Boston – dag 4

Fjerdedagen i Boston stod på konference, så der er ikke så meget at skrive om her på bloggen, og der er slet ingen billeder. I stedet kommer her nogle billeder fra de andre dage.

I Bostons parker er der mange egern, lige som jeg oplevede i Chicago.

Just shoot me. Kanonen skulle efter sigende blandt andet have været brugt i et orkester som lydeffekt.

Bostons turistbusser ser sjove ud, når man første gang ser dem.

Lidt efter ser man nogle både, som ligner turistbusserne.

Pludselig opdager man, at busserne og bådene er det samme. Det er amfibiekøretøjer, som både kan køre og sejle. Læg mærke til skruen.

Hos Radioshack får man over 30 cm kvittering, når man køber en strømadapter.

Boston – dag 3

Tirsdag var den sidste feriedag før konferencen, som jeg og min kollega er i Boston for at overvære. Vi startede dagen med at tage til Prudential Center i håbet om at jeg kunne købe en kasket for at undgå hedeslag. Vi var derude kl. 8:30 for blot at finde ud af, at der kun var modeforretninger og at alt undtaget Dunkin’ Donuts og Starbucks først åbnede kl. 10, så det fik vi ikke meget ud af. I stedet tjekkede vi ud fra YWCA og tog ind til vores andet hotel, hvor vi skal opholde os de sidste tre nætter: Renaissance Boston Waterfront Hotel.

Det er et rigtigt lækkert og moderne hotel. Det første værelse, jeg fik tildelt, lugtede mærkeligt, så det fik jeg hurtigt byttet til et andet, men ellers er der ikke en finger at sætte på noget.

Allerede to dage tidligere havde jeg aftalt med min kollega, at vi skulle bruge noget af dagen på at prøve at køre på Segway, og vi havde derfor bestilt en to timers guidet tur hos Boston Gliders. De to timer inkluderede også en introduktion til at lære at køre på køretøjet, så det var vi rimelig fokuseret på at gøre hurtigt, og efter nogle få minutter gik det også fint. For dem, der ikke ved det, er en Segway et elektricificeret, 2-hjulet køretøj, som man står på, og man kører ved at læne sig enten fremad eller bagud og drejer med styrepinden. Det fungerer ufattelig simpelt og godt, og man kan køre op mod 20 km/t. Men det er hårdt for ben og fødder sådan at stå og skifte balancepunkt hele tiden igennem to timer.

Jeg ikke turde tage billeder, mens jeg stod på Segway’en (den er svær at styre, hvis man mister balancen eller falder af), så vi lod os nøjes med, at guiden tog billeder, som vi efterfølgende købte på dvd. Billederne fik jeg først kigget på, da jeg kom hjem, og et par af dem kan ses her.

Vi kom på vejen rundt i den nordlige del af Boston og Charlestown og så forskellige historiske landemærker primært fra den amerikanske revolution og det berømte Faneuil Hall Market Place. Her finder man blandt andet den officielle Cheers Bar (Sams bar) fra den kendte amerikanske komedieserie af samme navn.

Resten af eftermiddagen gik jeg selv hele vejen gennem byen til hotellet (en tur på ca. 7 kilometer), blandt andet for at finde et posthus for at købe frimærker til et par postkort og for at købe et par badebukser. Der har dog desværre ikke været tid til at prøve poolen på hotellet endnu, men det får jeg forhåbentlig tid til i morgen eller fredag.

Boston – dag 2

Denne dag var oprindelig planlagt til at være feriedag, men der viste sig at være en “før-konference”, som både havde en masse interessante foredrag og samtidig var gratis at deltage i, så det valgte min kollega og jeg at gøre. Her ses vi ved tagetage-indgangen til World Trade Center, hvor konferencen afholdes.

Frokostpausen benyttede jeg til at gå en lille tur og få taget et par billeder af skylinen.

Det meste af dagen gik med konferencen, og om aftenen gik vi en tur ind til centrum blandt højhusene og finde lidt aftensmad, men pga. ømme fusser blev det en taxa tilbage til hotellet.

