende slogan for firmaet Bilsby.
Måske er det ikke det mest optimale slogan at have, når man samtidig fylder 3 parkeringspladser…
I februar 2008 valgte jeg at udskifte mit gammeldags billedrørsfjernsyn for at træde ind i den moderne tidsalder med et fladskærms-tv, selvfølgelig med fuld HD-opløsning. På dette tidspunkt talte stort set alle om kontrastforhold og gengivelse af sort, og Samsungs F86-serie var et af de få fjernsyn, der kunne levere varen. Mit valg faldt derfor på et Samsung LE46F86BDX, som udover at have de gode specifikationer også havde fået gode anmeldelser på nettet.
På samme tidspunkt var det vigtigt for mig, at tv’et var så billigt som muligt og jeg havde i mange år handlet alt mit IT-udstyr hos Multimedia World på Frederiksberg i København, og derfor faldt det mig naturligt at købe fjernsynet i denne forretning, der kunne sælge det for omkring 14500 kroner, hvilket var markant under, hvad man kunne få tv’et for i en konventionel radio/tv-forretning som Elgiganten og Fona. Pga. prisen og min begrænsede økonomi valgte jeg ikke at investere i en forsikring af produktet. Lidet anede jeg uråd, og det skulle koste mig dyrt.
TV’et blev købt, fragtet og installeret, og jeg konstaterede hurtigt, at tv’et havde børnesygdomme:
Ud over ovennævnte fejl og irritationsmomenter dukkede et større problem op efter ca. et 4 måneder. Pludselig en dag overgik tv-billedet kortvarigt over til kun at være en masse farver og mønstre.
Det var en periodisk fejl, som hurtigt blev værre og værre, og efter en uges tid så det sådan ud hele tiden, og var tv’et ubrugeligt. Det blev dog rimelig hurtigt repareret af Elektronik-Centeret, som Multimedia World benyttede som servicecenter. Hvad der blev lavet på tv’et, ved jeg ikke, men det kan være alt fra en firmwareopgradering til udskiftning af komponenter. TV’et kom tilbage og virkede fejlfrit i ca. 9 måneder.
I juni 2009 sad jeg en dag på arbejdet og snakkede med kollegerne om IT-indkøb, og jeg nævnte Multimedia World, og vi snakkede om alle de konkurser, der var i tiden. For sjov skulle jeg lige tjekke at forretningen stadig fandtes og opdagede til min gru, at den var under konkursbegæring. Nu stod jeg med håret i postkassen, hvis tv’et gik i stykker, fordi det jo er forhandleren og ikke producenten, som skal give 2 års reklamationsret. Samme aften sad jeg og chattede med en veninde og nævnte, at jeg ofte er forfulgt af uheld, og jeg sagde i spøg, at mit tv nu nok meget snart ville gå i stykker igen. Ca. to timer efter begyndte farverne og mønstrene at komme tilbage på tv’et.
Jeg undersøgte Samsungs produktgaranti og finder ud af, at Samsung selv stiller en fabriksgaranti på deres produkter, så jeg kontaktede deres support med henblik på at få tv’et repareret. Her fik jeg at vide, at mit tv er parallelimporteret og at Samsungs garanti derfor ikke gælder. Jeg klagede min nød og forklarede, at jeg ikke på noget tidspunkt havde fået at vide, at tv’et var parallelimporteret, at min forhandler var gået konkurs og at tv’et allerede havde været repareret én gang for den samme fejl. Det lykkedes at få Samsung til at lave en såkaldt “goodwill”-sag, hvor Samsung betaler regningen for reparationen, og få dage efter udskiftede en tekniker fra InfoCare begge bundkort i apparatet hjemme hos mig.
Som tiden gik blev jeg mere og mere bekymret for, hvad jeg skulle gøre efter de 2 år er gået, når jeg nu ikke havde forsikret produktet, og irritationsmomenterne blev efterhånden så store, at jeg havde fået nok af det tv. Jeg bestemte mig derfor for at sælge apparatet (med information til sælger om at apparatet havde været repareret). Samtidig havde jeg udset mig et meget bedre tv fra Sony og slog øjeblikkeligt til i starten af november 2009, da tv’et var ét af åbningstilbuddene i det nyåbnede Sony Center i Hundige, og det blev solgt til Danmarks p.t. bedste pris. Samsung-tv’et blev sat til salg på QXL og solgt efter 14 dage og afhentet af en meget venlig mand fra Østerbro. Samme aften ringede han og sagde, at billedet var blevet til en masse farver og mønstre, og det vel at mærke uden at han nogen sinde havde hørt om, hvordan den fejl, tv’et havde været repareret for to gange, så ud. Jeg måtte derfor stole på, at tv’et nu igen var gået i stykker, og beklage mange gange, tage tv’et retur og give ham et plaster på såret i form af nogle kontante gaver som tak for ulejligheden med at flytte tv’et to gange. Dem gav han videre til sine meget skuffede børn.