Boston – dag 1 – lidt for nørderne

Jeg har tidligere omtalt min første dag i Boston, hvor jeg besøgte Museum of Science. Der er dog en lille ekstra historie til nørderne om dette besøg:

På museet er en maskine, som viser, hvordan en magnetisk diskette virker, og på den kan man programmere et 16-bit tal.

Jeg kunne ikke lade være med at gemme det mest spændende (og lidt retro) 16-bit tal, jeg lige kunne komme på:

Boston – dag 1

Dagbogen for dag 1 begynder hvor dagbogen for dag 0 sluttede, nemlig på Starbucks i morges uden at jeg vidste, hvad min kollega og jeg skulle lave på denne Herrens søndag. Det havde tidligere været nævnt, at der skulle ligge et computermuseum i Boston, og det kunne to IT-nørder jo godt finde interessant. Vi fandt dog via Wikipedia ud af, at museet lukkede i 1999 og at indholdet blev givet til Museum of Science, så vi valgte i stedet at besøge dette museum.

På vej til museet gik vi igennem byens park, som var utrolig smuk, og der var ligesom i Chicago mange egern. I Chicago var de små og grå, her var de større og i en let brunlig farve. Måske har det noget at gøre med årstiden, i hvert fald ligner de ikke de danske egern i farven.

Vi også en længere tur langs vandet og så blandt andet turistbusserne, som her i byen er amfibiekøretøjer, som både kan køre på land og sejle på vandet. Det er sgu rimelig sejt!

På museet fandt vi dog ikke så mange af de computere, som vi havde håbet på. Det virkede dog som om, at deres primære mål var børnefamilier, så for mig var det et rimeligt begrænset antal udstillinger, som jeg fandt interessante. Ikke desto mindre var vi der i over fire timer.


(Jan kunne ikke stå for at lave fis og ballade ud af noget seriøst)

I frokosten snakkede vi om, at vi begge to godt kunne tænke os at prøve at køre på en Segway. Da jeg var i Chicago, havde jeg af ren og skær nærighed valgt ikke at prøve køretøjet, fordi turene er rimelig dyre. Men dette gang skal det være, og vi har begge to derfor skrevet os til en 2 timers guidet tur gennem byen på en Segway tirsdag. Det skal nok blive sjovt, og foreløbig lover vejrudsigten godt vejr.

Apropos vejr, så har det været over 29 grader i dag, og det er varmt efter hvad man er vant til hjemme i Danmark. Den har stået på shorts, og alligevel har man smedt som et svin. Sidst på eftermiddagen fik vi dog også den tordenskylle, som meteorologerne havde lovet. Heldigvis sad vi på dette tidspunkt i en taxa på vej hjem til hotellet. Endnu engang kunne det ikke lade sig gøre at få en ordentlig kvittering fra chaufføren, og han valgte at blive småsur.

Her ved aftenstid er både den gamle vabel og fødderne rimelig ømme, men det lader til at Compeed har gjort sit arbejde godt og ikke givet større eller nye vabler.

Til de utålmodigige: Så snart jeg har fået redigeret nogle flere billeder kommer der formentlig et galleri.

Boston – dag 0

Efter godt og vel 8 timers flyvning med en mellemlanding i Island er jeg og min kollega nu ankommet til Guds eget land, nærmere bestemt Boston, Massachusetts. Formålet med at være her er at deltage i konferencen JBoss World/Red Hat Summit, som afholdes en gang om året og som er meget relevant for vores arbejde.

Konferencen begynder først rigtigt på onsdag, så det var oprindelig planen at vi skulle lege turister i 3 dage, men i sidste uge fandt min kollega ud af, at der var en “før-konference” om mandagen samme sted, som lød rigtig interessant. Derfor er vores ferie nu indskrænket til to dage (søndag og tirsdag), og det passer mig egentlig også fint, for jeg har stadig en stor vabel under den ene fod og utroligt platte fødder, så jeg har i øjeblikket svært ved at komme meget langt rundt til fods.

Da vi steg ud af 757’eren i Boston lufthavn kunne vi med det samme mærke, at de lange bukser, som vi havde taget på i Danmark for at holde på varmen, ikke gik her, hvor der er 26 grader. Men lige ud i varmen kom vi ikke, for ved baggageudleveriringen måtte vi vente et kvarter på, at en medarbejder fandt nogle skruenøgler frem, fordi en taskestrop havde sat sig fast i baggagebåndet og blokerede det hele.

Turen fra lufthavnen gik med taxa til hotellet “Boston Residence”, som vi allerede for en uge siden bestilt plads på. Taxachaufføren, som kørte os fra lufthavnen, mente bestemt at det var et hotel kun for kvinder, så vi var allerede nervøse fra starten, men det viste sig heldigvis, at han tog fejl. Der var tale om en YMCA til begge køn, og da vi sagde farvel til chaufføren og jeg ligesom i Chicago sidste år bad om en kvittering for turen, fik jeg et stykke papir, som jeg selv kunne udfylde. Mon regnskabsafdelingen vil acceptere den?

Hotellet er egentlig ok til prisen (ca. $40 pr. nat), men man er nødt til at sove for åbent vindue, da der ellers er for varmt. Larmen udenfor er dog meget kraftig, så jeg er derfor glad for, at jeg har husket at tage ørepropper med.

Her til morgen stod vi op kl. 6:30 lokal tid, hvilket primært skyldes at vi gik meget tidligt i seng pga. tidsforskellen, og lige nu er vi gået ned på Starbucks for at få morgenmad, og mens min kollega kæmper med deres trådløse netværk, snakker jeg lidt med en gammel mand fra Georgia, som er meget ivrig efter at fortælle om de to eneste ting, som han ved om Danmark og Island (min kollega er islænding), og så den ene ting, som hele hans familie har oplevet i deres liv og som han åbenbart ynder at fortælle alle, han møder.

Hvad vi skal bagefter er der ingen der ved endnu, men et eller andet skal vi jo have dagen til at gå med. Jeg har hørt rygter om et computermuseum, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve at køre på en Segway, så måske kan vi finde en “Segway City Tour”.

(P.S. Der er desværre ingen billeder fra turen endnu, da USB-kablet ligger hjemme på hotellet.)

Sagen om det defekte Samsung-fjernsyn

I februar 2008 valgte jeg at udskifte mit gammeldags billedrørsfjernsyn for at træde ind i den moderne tidsalder med et fladskærms-tv, selvfølgelig med fuld HD-opløsning. På dette tidspunkt talte stort set alle om kontrastforhold og gengivelse af sort, og Samsungs F86-serie var et af de få fjernsyn, der kunne levere varen. Mit valg faldt derfor på et Samsung LE46F86BDX, som udover at have de gode specifikationer også havde fået gode anmeldelser på nettet.

På samme tidspunkt var det vigtigt for mig, at tv’et var så billigt som muligt og jeg havde i mange år handlet alt mit IT-udstyr hos Multimedia World på Frederiksberg i København, og derfor faldt det mig naturligt at købe fjernsynet i denne forretning, der kunne sælge det for omkring 14500 kroner, hvilket var markant under, hvad man kunne få tv’et for i en konventionel radio/tv-forretning som Elgiganten og Fona. Pga. prisen og min begrænsede økonomi valgte jeg ikke at investere i en forsikring af produktet. Lidet anede jeg uråd, og det skulle koste mig dyrt.

TV’et blev købt, fragtet og installeret, og jeg konstaterede hurtigt, at tv’et havde børnesygdomme:

  • Fjernbetjeningen eller tv’et var behæftet med kommunikationsfejl. Ca. halvdelen af de tryk, jeg lavede på fjernbetjeningen, nåede aldrig fjernsynet, og det var specielt irriterende ved brug af tekst-tv. Efter min mening er det en stor designfejl.
  • Tv’et var ufatteligt langsomt i brug. Det tog ca. 2 sekunder at skifte kanal, hvilket gjorde zapning af 30 kanaler til en oplevelse, som jeg ikke havde tålmodighed til. Skift til HMDI-indgangene tog lige så lang tid, fordi man skulle igennem 2-3 andre AV-kanaler på vejen (a 2 sekunder), også selvom der ikke var sluttet udstyr til dem, og man kunne ikke ændre sorteringen eller slå nogle af dem fra. Justering af volumen var også besværligt, og det kunne let tage 10-15 sekunder at skrue fra normal lydstyrke ned til 0 (og tilsvarende den anden vej), hvilket er en helt normalt operation for mig at udføre, fordi jeg hører lyden fra tv og andre enheder på mit anlæg. Jeg behøver vel ikke at sige, at det hænger sammen med at kvaliteten af lyden på tv’et er ca. lige så dårlig som på alle andre tv. Mute-funktionen kunne desværre ikke benyttes til at gå på lysløs pga. et irriterende ikon på skærmen, når funktionen er slået til.
  • Billedformatskift var lige så langsom som alle overnnævte operationer, og ved skift til full-hd-opløsningen skulle man altid skifte manuelt gennem 3-4 andre indstillinger, hvilket var nødvendigt, når jeg skulle se blu-ray.
  • Tekst-tv var ufattelig langsomt i brug. Udover problemerne med fjernbetjeningen, som jeg har beskrevet ovenfor, var opdateringen af siderne på siden meget langsom, og meget ofte gik tv’et i en tilstand, hvor det nægtede at udnytte sin tekst-tv-hukommelse, og så skulle jeg ved hvert sideskift vente på, at siden blev hentet forfra. Endnu en stor fejl, som gjorde tekst-tv stort set ubrugeligt.

Ud over ovennævnte fejl og irritationsmomenter dukkede et større problem op efter ca. et 4 måneder. Pludselig en dag overgik tv-billedet kortvarigt over til kun at være en masse farver og mønstre.

Det var en periodisk fejl, som hurtigt blev værre og værre, og efter en uges tid så det sådan ud hele tiden, og var tv’et ubrugeligt. Det blev dog rimelig hurtigt repareret af Elektronik-Centeret, som Multimedia World benyttede som servicecenter. Hvad der blev lavet på tv’et, ved jeg ikke, men det kan være alt fra en firmwareopgradering til udskiftning af komponenter. TV’et kom tilbage og virkede fejlfrit i ca. 9 måneder.

I juni 2009 sad jeg en dag på arbejdet og snakkede med kollegerne om IT-indkøb, og jeg nævnte Multimedia World, og vi snakkede om alle de konkurser, der var i tiden. For sjov skulle jeg lige tjekke at forretningen stadig fandtes og opdagede til min gru, at den var under konkursbegæring. Nu stod jeg med håret i postkassen, hvis tv’et gik i stykker, fordi det jo er forhandleren og ikke producenten, som skal give 2 års reklamationsret. Samme aften sad jeg og chattede med en veninde og nævnte, at jeg ofte er forfulgt af uheld, og jeg sagde i spøg, at mit tv nu nok meget snart ville gå i stykker igen. Ca. to timer efter begyndte farverne og mønstrene at komme tilbage på tv’et.

Jeg undersøgte Samsungs produktgaranti og finder ud af, at Samsung selv stiller en fabriksgaranti på deres produkter, så jeg kontaktede deres support med henblik på at få tv’et repareret. Her fik jeg at vide, at mit tv er parallelimporteret og at Samsungs garanti derfor ikke gælder. Jeg klagede min nød og forklarede, at jeg ikke på noget tidspunkt havde fået at vide, at tv’et var parallelimporteret, at min forhandler var gået konkurs og at tv’et allerede havde været repareret én gang for den samme fejl. Det lykkedes at få Samsung til at lave en såkaldt “goodwill”-sag, hvor Samsung betaler regningen for reparationen, og få dage efter udskiftede en tekniker fra InfoCare begge bundkort i apparatet hjemme hos mig.

Som tiden gik blev jeg mere og mere bekymret for, hvad jeg skulle gøre efter de 2 år er gået, når jeg nu ikke havde forsikret produktet, og irritationsmomenterne blev efterhånden så store, at jeg havde fået nok af det tv. Jeg bestemte mig derfor for at sælge apparatet (med information til sælger om at apparatet havde været repareret). Samtidig havde jeg udset mig et meget bedre tv fra Sony og slog øjeblikkeligt til i starten af november 2009, da tv’et var ét af åbningstilbuddene i det nyåbnede Sony Center i Hundige, og det blev solgt til Danmarks p.t. bedste pris. Samsung-tv’et blev sat til salg på QXL og solgt efter 14 dage og afhentet af en meget venlig mand fra Østerbro. Samme aften ringede han og sagde, at billedet var blevet til en masse farver og mønstre, og det vel at mærke uden at han nogen sinde havde hørt om, hvordan den fejl, tv’et havde været repareret for to gange, så ud. Jeg måtte derfor stole på, at tv’et nu igen var gået i stykker, og beklage mange gange, tage tv’et retur og give ham et plaster på såret i form af nogle kontante gaver som tak for ulejligheden med at flytte tv’et to gange. Dem gav han videre til sine meget skuffede børn.