Jeg kontakede igen Samsung, som denne gang ikke var nær så samarbejdsvillige, men jeg fik presset dem til at lave endnu en goodwill-sag, men denne gang ville de have apparatet ind til service for selv at konstatere fejlen, og jeg fik at vide, at jeg skulle påregne en regning på over 1000 kroner, hvis de ikke kunne konstatere fejlen. Da fejlen som første gang er periodisk og jeg på dette tidspunkt ikke selv kunne konstatere den, gik sagen nu i hårdknude.
Situation var, at jeg nu stod med et defekt tv, som havde kostet gudsjammerligt mange penge, irritationer, reparationer og udgifter (salgsomkostninger + kompensation). Jeg kunne ikke få repareret produktet uden at kunne genskabe fejlen, hvilket jeg ikke nødvendigvis kunne, og jeg havde ingen tiltro til, at Samsung rent faktisk var i stand til at reparere produktet, når de nu havde forsøgt reparation to gange. Sælger var gået konkurs, og der var ingen garanti og reklamationsret. Jeg kunne ikke sælge tv’et, fordi det er defekt. Jeg kunne med andre og rende og hoppe på trods af, at jeg ikke på noget tidspunkt havde gjort noget forkert. Jeg var blot blev snydt af Multimedia World, som havde parallelimporteret tv’et uden at fortælle mig det.
Efter 1½ års kamp om et defekt tv med store designfejl og børnesygdomme gav jeg op. Tv’et kostede mig næsten 15000 kroner, og jeg valgte at forære det væk for et par måneder siden, fordi jeg ikke kunne tåle synet af det. Det har nu igen vist fejlen en enkelt gang, og på trods af det, er gavemodtageren meget glad, så på trods af at jeg har mistet en masse penge på sagen, er der dog det ene lyspunkt.
Hvad kan man så lære af dette:
Måske skulle jeg lige nævne, at der udover de problemer jeg har nævnt ovenfor, er ugler i mosen. Jeg har en klar formodning om, at der er begået mere snyd i denne sag, og denne gang er det Samsung, som er offeret. Da tv’et er parallelimporteret, har Samsung (som de selv siger) ingen forpligtelser over for det, men ikke desto mindre er det Samsung selv, som er blevet faktureret for den første reparation, hvilket det papir, jeg fik fra Elektronik-Centeret dengang, viser.
Der står godt nok ikke noget beløb for Samsung på, men jeg formoder, at det er fordi det at det er min kopi og at jeg ikke skal have den information oplyst. Hvorfor har Samsung så fået regningen og formentlig betalt den? Formentlig fordi nogen har snydt med serienummeret på apparatet. Det fremgår nemlig af papiret (markeret med rød cirkel), at produktet har kode XEE, som er den modelkoden for det nordiske marked, som Samsung stiller produktgaranti for. Mit tv havde dog en helt anden produktkode (XEC, se nedenfor), som stammer fra et helt andet marked (jeg husker ikke hvilket), som det er parallelimporteret fra, og som Samsung ikke har nogen forpligtelser ovenfor. Ved at angive den forkerte modelkode har man åbenbart kunne udskrive regningen til Samsung, således at Multimedia World ikke har skullet betale en krone i sagen, selvom det formentlig er dem, der skulle have betalt den.
Nå ja, som rosinen i pølseenden kan jeg lige nævne, at det så var mit tredje Samsung-produkt (jeg har også et videokamera og for en meget kort bemærkning en blu-ray-afspiller). Alle tre apparater havde kritiske designfejl, der mere eller mindre gjorde dem ubrugelige.
Og lad mig så lige konstatere: Mit nye Sony-tv fungerer upåklageligt og har hverken designfejl eller børnesygdomme.