Jeg kontakede igen Samsung, som denne gang ikke var nær så samarbejdsvillige, men jeg fik presset dem til at lave endnu en goodwill-sag, men denne gang ville de have apparatet ind til service for selv at konstatere fejlen, og jeg fik at vide, at jeg skulle påregne en regning på over 1000 kroner, hvis de ikke kunne konstatere fejlen. Da fejlen som første gang er periodisk og jeg på dette tidspunkt ikke selv kunne konstatere den, gik sagen nu i hårdknude.

Situation var, at jeg nu stod med et defekt tv, som havde kostet gudsjammerligt mange penge, irritationer, reparationer og udgifter (salgsomkostninger + kompensation). Jeg kunne ikke få repareret produktet uden at kunne genskabe fejlen, hvilket jeg ikke nødvendigvis kunne, og jeg havde ingen tiltro til, at Samsung rent faktisk var i stand til at reparere produktet, når de nu havde forsøgt reparation to gange. Sælger var gået konkurs, og der var ingen garanti og reklamationsret. Jeg kunne ikke sælge tv’et, fordi det er defekt. Jeg kunne med andre og rende og hoppe på trods af, at jeg ikke på noget tidspunkt havde gjort noget forkert. Jeg var blot blev snydt af Multimedia World, som havde parallelimporteret tv’et uden at fortælle mig det.

Efter 1½ års kamp om et defekt tv med store designfejl og børnesygdomme gav jeg op. Tv’et kostede mig næsten 15000 kroner, og jeg valgte at forære det væk for et par måneder siden, fordi jeg ikke kunne tåle synet af det. Det har nu igen vist fejlen en enkelt gang, og på trods af det, er gavemodtageren meget glad, så på trods af at jeg har mistet en masse penge på sagen, er der dog det ene lyspunkt.

Hvad kan man så lære af dette:

  • Køb kun dit tv hos en autoriseret tv-forhandler, så du ikke køber et parallelimporteret tv uden at vide det.
  • Lad være med at købe et tv uden samtidig at købe en forsikring af det, forudsat at forsikringen dækker den situation, jeg har beskrevet, hvilket slet ikke er sikkert, at den gør.

Måske skulle jeg lige nævne, at der udover de problemer jeg har nævnt ovenfor, er ugler i mosen. Jeg har en klar formodning om, at der er begået mere snyd i denne sag, og denne gang er det Samsung, som er offeret. Da tv’et er parallelimporteret, har Samsung (som de selv siger) ingen forpligtelser over for det, men ikke desto mindre er det Samsung selv, som er blevet faktureret for den første reparation, hvilket det papir, jeg fik fra Elektronik-Centeret dengang, viser.

Der står godt nok ikke noget beløb for Samsung på, men jeg formoder, at det er fordi det at det er min kopi og at jeg ikke skal have den information oplyst. Hvorfor har Samsung så fået regningen og formentlig betalt den? Formentlig fordi nogen har snydt med serienummeret på apparatet. Det fremgår nemlig af papiret (markeret med rød cirkel), at produktet har kode XEE, som er den modelkoden for det nordiske marked, som Samsung stiller produktgaranti for. Mit tv havde dog en helt anden produktkode (XEC, se nedenfor), som stammer fra et helt andet marked (jeg husker ikke hvilket), som det er parallelimporteret fra, og som Samsung ikke har nogen forpligtelser ovenfor. Ved at angive den forkerte modelkode har man åbenbart kunne udskrive regningen til Samsung, således at Multimedia World ikke har skullet betale en krone i sagen, selvom det formentlig er dem, der skulle have betalt den.

Nå ja, som rosinen i pølseenden kan jeg lige nævne, at det så var mit tredje Samsung-produkt (jeg har også et videokamera og for en meget kort bemærkning en blu-ray-afspiller). Alle tre apparater havde kritiske designfejl, der mere eller mindre gjorde dem ubrugelige.

Og lad mig så lige konstatere: Mit nye Sony-tv fungerer upåklageligt og har hverken designfejl eller børnesygdomme.

Lydstyrke-krigen del 2

Jeg skrev for et stykke tid siden indlægget Lydstyrke-krigen ødelæger musikken for at gøre læserne opmærksom den dårlige tendens i udviklingen af lydkvaliteten på mange af de plader og downloads, som pladebranchen i dag sælger til forbrugerne, den såkaldte lydstyrkekrig (loudness war). Selvom jeg ikke omtalte downloads, er min erfaring, at de (pånær at være komprimeret til ca. 192-256 kbps WMA/MP3) er identiske med det indhold, der er på de tilsvarende cd’er og dermed ramt at det samme problem.

Siden jeg skrev indlægget har jeg gjort mig nogle flere observervationer om situationen. For det første har jeg gjort den glædelige opdagelse, at der faktisk stadig udgives cd’er, som er masteret med en god dynamik (dynamic range), og derved tillader udgivelserne en fyldig og ikke-støjende lyd. Hvis der er tale om genudgivelse af gammelt materiale, som er skabt før det digitale indtog, har lyden desuden rig mulighed for at være tro overfor den lyd, som en god, gammel pladespiller sammen med en god forstærker og gode højttalere kunne frembringe sammen med en velholdt vinylplade. Det er for eksempel tilfældet for boksen med John Mogensens 5 plader, som blev genudgivet for et par år siden, men der er også nyudgivelser, som lyder godt, fx Sebastians liveplade “Trubadurens aften” og Kim Larsen & Kjukkens liveplade “En lille pose støj”*. Begge udgivelser er tydeligvis ikke masteret med henblik på blot at larme, i modsætning til de fleste nye udgivelser, som helst skal støje mere end konkurrentens for at kunne gøre sig bemærket i radioen og i lytterens – formentlig som resultat af lydkrigen – let ødelagte ører.

Der er dog en helt anden del af historien, som jeg ikke har berørt tidligere, nemlig hvem der i processen “at udgive en plade” er ansvarlig for at musikken pumpes op med den kunstige lydstyrke. Jeg har ikke på noget tidspunkt kunnet forestille mig, at det er den enkelte kunstner eller producer, som leverer det endelige, larmende produkt, men det er dog i praksis umuligt for mig som forbruger at vide, om det er tilfældet. Jeg har dog gjort mig en vigtig observation, nemlig at de samme numre på samme tid findes med forskellig dynamik, hvilket får mig til at tro, at der enten er lavet flere forskellige masters med henblik på forskellige medier, eller også er det lige før trykningen af en cd eller udgivelsen af en download (formentlig den proces, der betegnes som “mastering”), at volumenen pumpes op.

Hvordan er det så lykkes mig at observere det? Ganske simpelt ved at kigge på lyden i andre medier – i dette tilfælde musikvideoer. Musikvideoer udgives ikke på cd og som download, men findes på andre medier, fx nettet og i musikprogrammer i tv, og disse to medier er så vidt vides ikke en del af lydstyrkekrigen. Rent praktisk har jeg været inde på tv-programmet Boogies hjemmeside, hvor man kan se og høre ugens aktuelle musikvideoer. Med gode værktøjer kan man downloade musikvideoerne til sin pc, udtrække lyden og måle dynamik i den. Jeg bør i den sammenhæng nævne, at én egenskab ved dynamikken i et digitalt medie med en fuldt udnyttet minimum- og maksimums-sampleværdi er, at man man mister dynamik, når man skruer mere op for lyden end mediet som udgangspunkt klare, og man kan efterfølgende ikke få den tabte dynamik tilbage, hvis mans skruer ned igen, så hvis lyden fra musikvideoerne har en højere dynamik end på fx cd eller download, så er det en tydelig indikation på, at der er lavet flere forskellige masters til forskellige medier, eller også er dynamikken blevet nedbragt før udgivelse som cd og download.

Testen blev foretaget for nogen uger siden med 2 forskellige sange fra Boogie-listen. Jeg downloadede musikvideoerne, udtrak lyden og konvererede den til ukomprimeret WAV, som derefter blev kørt igennem TT DR Offline Meter (Pleasurize Music Foundations officielle værktøj til måling af dynamik). Samtidig hentede jeg det tilsvarende nummer hos TDC Play, konverterede det til ukomprimeret WAV med Daniusoft WMA Music Converter og kørte resultatet igennem TT DR Offline Meter.

Her er testresultatet:

Hej Matematik “Party i provinsen”:
Musikvideo: 8
Download: 5

Medina “Ensom”:
Musikvideo: 7
Download: 3

Til sammenligning har de albums, jeg nævnte ovenfor, en dynamik på mellem 10 og 13. Der er en helt klar forskel, uanset om tallene ovenfor repræsenterer en lineær eller logaritmisk skala**. Tallene behøver ikke stå alene, jeg viser i slutningen af dette indlæg billeder af lydkurverne, hvor man kan se, hvor presset lyden på downloads (og cd’er) er i forhold til lyden i musikvideoerne, og man kan også se, at det er clipping i førstnævnte, hvilket i sig selv også giver en kraftig forringelse af lydkvaliteten.

Jeg vil gerne kunne påstå, at der er en betydelig hørbar forskel, men desværre er det sådan, at lydkvaliteten på musikvideoerne er rimelig dårlig, da de er komprimeret til 128 kbps MP3. På grund af den hårde digitale kompression kan den hørbare lydkvalitet ikke umiddelbart sammenlignes, så det eksperiment må vente, til jeg finder en bedre kilde for lyd med høj dynamik. Det er dog min overbevisning, at havde musikvideoerne været mindre komprimerede, havde jeg kunnet høre en betydelig forskel, hvis jeg havde sat lyden på anlægget. Min erfaring er, at numre med en lav dynamik enten lyder kedelige eller får bøgerne til at vælte på reolen pga. meget høj bas.

Det er min klare overbevisning, at musikbranchen med disse kvalitetsforringelser selv er med til at bidrage til at cd-salget går ned af bakke, for musikken er simpelthen for kedelig at høre på, i hvert fald når man sætter den på et ordentligt anlæg og ikke bare smider det gennem et komprimerede MP3’filer fra en iPod ind i et par middelmådige høretelefoner. Jeg havde for eksempel i mange måneder set frem til Hej Matematiks nyeste plade men blev dybt skuffet, da jeg købte den på cd og satte den på anlægget. Sangene er fede, men lyden er bare ufattelig kedelig at høre på, fordi den bare larmer fra ende til anden, ikke har nogen udsving og derfor fremstår følelsesløst. Jeg giver lydstyrkekrigen og den meget lave dynamik (ca. 5 i gennemsnit) en meget stor del af skylden for dette. Som forbruger er jeg ikke tjent med dette, og som konsekvens deraf gider jeg ikke købe musikken, så antallet af købte cd’er er for mit vedkommende faldet betydeligt i løbet af de sidste år til noget nær et nul på nuværende tidspunkt.

Dette er næppe mit sidste blogindlæg om sagen, og lad mig til sidst benytte lejligheden til at udtrykke, at jeg virkelig håber, at de kommende genudgivelser af hele Shu-bi-duas bagkatalog ikke bliver ofre for lydstyrkekrigen. Jeg har hørt rygter om, at radiopromoerne, som allerede nu er blevet udgivet i forbindelse med dette, er blevet skruet voldsomt op og derfor har en meget lav dynamik. Hvordan det forholder sig med pladerne, som skal sælges til forbrugerne, vides ikke på nuværende tidspunkt, men foreløbig holder jeg godt fast i mine gamle cd’er og stiller min volumenknap på anlægget derefter.

Fodnoter:

Billeder fra testresultatet:


Party i provinsen, musikvideo***


Party i provinsen, download


Party i provinsen, clipping


Ensom, musikvideo***


Ensom, download


Ensom, clipping

* Pladen har på trods af titlen en betydeligt højere dynamik end den tidligere liveudgivelse “Det var en torsdag aften”.
** Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt om det er det ene eller det andet, men det som udgangpunkt lige meget, så længe testresultaterne giver betydeligt forskellige værdier (DR ligger mellem 1 og 15). Er der tale om en logaritmisk skala, er forskellen på dynamikken i testresultaterne meget stor.
*** Lyden fra musikvideoerne er normaliseret for at udnytte signalværdierne fuldt ud og for lette at kunne sammenligne lydkurverne visuelt. Skaleringen ændrer ikke på dynamik, da normaliseringen maksimerer den højeste signalværdi.

Strax-interviewet

Jeg har lige siddet og ryddet op i mit lydbibliotek på computeren, og her faldt jeg over en gammel “Strax”-radioudsendelse fra 2002, hvor jeg havde den tvivlsomme ære at deltage i et fuldkommen tåbeligt interview, og det fortjener et blogindlæg.

Baggrunden for interviewet er, at tv-2 samme dag udgav en ny plade “På kanten af småt brændbart”. Hele programmet var en stor reklame for pladen, og der blev i slutningen sendt uddrag fra en releasekoncert, som blev spillet i radiostudiet. Som dedikeret tv-2-fan måtte jeg bare være med, men for at få adgang skulle man være klar til at smide en ting fra sit liv ud (jf. titelsangen på pladen), og man skulle i den forbindelse indsende en mail ti P3, hvor man beskrev, hvad det var, man ville smide ud. Jeg grublede i flere dage over, hvad jeg skulle finde på for at skille mig ud fra mængden, og endelig kom jeg i tanke og den perfekte ting, som ramte perfekt i forhold til temaet om tiden og livet, der går, og samtidig var så tåbeligt, at man ikke kunne undgå at grine af det. Jeg gik ned i kælderen og hentede et gammelt puslespil frem. Ikke et hvilket som helst puslespil, men et af disse moderne skumgummipuslespil i 3D. Når det var bygget, forestillede det et bornholmer-ur, og der fulgte endda et ur med visere og batteri med, så det kunne vise klokken og gå!

Jeg indsendte mit forslag og søreme om ikke jeg fik lov til at komme med til koncerten. Ikke nok med det, produceren insisterede også på, at jeg skulle interviewes om det tåbelige ur. Nedenfor kan du lytte til interviewet og se et par billeder, hvor jeg smider uret i den til formålet opstillede skraldebil.

Det er det mest åndssvage, jeg nogensinde har lavet i offentlighed. Nå ja, koncerten var også fed.

(Måske kan din browser ikke afspille lydfilen, i så fald må du hente mp3-filen her og afspille den selv).

Lydstyrke-krigen ødelægger musikken

Jeg skrev for snart et år siden om dårlig remastering af en cd. Det var før, jeg kendte til begrebet “Loudness War“, som jeg anbefaler enhver musikelsker og musikproducent at sætte sig ind i, forholde sig til og kraftigt overveje at være med til at bekæmpe for musikkens skyld.

Her til aften fandt jeg lige over et interessant nummer på én af mine opsamlings-cd’er, og i den forbindelse faldt jeg samtidig over ét af de mest grelle eksempler på compression og clipping, som jeg endnu har set. Nedenstående billede viser tydeligt, at der overhovedet ikke er plads til lyden på cd’en, og den er derfor voldsomt skåret af i toppen. Ikke nok med det, nummeret har faktisk haft en for høj volumen til pladen, og derfor er den skruet 5% ned. Det er jo helt vanvittigt. Havde man ikke skruet volumenen alt for højt op fra starten af, havde der ikke været nogen clipping. Jeg er målløs over måden, man vælger at behandle lyden på og derefter tager penge for det.

I den forbindelse mener jeg, at det må være et krav, at der fremover bag på cd’er står, hvilken dynamik (dynamic range) den er masteret med, sådan at man på forhånd kan vurdere, om man vil bruge penge på det. Dette er især interessant for genudgivelser af plader, hvor dynamik og dermed lydkvaliteten bliver dårligere og dårligere for hver udgivelse. Problemet er, at man jo ikke kan få pengene tilbage, når man har haft sat den på og konstateret at den lyder forfærdeligt. Og mange ikke-kræsne lyttere vil sikkert ikke opdage, at det, man har købt, kunne have lydt meget bedre.

Jeg tillader mig at henvise læseren til initiativerne Pleasurize Music Foundation og Turn Me Up – Bringing Dynamics Back To Music.

Læs anden del af serien om lydstyrkekrigen her.